Jeg husker Ole som et høfligt og venligt menneske, og han var meget vellidt blandt folk her i området. Da jeg så, at han var død, tænkte jeg: Det er synd. Jeg er ked af, at jeg ikke længere kommer til at møde ham i bussen, for han var et meget, meget høfligt og venligt menneske.
Han var ikke en frembrusende mand, han var stille og rolig, så på den måde gjorde han ikke et stort nummer ud af sig selv. Han virkede altid meget afdæmpet og rar. Nogle gange satte han sig om bagi, og så holdt jeg øje med, om han faldt i søvn, så han ikke kom til at køre for langt. Men for det meste var han meget snakkesalig og ville især gerne tale om politik. Det interesserede ham meget at høre, hvad der skete lokalpolitisk her i Frederiksværk, og hvad jeg tænkte. Han var meget engageret, også selv efter han gik på pension.
Ole kørte med min bus i otte år. Han tog altid bussen, når han skulle hjem fra møder eller andre ting i København. Han brugte altid offentlig transport. Så snakkede vi om politik, og var der andre folk med bussen, bød de ind i diskussionen. Ole havde sine holdninger som DF'er, og vi var helt sikkert uenige om mange ting, men vi kom ikke op at skændes om det. Jeg er Venstremand, og Ole var DF’er, men vi kunne tale ordenligt sammen om det hele.
Vi talte nogle gange om småting, men det var ikke overfladisk, det var bare hyggeligt. Jeg kan godt lide, at man kommer hinanden ved på den måde. En af de ting, som vi snakkede om under busturene, var ældrepleje. Jeg har en morfar på 96 år, som bor alene, og han får en god hjælp i hverdagen, synes jeg. Det var noget, Ole og jeg kunne blive uenige om: Hvordan man behandler vores gamle. Ole ville gerne gøre mere for de ældre, det vil jeg egentlig også, men hvordan vi skaber nogle bedre rammer, var vi ikke altid enige om.
Som buschauffør mener jeg, at man skal kunne tale med alle og behandle alle ens, og derfor talte vi ikke så meget om indvandring – for der var vi meget uenige. Jeg mener, at kan man arbejde, så skal man have lov til at være her i landet. Han gik altid yderligere til kanten og mente, at de bare skulle sendes hjem alle sammen. Det mener jeg ikke. Mange af mine kolleger kommer alle mulige steder fra, og i mit job er der stor tolerance. Men det oplever jeg ikke, at der er i DF.
Ole var glad for, at DF blev landets næststørste parti. Det, havde han nok ikke troet, ville ske. Jeg tror, DF er blevet så store, fordi mange danskere er bange - blandt andet for at udlændingene skal tage danske job. Når vi taler om det i bussen eller derhjemme, siger jeg altid: Slap af, så slemt er det ikke. Jeg tænker, at vi har brug for dem, der kan arbejde - og at vi ikke har noget at frygte.
Jeg taler altid med mine passagerere, dem alle sammen, og jeg kan godt lide det. Her i Frederiksværk kender de, der bruger offentlige transport, mig, og er der problemer med andre busser, kommer folk til mig. For de ved, at jeg er til at tale med. Jeg kan slet ikke tage på arbejde uden at snakke med de mennesker, der kører med i min bus, det kan jeg ikke. Jeg kan lide at møde forskellige mennesker og kende dem, der bor her.
Når jeg taler med folk, som bor i Købehavn, så siger de, at man slet ikke taler sammen i bussen. Det gør man bare ikke. De er godt nok underlige, dem inde i København. Os herude, vi taler sammen. Og det var noget, Ole også satte pris på.
Du kan møde buschauffør Michael Krøjer Ditlevsen i bus nummer 320 R, 327, 324 eller 326 i Frederiksværk.