Carsten Hansen: Man kan altid stole på Bertel Haarder

Socialdemokraternes Carsten Hansen er glad forsit mangeårige politiske samarbejde med Venstres Bertel Haarder. Han er en usædvanligt engageret politiker, og så kan han noget helt særligt med sproget, mener Carsten Hansen

Bertel er også en af de politikere, der tænker nye tanker. Han følger ikke bare med strømmen, siger socialdemokraten Carsten Hansen om sin politiske modstander.
Bertel er også en af de politikere, der tænker nye tanker. Han følger ikke bare med strømmen, siger socialdemokraten Carsten Hansen om sin politiske modstander. Foto: Asger Ladefoged/Jens Nørgaard Larsen.

”I politik er der nogle, man kan stole på, og nogle, man kan stole lidt mindre på. Bertel er en af dem, man altid kan regne med holder sine aftaler,” siger socialdemokraten Carsten Hansen, der er by-, bolig- og landdistriktminister samt minister for nordisk samarbejde, om Venstres Bertel Haarder.

”Jeg har siddet i Folketinget i 17 år, og gennem alle årene har jeg haft et rigtig godt samarbejde med Bertel Haarder. Jeg har blandt andet været uddannelsesordfører, mens Bertel var undervisningsminister. Dengang havde vi også et superfint samarbejde og fik lavet nogle gode politiske resultater sammen.

Nu er rollerne byttet lidt om, hvor jeg er blevet minister for nordiske anliggender, mens Bertel er blevet leder af Nordisk Råds danske delegation.

Også her har vi haft et rigtig godt samarbejde. Vi har også mange fælles interesseområder politisk. Vi brænder begge for uddannelse og det nordiske samarbejde.

Bertel er også en af de politikere, der tænker nye tanker. Han følger ikke bare med strømmen.

Selvom man er politisk uenige, kan man sagtens have stor respekt for hinanden og lave aftaler med dem, man ellers på mange måder ikke er enige med.

Det kræver en vis respekt for hinanden at lave de her brede forlig, og den synes jeg, at vi har haft hele vejen igennem, også selvom vi da bestemt ikke altid har været enige. Der er jo derfor, vi er valgt ind, som vi nu engang er for forskellige partier.

Men vi har også haft en slags delt ambition om, at vi skulle kunne skabe nogle gode fælles løsninger.

Jeg har personligt altid gerne villet lave nogle brede forlig, og det går Bertel også op i. Det er måske lidt undervurderet uden for Christiansborgs mure, men det er efter min mening en stor politisk kvalitet, at man er i stand til at lave brede aftaler, som kan række længere end til næste valgperiode. Den kunst mestrer Bertel.

Jeg tror, at grunden til, at mange i politik har respekt for Bertel Haarder, er, at man kan mærke på ham, at han også har respekt for andre. Han er god til at høre efter, og han er meget pålidelig. Derfor kan man også have et godt, tillidsfuldt samarbejde med ham.”