Da jeg vågnede på Riget, tænkte jeg: Hvorfor mig?

I Afghanistan var jeg 100 procent ham, jeg var ment til at være, siger Martin Aaholm, der mistede begge ben og fem fingre, da han var udsendt som kampsoldat til Afghanistan. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Min psyke har været presset til det alleryderste af at håndtere den her situation, og jeg er nået til et stadie, hvor jeg ikke føler, at jeg kan knækkes.
Martin Aaholm

Martin Aaholm mistede begge ben og fem fingre i en eksplosion i Afghanistan. Det satte ham i gang med en proces for at få det menneske, han gerne vil være, til at stemme overens med den, han kan være uden fingre og ben. Nu føler han sig usårlig

Det sidste, Martin Aaholm husker, er, at han lagde sig til at sove på feltsengen i patruljebasen Armadillo. Han var 22 år, udsendt som kampsoldat på Hold 7 i Afghanistan i 2009, og i morgen ville operation ”Panterens Kløer” begynde: Et stort allieret angreb på Taleban-bevægelsen.

Resten har han fået fortalt: Hvordan han trådte på en 50 kilo-mine i huset, hvor soldaterne forskansede sig under operationen, hvordan han forsøgte at rejse sig, men besvimede af smerte, og hvordan helikopteren kom, tog ham med og forlod kamppladsen.

To uger efter vågnede han på Rigshospitalet i København af sin kunstige koma. Der gik endnu en måned, inden morfintågen lettede så meget, at han forstod, hvor han var. Læger og sygeplejersker stod i en halvmåne om hans seng:

”Du mangler dine ben og dine fingre,” sagde de.

Den dag på Riget begyndte en rejse, hvor Martin Aaholm skulle finde ud af, hvem han nu skulle være uden de lemmer, han havde mistet. Rejsen handlede om meget mere end at lære at gå eller skære en tomat.

Den handlede om, hvordan et menneske må stykke mening sammen forfra, når han med ét får alle sine forestillinger om livet amputeret. I dag mener han, at rejsen har gjort ham stærkere end nogensinde:

”Min psyke har været presset til det alleryderste af at håndtere den her situation, og jeg er nået til et stadie, hvor jeg ikke føler, at jeg kan knækkes. Som om hver af de her oplevelser gør mig mere robust. Som om at næste gang nogen forsøger at knække mig, skal de skubbe hårdere, presse vildere,” siger han.

Martin Aaholm har altid vidst, at han ville være soldat. I folkeskolen øvede han sig i beregninger om projektilers bevægelse i luften, når de almindelige opgaver var løst. Nu sidder han på en trappe i København og venter på Kristeligt Dagblads journalist i fuld uniform og med det zen-agtige smil, han smiler, hver gang talen falder på Afghanistan.

Uniformen er vigtig. For M/84, den grønne hverdagsuniform, er manifestationen på Martin Aaholms identitet, og han har kæmpet for den både før og efter eksplosionen:

”Folk har tit sagt til mig, om jeg ikke bare kan få et andet job, om jeg ikke bare kan gøre sådan eller sådan. Men det har taget mig hele livet at bygge det menneske op, jeg var, inden jeg blev skadet. Det er jo ikke bare sådan at ændre sin indre person,” siger han.

Det er bogstaveligt ment. Martin Aaholm har ikke altid følt sig stærk. I folkeskolen blev han mobbet. ”Knækket”, ”bange” og ”én stor undskyldning for mig selv” er måder, han beskriver sig selv, før han begyndte til kampkunst som ung teenager, og før han lærte bushido at kende; en kampkunst-filosofi med elementer fra konfucianisme og buddhisme.

Martin Aaholm har ikke altid følt sig stærk. I folkeskolen blev han mobbet. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Til timerne i kampkunst lærte han blandt andet at visualisere. Under medita- tion trådte eleverne ud af sig selv for at se det billede, andre så, når de betragtede dem. De fik at vide, hvordan deres mester, sensei, så dem. Og drengene forsøgte selv at beskrive, hvordan de faktisk gerne ville ses.

Han lærte også om de fem hovedleveveje, der findes ifølge bushido. Alle mennesker er født til at følge én af de fem, og Martin Aaholms vej var krigerens. Det betød ikke, at han absolut skulle være soldat.

Men det betød, at han er født med nogle karakteregenskaber som for eksempel at angribe pr. instinkt, når han møder en fare. De var med til at gøre, at soldatergerningen lå særlig godt til ham.

Med mental disciplin og teknikker fra bushido forkastede Martin Aaholm den forskrækkede dreng og blev det menneske både udenpå og indeni, som han mente, han var, og som han ville være:

”Jeg hærdede langsomt mit sind og blev mere robust, så jeg kunne modstå fejl uden at græde. Jeg kunne ikke lide den person, jeg var blevet af at blive mobbet, jeg ville jo gerne være ham krigeren. Lige så langsomt byggede jeg min karakter op, og det må have virket. For da jeg gik ud af handelsskolen, blev jeg kaldt en ridder født i en forkert tidsalder. Det må betyde, at andre har set det billede, jeg stræbte efter,” siger han.

Da Martin Aaholm lå på hospitalet, søgte han først mening som enhver, der får noget berøvet i livet, der burde have været konstant.

”Da jeg vågnede på Riget, tænkte jeg: Hvorfor mig? Var det Guds vilje? Men jeg kom frem til, at det var som at slå et sæt terninger. Det var en tilfældighed, at det lige var mig, der skulle sprænges i luften den dag,” fortæller han.

På afdelingen lå også civile, der var kommet svært til skade, for eksempel i trafikken. Men Martin Aaholm oplevede, at de skadede soldater accepterede ulykken nemmere end de uforberedte civilister:

”Vi vidste jo, det kunne ske. Vi havde taget stilling til det, inden vi rejste,” siger han.

Men han brugte også sin gamle metode til at hele et skadet selvbillede. Han visualiserede sig selv.

”Jeg havde et mentalt billede, hvor jeg står på toppen af et bjerg med tøjet i laser. Jeg er blodig, og jeg råber smerte ud over bjerget. I et andet billede så jeg en knækket soldat, der slæbte sig gennem ørkenen med et rustent sværd. I lang tid, efter jeg kom til skade, var jeg en vred soldat. Jeg var så sur og gal over, at jeg ikke kunne få lov til at være mig,” siger han.

Fra det øjeblik, han vågnede af morfinen, vidste han, at han var færdig som kampsoldat. Spørgsmålet var, hvad han i stedet kunne være. Hvordan kunne han stadig være kriger uden fingre og ben?

”Vi vidste jo, det kunne ske. Vi havde taget stilling til det, inden vi rejste,” siger Martin Aaholm. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det er velkendt, at mange skadede soldater flytter grænserne for fysisk genoptræning ud over, hvad man normalt ser: Også Martin Aaholm skubbede gangstativet væk, når fysioterapeuten så bort, og hans rekord op ad alle Rigets trapper på sine proteser er 11 minutter og 40 sekunder.

Alligevel blev vejen tilbage meget længere, end han drømte om.

”Jeg troede jo bare, vi fortsatte, hvor vi slap,” siger han om den dag efter udskrivelsen, hvor han mødte op på kasernen i fuld uniform og meldte sig klar.

Først blev han kører på en pansret mandskabsvogn, men i et kompagni, der ikke var aktivt. Han videreuddannede sig til forsyningshjælper, men kunne ikke få en rigtig stilling. Uanset hvor han vendte sig hen, syntes Forsvarets døre at lukke sig for ham.

”Dér blev jeg mødt af virkeligheden. Da Forsvaret skruede bissen på, og jeg frygtede fyresedlen hver dag, da var min verden ved at krakelere,” siger han.

Måske er hans følelse af formål her i livet sjældent stærk. I hvert fald blev han ved. Og i november 2015 lykkedes det, efter seks års stræben, at sikre ansættelsen i Forsvaret med en fast kontrakt, indtil han fylder 35 år. Samtidig var han en del af danseforestillingen ”I Føling” med Den Kongelige Ballet, der vandt en Reumert sidste år, og han arbejder på sit eget projekt ”Den Sidste Patrulje”, der skal hjælpe andre sårede soldater videre med deres tab.

Martin Aaholm læste engang en brevveksling, som en romersk soldat havde med sin elskede. Soldaten havde været mange år i hæren og fortæller om lejrene, krigen, og hvor de nu skal hen.

Men i kærestens hoved runger kun spørgsmålet om, hvorvidt hendes elskede nogensinde kan vende tilbage og starte et liv som almindelig bonde: ”Hvad sker der, når krigen er slut?”, bliver hun ved med at spørge.

Sådan har Martin Aaholm det. Heller ikke han ved, hvad der sker, når kontrakten udløber, og krigen endelig slutter i 2022.

”Jeg har ikke fundet svaret endnu, men det er en rejse, jeg tør påtage mig. Jeg føler også, at jeg skylder det til mine kammerater, som reddede mig i Afghanistan med deres egne liv som indsats. Det er også med til at styrke mig. Den her skyldfølelse, der gør, at jeg tør presse på og fortsætte,” siger han.

Lige nu giver succeserne med danseforestillingen og veteranprojekterne ham ”blod på tanden”. Kontrakten med forsvaret er ”et åndehul” – resultatet af ”en kæmpe sejr”, som han har opnået i kølvandet på sin personlige katastrofe.

”Jeg er glad for den, jeg er i dag. Jeg er glad for, at jeg ikke er knækket, og at jeg har vist mig som den bedste kriger, som stod fast på mine værdier,” siger han.

Folk spørger tit, om han ville tage til Helmand igen, hvis han vidste, at han ville gå på minen dernede.

”Jeg svarer altid ja. Jeg har så mange minder fra Afghanistan, jeg ikke vil bytte for noget i mit liv, heller ikke mine egne ben. I Afghanistan var jeg 100 procent ham, jeg var ment til at være,” siger han.