Det var i baglokalet til radioforretningen Stjerne Radio på adressen Istedgade 31 i København, at en kreds af beslutsomme unge mænd i december 1942 begyndte at trykke det illegale blad ”De Frie Danske”.
Det var også her, planerne blev lagt for sprængningen af Forum på Frederiksberg, som tyskerne havde tænkt sig at bruge som kaserne. Sprængningen fandt sted den 24. august 1943.
Fem dage senere gik regeringen af, flåden blev sænket, samarbejdspolitiken ophørte, og Danmark fremstod nu mere klart som en nation på de allieredes side.
Sabotørerne fra Stjerne Radios baglokale skulle senere blive berømte som modstandsgruppen Holger Danske.
Det er længe siden, men ikke ganske glemt. Og selvom Stjerne Radio lukkede helt i 1966, har en lokal gruppe mennesker sat sig for, at begivenhederne aldrig skal gå i glemmebogen. Det er begrundelsen for, at Stjerne Radio nu genopstår som et såkaldt ”besættelseshistorisk formidlingsrum”.
Der er ikke tale om et egentligt museum, man køber billet til og går ind i. I stedet har specialister omhyggeligt arbejdet med at ændre det, der indtil for nylig stod som en nøgen, rød mur, tilbage til akkurat den blå husfacade, som ejendommen havde i 1940'erne.
Man kan ikke gå ind, men ”må nøjes med at se ind, som når man ser ind til kagerne hos bageren, fordi man er kommet fem minutter efter lukketid”, som Joakim Zacho Weylandt, formand for foreningen Projekt Stjerne Radio, formulerer det:
”Formidlingsmæssigt kan det noget andet, når man fortæller historien på stedet, hvor det foregik. Ligesom det ikke kan undgå at gøre indtryk, når man ser de tre henrettelsespæle i Ryvangen. Ganske vist er det kopier af de originaler, der opbevares i Frihedsmuseets magasin. Til gengæld står de på det sted, henrettelsen af modstandsmændene foregik,” forklarer Joakim Zacho Weylandt, der er professionel modelbygger med speciale i historiske rekonstruktioner.
Foreningen har købt og restaureret ejendommen med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almennyttige Formaal, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Frihedsmuseets Venner, Vesterbro Lokalråd og Københavns Kommune, og når den åbner i dag, kan man bag ruderne dels se autentiske genstande og pladeomslag fra 1940'ernes pladeforretning, dels udstillingen ”Augustoprøret”.
I gaden vil der i dagens anledning være spærret af for trafik og gjort plads til veteranbiler og en afsporet sporvogn, og der vil blive kastet flyveblade fra luften.
”I denne tid falder de sidste førstehåndsvidner til Danmarks frihedskamp fra. Vores primære drivkraft har været, at vi synes, det er vigtigt, at fortællingen bliver videregivet til de kommende generationer,” forklarer Joakim Zacho Weylandt.
Han forklarer, at idéen faktisk opstod, fordi en dengang 10-årig pige, Fran-Elvira, der boede i nummer 29, for to år siden skrev en opgave til sin skole om, at der i huset inde ved siden af engang havde ligget en butik, hvor nogle meget modige mænd og kvinder mødtes under krigen.
Opgaven havde hun illustreret med et foto af Stjerne Radio fra 1943.
Og den inspirerede Fran-Elviras mor, Sofie Rask Eriksen, så meget, at hun spurgte sin ven Joakim Zacho Weylandt, om det mon var muligt at genskabe den facade, man så på billedet. Det mente han nok, det var.
Ifølge Peter YdingBrunbech, centerchef ved Nationalt Videncenter for Historie og Kulturarvsformidling, er det meget tidstypisk, at der gøres store bestræbelser på at erindre fortiden, og at dette gøres på måder, man ikke har set før.
”I mange byer diskuterer man, hvordan man kan genskabe fortiden. Den traditionelle måde at gøre det på ville være et lille monument eller en plade på muren, hvor der står, at 'på dette sted skete der...' At genskabe en hel bygning i forholdet én til én plejer at være forbeholdt museer som Frilandsmuseet og Den Gamle By,” siger han og tilføjer:
”Forestillingen om, at man kan genskabe den autentiske fortid, har sine begrænsninger. Ligesom når man i tyske byer forsøger at genskabe den middelalder-byerne, som er forsvundet, er det jo en falsk autenticitet. Men jeg ser projektet som et blandt mange forsøg på at peppe fortællingen om fortiden op og gøre den folkelig. Så selvom Istedgade nummer 31 måske ikke ser ud helt som i 1940'erne, kan det bidrage til at skabe en følelse af fælles identitet.”