Derfor er det skuddag i dag: Cæsar ville have styr på kalenderen

”Kejser Julius Cæsar sørgede for at indføre den såkaldte julianske kalender, der minder om den, vi har i dag, hvor et år svarede til den tid, det tog for Jorden at dreje en omgang om Solen,” siger Erling Poulsen. Iris

Årsagen til, at skuddagen skulle ligge på den dato, var, at februar efter månekalenderen var årets sidste måned, og den varede 23 dage
Erling Poulsen

Når februar hvert fjerde år skal have en ekstra dag, ligger den ikke i slutningen, men bliver skudt ind den 24. Det skyldes den gamle romerske kalender

Når Jorden har drejet en gang rundt om sig selv, er der gået et døgn. Når den har været hele vejen rundt om Solen, er der gået et år, 365 dage. Og seks timer. Disse ekstra seks timer gør, at der hvert fjerde år er ”sparet” et ekstra døgn op, en skuddag, således at året varer et døgn længere.

Det betyder, at man i år får fornøjelsen af februar en dag mere, end man plejer. Man kunne med god grund tro, at skuddagen ville være den sidste og ekstra dag i februar, altså den 29. februar, men sådan forholder det sig ikke. Den officielle skuddag er nemlig i dag, den 24. februar, og det er der en mere end 2000 år gammel forklaring på, som skal findes i den romerske kalender.

Først skal man forestille sig, at juleaften lå i midten af oktober, sankthansaften i april og efterårsferien i begyndelsen af august. Så meget var kalenderen forskudt i år 46 f.Kr. i forhold til i dag.

Erling Poulsen er observator og leder af observatoriet i Rundetaarn, og han har i mange år forsket i kalendere og astronomiens historie. Han siger, at den megen forvirring om kalenderen skyldtes, at man dengang talte dage efter Månens og ikke Solens placering.

Det betød, at året blot varede 355 dage. For at sørge for, at kalenderen fulgte med årstiderne, tilføjede man hvert andet eller tredje år en ekstra måned, men det var ikke helt nok.

Kalenderens forskydning fra årstiderne blev større og større, og det tog den romerske kejser Julius Cæsar konsekvensen af, da han i år 46 f.Kr. gjorde året 67 dage længere. Året havde i forvejen en skudmåned på 23 dage, og derfor gik der 445 dage, før man kunne træde ind i det næste år. Af romerne blev det kaldt annus confusionis, forvirringens år.

”Kejser Julius Cæsar sørgede for at indføre den såkaldte julianske kalender, der minder om den, vi har i dag, hvor et år svarede til den tid, det tog for Jorden at dreje en omgang om Solen,” siger Erling Poulsen.

Året var imidlertid lidt over seks timer for langt i forhold til den julianske kalender, og derfor indførte kejseren en skuddag hvert fjerde år, der skulle sørge for, at årstiderne og kalenderen fulgtes ad. Den ekstra dag blev sat ind den 24. februar.

”Årsagen til, at skuddagen skulle ligge på den dato, var, at februar efter månekalenderen var årets sidste måned, og den varede 23 dage. I forbindelse med det nye år, som begyndte i marts, festede man alligevel til ære for guderne, og derfor var det ganske passende at lægge en ekstra dags festivitas ind i slutningen af året,” siger han.

Trods Julius Cæsars ind-griben i kalenderen skete der stadig forskydninger mellem kalenderen og det astronomiske år. I 1582 var kalenderen 10 dage bagud, og derfor besluttede pave Gregor XIII, at man over en nat sprang fra den 4. oktober til den 15. for at holde trit med årstiderne.

Samtidig indførte han den gregorianske kalender, der ligesom den julianske har skudår hvert fjerde år. Den adskiller sig ved, at år, der er delelige med 100, ikke er skudår. Dog ikke, hvis de er delelige med 400, understreger Erling Poulsen.

Denne lille ændring betyder, at der efterhånden er kommet nogenlunde styr på kalenderen, men faktisk går den stadig en smule skævt i forhold til det astronomiske år.

”Kalendere er jo noget rod, men vi er efterhånden kommet rigtig tæt på. Men der sker en forskydning på et døgn cirka hvert 3000. år. Men mon ikke vores efterkommere kan finde på en løsning?”, siger Erling Poulsen.