I dag præsenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sin efterhånden meget længe bebudede ”Helhedsplanen for et stærkere Danmark” frem til 2025. Allerede i aftes løftede han på det sociale medie Facebook lidt af sløret for 2025-planen, men i dag rulles den ud for pressen og offentligheden i fuld længde – i øvrigt samtidig med finansloven for 2017.
Regeringen vil finde 65 milliarder kroner på finanslovene frem til 2025, og pengene skal gøre det muligt at skabe økonomisk vækst og sikre en kvart million nye arbejdspladser. Selvom Venstre i valgkampen ville arbejde for nulvækst i den offentlige sektor, lægges der nu op til en beskeden vækst på 0,5 procent om året.
Der lægges op til store skattelettelser i top og bund. En såkaldt ”jobpræmie” og et nyt jobfradrag skal gøre det mere attraktivt for især lavtlønnede at tage et arbejde. De vil slippe syv procent billigere i skat, sagde Lars Løkke Rasmussen. Topskatten skal sænkes for alle, der tjener op til en million kroner om året, og så skal der bruges flere penge på Danmarks sikkerhed med flere penge til politi og forsvar.
Hvor pengene skal komme fra, sagde han ikke så meget om, men det var i aftes fortsat forventningen på Christiansborg, at studerende må betale en større del af deres uddannelse selv, og at mange på arbejdsmarkedet kommer til at vente længere med at gå på pension.
Men hvordan vil den smalle Venstre-regering samle et flertal for sin plan? Allerede inden forhandlingerne går i gang, udfordres statsministeren af, at regeringen på en række områder er bundet af politisk brede forlig fra tidligere.
Det gælder den seneste skattereform, som blev vedtaget i 2012 i et forlig mellem SRSF-regeringen, Venstre og De Konservative. Elementerne i den reform er først fuldt indfaset i 2023.
Det gælder på pensionsområdet, hvor VK-regeringen i 2011 blev enige med De Radikale og Dansk Folkeparti om tilbagetrækningsreformen, som regulerer pensionsforhold helt frem til 2027.
Og det gælder reformen af Statens Uddannelsesstøtte fra 2013, der blev vedtaget af alle partier, undtagen SF og Enhedslisten.
Også i forhold til politiet og forsvaret er der brede aftaler at tage hensyn til.
Det åbner for et dilemma. Nemlig at hvis regeringen aftaler en række reformer udelukkende med de borgerlige partier, kan de tidligst træde i kraft efter et folketingsvalg. Sådan er de uskrevne spilleregler på Christiansborg. Det betyder, at en senere socialdemokratisk regering kan ændre reformerne igen. De risikerer kort sagt at få en kort levetid.
Præcis den risiko garderede Lars Løkke Rasmussen sig mod, da han som statsminister i 2011 fik De Radikale med i forliget om tilbagetrækningsreformen.
Det tegner til, at regeringen først vil forsøge at få aftaler med de borgerlige partier. Forslaget om at sænke topskatten skal gøre det spiseligt for Liberal Alliance, mens sikkerhedspakken og måske en række stramninger på asylområdet skal få Dansk Folkeparti med. Hvad der skal lokke den tidligere konservative regeringspartner med er mindre klart, men De Konservative har heller ikke stillet ultimative krav eller truet regeringen på livet.
Det mest holdbare for den ville imidlertid være en bred aftale med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Det ville dog på forhånd udelukke at sænke topskatten med fem procentpoint, som Liberal Alliances leder Anders Samuelsen har stillet som ultimativt mindstekrav for ikke at vælte regeringen. Allerede nu har Løkke tildels afvist det krav ikke at ville sænke skatten for de rigeste millionærer.
Lidt mere fremkommeligt ser det ud at få De Radikale med, og forslaget om at sænke skatten for de lavest lønnede ligner en invitation, Socialdemokraterne skal have svært ved at afvise.
De Radikale kommer ikke til at stramme asylpolitikken, det må regeringen klare med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.
Tilbage i 2011 fik Dansk Folkeparti aftalt en permanent toldkontrol ved grænserne, men det blev straks efter valget skrinlagt af den nye SRSF-regering.
Derfor vil Dansk Folkeparti være ekstra påpasselig med at få holdbare indrømmelser denne gang.
Under alle omstændigheder ser det sværere ud for Lars Løkke Rasmussen at gentage kunststykket med aftaler over midten som i 2011.