Nille Wesths film ”Christianias børn - skygge-siden af eventyret”, som DR TV viste mandag aften, beskriver fire personer, som synes, at de havde en hård barndom på Christiania. Du har selv boet over 30 år på Christiania og skildret fristaden i flere film. Hvor meget genkender du af det billede, som nu tegnes?
"Jeg har levet mit halve liv på Christiania, og jeg kender alle fire og deres familier personligt, og jeg må sige, at de ikke er repræsentative for gennemsnittet af Christianiabørn. Der var masser, som havde en vidunderlig barndom. Desværre forekommer det også på Christiania, at børn har forældre, som bliver alkoholiserede eller narkomaner, ligesom udenfor. Med disse fire barneskæbner uden forklaring tegner filmen et skævt billede af helheden."
En af personerne, Rufus, sammenfatter over for sin far, at adskillige af Christianias børn blev vanrøgtet og klarede sig dårligt i livet, kom i fængsel eller på stoffer, fordi de kom fra ”det glorificerede hippiemiljø”. Er det rigtigt, at I christianitter ikke har været åbne om de fejltagelser, der blev begået, og deres konsekvenser?
"Det er nok rigtigt, at man ikke talte så åbent udadtil om nogle af vores problemer, fordi Christiania frem til 2012 konstant var truet på livet. Men vi havde en diskussion internt. De fire barneskæbner stammer fra Christianias første 10 år, inden vi fik etableret interne sociale tilbud og et sundhedshus. Rufus' far var en person, som afprøvede dit og dat, og Rufus stod nok model til mere end de fleste. Jeg synes, hans kritik er meget fornuftig, selvom den er lidt for generaliserende. Når der opstår problemer, prøver vi at reagere på dem på vores fællesmøder. For eksempel holdt vi så sent som i går (onsdag, red.) et møde, fordi der havde været knivstikkeri ved en fest."
Livet på Christiania beskrives i filmen som en ”legeplads for voksne, der ikke var en god legeplads for børn” og senere, da rockerne fik indflydelse, som kaos. Fristaden byggede på en tro på, at alle ville være gode i de rette rammer, men det var en illusion. Er det ikke rigtigt, at fraværet af magtbeføjelser på Christiania skabte et kaotisk og uretfærdigt samfund?
"I de første år i 1970'erne flyttede folk bare ind. Folk kom fra alle sociale lag, og der var mange skæve eksistenser imellem. Christiania var et eksperiment, og det tog nogle år, før vi fandt en fællesnævner. Fra de første år kan du finde ekstreme eksempler på hvadsomhelst. Der var en ret lukket gruppe, der hed Børnemagt, som bestod af børn, der flyttede hertil uden deres forældre, og dem var der pædofile, som var meget optaget af at få adgang til. Det var et åbent samfund uden politimyndighed. Men hvis der skete noget virkelig slemt, kom det op på et fællesmøde. Og siden blev det anderledes. Jeg så ”Christianias børn” sammen med mine to sønner på 34 og 36 år, som ikke fandt beskrivelsen karakteristisk for den barndom, de oplevede på Christiania i 1980'erne."
Der er en scene i filmen, hvor personen Lise konfronterer sin far med, at hendes storesøster i 1980'erne fik tæsk af rockere, uden at faderen ringede til politiet. Hvorfor gjorde han ikke det?
"Jeg kan godt forstå, at Lise, der ellers levede trygt i en kærlig familie, i sit barnesind har tænkt, at man burde ringe til politiet. Men i denne periode ville det mest sandsynlige være, at politiet svarede: ”Det må I selv klare”. På dette tidspunkt oplevede vi ofte, at politiet direkte modarbejdede os. For eksempel, da vi i 1979 gennemførte en junkblokade for at få de hårde stoffer ud."
Er der noget, du personligt fortryder eller føler, I burde have gjort anderledes på Christiania?
"Jeg synes, min kone Britta og jeg har prøvet at være med til at opbygge et samfund, hvor man ikke skader hinanden og prøver at leve økologisk og bæredygtigt. Så der er ikke noget, jeg fortryder. Hvis jeg skal pege på noget, vi skulle have gjort anderledes, er det, at vi er for dårlige til at respektere den kulturhistoriske bygningsarv på Christiania."