Bombetrussel mod juletrafikken

Juletrafikken blev i går ramt af kaos på grund af en bombetrussel i Odense. Truslen blev modtaget på en sms

Togene kørte ikke gennem Odense i går eftermiddag, hvor politiet efter en bombetrussel hurtigt fik området foran Odense Banegård spærret af. -
Togene kørte ikke gennem Odense i går eftermiddag, hvor politiet efter en bombetrussel hurtigt fik området foran Odense Banegård spærret af. - .

En bombetrussel betyder, at DSB i går eftermiddag indstillede al togtrafik til og fra Odense. Det var politiet, der bad DSB om at stoppe alle tog.

Angiveligt var truslen rettet mod banegården i Odense, men hos DSB kender man ikke til de nærmere omstændigheder. Umiddelbart fik det konsekvenser for de mange julerejsende mellem landsdelene. Omkring klokken 17.30 var 70 busser på plads til at erstatte togene, og DSB regnede med at sætte cirka 120 busser ind.

Trafikinformationschef hos DSB Tony Bispeskov fortalte, at man ved 17.30-tiden var i gang med at afvikle de store køer af passagerer, der ventede på at blive transporteret videre.

”Vi har en masse serviceguider på nogle af stationerne, som lige nu hjælper med til at få afviklet busserne. Vi kan selvfølgelig ikke undgå, at folk løber ind i forsinkelser. Jeg kan derfor ikke afvise, at nogle folk risikerer at misse enten den første, anden eller tredje bus, men vi er i gang med at få folk transporteret videre,” sagde Tony Bispeskov.

Truslen mod trafikken blev tilsyneladende modtaget omkring klokken 15 i form af en sms.

Ved 17-tiden oplyste politiet, at man med bombehunde var ved at gennemsøge banegårdscentret. Nærliggende bygninger blev evakueret i en radius af 200 meter.

Bombetruslen viste endnu en gang, at et opkald i telefonen eller en sms kan genere flere tusinde mennesker.

Normalt er straffen dog forholdsvis beskeden, viser en række domme.

Og anklagemyndigheden har da også lovet, at man vil forsøge at løfte niveauet ved at indbringe en prøvesag for Højesteret.

Målet er en større ”nuancering i strafudmålingen,” står der i et svar til Folketingets retsudvalg.

Det betyder, at anklagemyndigheden vil argumentere for en skærpelse af straffen i de alvorlige tilfælde med ”vidtrækkende økonomiske konsekvenser”.

I en sag fra Aarhus fastslog Vestre Landsret i efteråret, at samfundstjeneste på 40 og 30 timer plus betinget fængsel var det rigtige resultat for en trussel mod Handelshøjskolen i Aarhus.

Det normale er netop omkring 30 dages fængsel, som gøres betinget.

I september i år blev en 18-årig mand dog idømt 60 dages betinget fængsel, men han havde i hele tre tilfælde truet feriecentret Lalandia på Lolland.

Den unge mand skulle også udføre 40 timers samfundstjeneste.

Truslerne medførte, at politiet og brandvæsenet måtte rykke ud, og to gange blev gæster evakueret.

En trusselssag fra Odense mod et jobcenter, hvor de centrale dele af byen blev lagt øde i et par timer - har dog medført en ubetinget frihedsstraf.

Gerningsmanden fik fire måneders ubetinget fængsel, men det skyldes, at han i flere tidligere tilfælde er kommet med de stærkt generende trusler.