Professor Ole Humlum kan sætte nøjagtig dato på den dag, det hele begyndte at skifte, og videnskaben ophørte med at fungere normalt: 12. juli 2001.
Den dag skrev ét af verdens mest ansete tidsskrifter, Nature, en leder, der gav FN's Klimapanel, IPPC, ret i, at mennesket er den primære årsag til klimaforandringerne.
- De skrev, at dem, der tvivlede på IPPC, ikke var rigtig velforvarede, og sammenlignede os med folk, der benægter, at tobaksrygning er skadeligt. Fra da af vidste jeg, at klimadebatten ville ændre sig, og det gjorde den også. De alternative synspunkter er siden blevet klart undertrykt, og vi er flere, der har mærket, at det pludselig er blevet sværere at få optaget vores videnskabelige artikler i tidsskrifterne. Ofte får jeg slet ikke noget svar på mine forespørgsler, hvilket var helt uhørt før i tiden, fortæller Humlum, der er professor i fysisk geografi på Oslo Universitet.
Og han står ikke alene med oplevelsen af, at klimaforskningen både herhjemme og internationalt er blevet enøjet og til tider ubehagelig. Værst er det formentlig gået ud over politologen Bjørn Lomborg, der i 2001 blev verdenskendt for at kalde miljøforkæmpernes forudsigelser for overdrevne. Han er kaldt alt fra manipulator til løgner og er sågar blevet sammenlignet med Hitler af formanden for FN's Klimapanel, Rajendra Pachauri. Andre forskere har ført retssag mod ham, og selv mener han at have oplevet end hetz, der minder om den kommunistforskrækkelse, som den amerikanske senator Joseph McCarthy praktiserede i 1940'erne og 1950'erne.
Men også andre har mærket det markante stemningsskifte, der er sket i klimadebatten og af forskningsidealer på klimaområdet. Henrik Svensmark er professor på Danmarks Rumcenter, hvor han forsker i solens påvirkninger på klimaet. De er langt større, end FN's Klimapanel gør dem til, og deres modeller for klimaets udvikling, som politikerne støtter sig til, er derfor i bedste fald utilstrækkelige, viser hans forskning. Men det er han blevet alt andet end populær på at mene.
- Der er opstået en ret usædvanlig situation med en udpræget konsensusdannelse inden for klimaforskningen. Normalt er der jo brydningsfelter, fordi man afsøger alle ender af problemstillingen, og det er netop uenigheden og den frie debat, der er videnskabens adelsmærke og fremdrift. Men nu skal alle rette ind og være enige, så politikerne kan træffe beslutninger, siger Henrik Svensmark.
Når virkeligheden ikke ser så ensrettet ud, vælger man i stedet kun at høre den ene part, og det har blandt andet fået den konsekvens, at man nu kan høre folk sige, at den videnskabelige del af klimadebatten er overstået. Det er kun politiske handlinger, der mangler for at imødekomme klimaforandringerne. Det er jo helt fundamentalt forkert. Det videnskabelige billede er langt mere broget, end politikerne gør det til, siger han.
Hvorfor det er gået sådan, har de to professorer flere mulige forklaringer på.
Blandt andet er der det særlige ved klimaforskningen, at da den opstod for alvor i 1989, blev det samtidig politisk besluttet at oprette et klimapanel i FN-regi. Det var med til at ensrette forskningen helt fra begyndelsen og lagde kimen til en form for dogmatik, der ellers er bandlyst inden for videnskaben, mener Henrik Svensmark. På alle andre felter gør man normalt netop en dyd ud af at dyrke de uafhængige forskningsmiljøer for at få belyst alle ender af problemstillingen, men altså ikke her.
Ole Humlum forklarer den stadig mere følelsesladede og nogle gange endda aggressive klimadebat med, at flertallet af forskere og politikere synes at mene, at klimaforandringerne truer vores eksistens på jorden, og at der ingen tid er at spilde.
- Så må det selvfølgelig virke provokerende, når nogen siger, at klimaforandringerne altså ikke er usædvanlige, når vi kigger på historien. Og de er ikke vældigt truende. Mange betragter mig derfor som meget bagstræberisk eller det, der var værre, og det er da både irriterende og nogle gange ubehageligt. Jeg har ikke følt mig mobbet eller oplevet generel negativitet fra mine kolleger, men jeg har hørt flere historier fra andre, der har følt sig presset i en grad, så de overvejede, om de bare skulle holde deres mund. Den slags er jo ikke fremmende for den gode forskning, siger han.
Professor Eigil Kaas fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet er en af landets førende inden for brugen af klimamodeller og hører til de forskere, som danske politikere læner sig op ad, når de siger, at vi er nødt til at handle nu og kraftfuldt i forhold til klimaforandringerne. Han forstår udmærket den ene halvdel af kritikken, for han har også selv mærket det pludselige politiske skifte i klimadebatten. Modsat Humlum og Svensmark har han blot nydt godt af det. For ham at se skete skiftet først internationalt, nemlig efter orkanen Katrina, der ramte New Orleans i 2005 og åbnede amerikanernes øjne for klimaets betydning (selv om det faktisk ikke er bevist, at klimaet overhovedet havde noget med orkanen at gøre, bemærker Kaas). I Danmark kom skiftet først for alvor med valget af Connie Hedegaard (K) som ny klimaminister i 2007.
- Indtil da havde jeg og mange af mine kolleger været meget nervøse for at udtale os. Anders Fogh Rasmussen havde jo gjort oprør mod smagsdommeriet, og vi fik nærmest at vide, at vi ikke skulle tro, at vi vidste bedre. Samtidig støttede man - uden om forskningsrådene - de få skeptikere, blandt andre Bjørn Lomborg. Men med Connie Hedegaard vendte det hele. Det var virkelig et paradigmeskifte, siger han.
Til gengæld mener han ikke, at der også er sket et skifte inden for den videnskabelige verden. Her har der været en endog meget stor grad af konsensus allerede siden midten af 1990'erne, efter at de første 5-10 år i klimaforskningens historie havde været præget af almindelig skepsis, fordi emnet stadig var nyt, siger han. Og at det nu skulle være sværere at få sin forskning offentliggjort i internationale tidsskrifter, kender han heller ikke til. Tværtimod kender han til eksempler på forskning, som ingen har turdet kritisere af frygt for netop at få skudt i skoene, at kritikerne ikke kommer til orde.
- Hvis nogen piver over at blive afvist af tidsskrifterne, så er det at skyde sig selv i foden, for det er jo det samme som at erkende, at deres forskning ikke er god nok, siger han.
Mickey Gjerris er videnskabsetiker på Københavns Universitet og ser skiftet i klimadebatten som et eksempel på, hvordan forskere i stigende grad bruges til at legitimere politiske beslutninger. Og hvordan forskning styres stadig mere af politiske dagsordener. Det giver mindre plads til de forskere, der går imod strømmen, og det er stærkt problematisk. Dels for forskernes arbejdsmiljø, men endnu mere for de beslutninger, politikerne ender med at tage. Derfor er vi nødt til at tage en generel diskussion om, hvorvidt politikerne er de rigtige til at tage eksempelvis de store beslutninger om klimaet, hvis konsekvenser rækker langt ud over deres valgperiode.
- Vi bør overveje muligheden for igen at skille forskning og politik ad og på den måde genskabe et frit og kritisk forskningsmiljø, hvor alle stemmer bliver hørt. Derudover må befolkningen forsøge at tvinge politikerne til at tage de store værdidiskussioner om fremtidens klimaløsninger, så beslutningerne ikke blot bliver taget ud fra øjeblikkelige folkestemninger eller politikernes behov for at dække sig ind under flertallet af forskere. Det kan vi kun gøre ved ikke at stemme på dem, der nægter at tænke mere langsigtet, siger han.