Danmark jagter guldmedalje nummer 69

Ved OL i London 2012 skal de danske udøvere forsøge at gøre det lige så godt, som sidst den britiske hovedstad var værtsby. London 1948 var både med hensyn til deltagerantal og medaljer Danmarks bedste

Roeren Eskild Ebbesen har vundet OL-guld tre gange og bronze én gang ved de foregående fire OL.
Roeren Eskild Ebbesen har vundet OL-guld tre gange og bronze én gang ved de foregående fire OL. Foto: .

Der bliver god brug for både en guldfirer, en håndfuld sejlsportstriumfer, et par svømmemirakler og nogle jernhårde håndboldpiger og -drenge, hvis Danmark skal leve op til sine hidtil bedste medaljepræstationer ved OL i London, som åbnede i aftes.

LÆS OGSÅ:
Dronningen og Bond satte gang i OL-festen

Et blik tilbage i den langstrakte olympiske historie viser, at Danmark både med hensyn til deltagerantal og medaljer toppede, sidste gang den britiske hovedstad var værtsby i 1948. Ved den lejlighed stillede 179 danskere op og hjemførte tilsammen 20 olympiske medaljer fem af guld, syv af sølv og otte af bronze. Siden har medaljehøsten været mere sparsom, idet det højeste antal OL-medaljer har været otte i alt ved legene i Mexico City i 1968 og Athen 2004.

I alt har Danmark deltaget ved de olympiske sommerlege 26 gange. London 2012 er officielt de 30. olympiske sommerlege, men eftersom de 6., 12. og 13. lege i 1916, 1940 og 1944 blev aflyst på grund af verdenskrigene, er det er kun legene i St. Louis 1904, der er blevet holdt uden dansk deltagelse. Det er aldrig sket, at danske udøvere er vendt hjem helt uden medaljer, men det mest pauvre resultat blev opnået i Montreal 1976: En guld- og to bronzemedaljer blev det til. I London 1908, Los Angeles 1932, Berlin 1936 og Los Angeles 1984 fik Danmark ingen guldmedaljer.

I alt er det siden de første moderne olympiske lege i Athen 1896 blevet til 68 danske guldmedaljer. Første hæder tilfaldt vægtløfteren Viggo Jensen, som i 1896 fik guld for at løfte 111,5 kg i to-arms stød. Frem til 1924 kunne danskere også gøre sig gældende som guldmedaljetagere i atletik, gymnastik, fægtning og brydning, men siden er det ikke lykkedes at vinde i disse idrætsgrene.

Den nyere tids danske guld-idrætsgrene er sejlsport, roning, håndbold og badminton. De i alt 10 olympiske guldmedaljer, som Danmark har opnået ved legene i Atlanta 1996, Sydney 2000, Athen 2004 og Beijing 2008, har fordelt sig med tre gange guld til håndboldpigerne og mændenes letvægts-firer uden styrmand, tre sejlsportsguldmedaljer i bådklasserne Europajolle, Soling og 49er samt en badminton-guldmedalje til Poul-Erik Høyer. Går vi længere tilbage har Danmark også høstet triumfer i cykling, skydning og svømning.

OL i London 1948 huskes i øvrigt som indledningen på den hidtil bedste danske enkeltudøvers OL-karriere. Paul Elvstrøm tog guld i bådklassen Firefly og fulgte op med guldmedaljer i Finnjolle i 1952, 1956 og 1960. Elvstrøm deltog ved OL helt frem til 1988 40 år efter debuten.

I nyere tid er det ud over håndboldens guldpiger sejleren Jesper Bank og roeren Eskild Ebbesen, der skiller sig ud.

Jesper Bank deltog i fire OL 1984-2000 og opnåede to guldmedaljer og en bronzemedalje. Eskild Ebbesen har vundet OL-guld tre gange og bronze én gang ved de foregående fire OL. Allerede i dag skal han i aktion med den danske letvægtsfirer. Lykkes det at kæmpe sig frem til finalen på torsdag er han sammen med Jacob Barsøe, Kasper Jørgensen og Morten Jørgensen et godt bud på OL-historiens 69. danske guldmedalje.