Døre lukker for hukommelsen

De fleste har sikkert haft den oplevelse at gå ud i køkkenet for at hente noget, men straks man er kommet derud, har man glemt, hvad det var. Nogle er sikkert også bekendt med den situation, at man låser sig ind eller ud ad hoveddøren, hvorefter det er en gåde, hvor nøglen blev af.

Stress kan være en årsag til, at hukommelsen lukkes
Stress kan være en årsag til, at hukommelsen lukkes.

Den form for glemsomhed kan typisk skyldes stress. Vi har så meget andet i hovedet, at det smutter ud af hjernen, hvad det var, vi lige var i gang med. For grundlæggende kan arbejdshukommelsen hukommelsens aktive enhed i hjernen kun håndtere syv enheder ad gangen.

Men nu har den amerikanske psykologiprofessor Gabriel Radvansky fra University of Notre Dame i staten Indiana gennemført en undersøgelse, som er offentliggjort i tidsskriftet Quarterly Journal of Experimental Psychology, og som leverer en anden forklaring på fænomenet.

LÆS OGSÅ: "Mit liv er snurret 180 grader rundt."

Radvansky har fundet ud af, at når vi går fra et rum til et andet, har arbejdshukommelsen en tilbøjelighed til at lukke ned og betragte sagen som afsluttet. Det svarer til, når vi på film ser personer forlade et rum og automatisk afkoder det, som at scenen er forbi.

Den amerikanske forsker har gennemført en række eksperimenter med sine studerende. De blev delt i to grupper, som begge skulle huske nogle genstande på et bord. Den ene gruppe skiftede rum, mens den anden blot skulle flytte sig et andet sted hen i samme rum, inden de skulle forsøge at hente genstandene frem fra erindringen. Det viste sig, at de personer, som havde bevæget sig ud gennem en dør, huskede markant dårligere end dem, der blot flyttede sig inden for det samme rum.

Efterfølgende testede Radvansky, om det var de nye omgivelser, der var skyld i glemsomheden. Det foregik ved, at den ene testgruppe blev ført igennem et system af døre og gange, som endte med at føre dem tilbage til det samme rum, som de kom fra. Det viste sig, at det ikke hjalp at vende tilbage til det rum, hvor de i første omgang så det, de skulle huske.

Dørene havde lukket for hukommelsen.