Danmarks største plejehjem rives ned og genopbygges

"Sølund er bygningsmæssigt ved at være slidt. Vi har kørt i 36 år, og der er ikke ordentlige arbejdsforhold for medarbejderne. Fællesarealerne er også for små og er ikke velegnede til de mange beboere i kørestol eller med andre hjælpemidler," siger Jan Nybo Jensen, centerchef på Sølund. Foto: Kristian Juul Pedersen / Scanpix

relevante temaer

Over 300 beboere fra Plejecentret Sølund i København skal genhuses i årevis, fordi Sølund skal gøres moderne

Den 1. januar 2013 ryger 163 plejehjemsbeboere ud af deres nuværende hjem og flytter ind på et nyt plejecenter.

Sådan lyder planen fra Københavns Kommune. Årsagen er, at Danmarks største plejehjem, Sølund ved søerne i København, skal totalrenoveres. El-installationer er forældede, faldstammer smuldrer, og værelser og badeværelser er så små, at de ansatte ikke kan hjælpe beboerne uden at overtræde egne arbejdsmiljøbestemmelser.

Flytningen skal foregå i to etaper. Først flytter de 163 beboere til et helt nybygget plejecenter, Fælledgaarden på Østerbro, mens deres to bygninger på Sølund rives ned og genopbygges. Når disse er færdigbyggede omkring 2014/2015, flytter Sølunds resterende 150 beboere ind i dem. Når de til den tid altså rykker ud af deres respektive Sølund-bygning, renoveres den, så der i 2016/2017 kan blive plads til det første fraflyttede hold.

LÆS OGSÅ: Plejehjemsleder undersøges efter overgrebssag

Forvirret? Det er en del af beboerne i hvert fald, og derfor er stemningen omkring flytningen blandet, fortæller Jørgen Hass, som er beboer på Sølund og kasserer for beboer- og pårørenderådet.

Meningerne er stærkt delte. En del er utilfredse og står med bannere og protesterer, men det influerer trods alt ikke på os allesammen. Man kan jo ikke gå imod de ting, der bare skal gøres.

En af de beboere, der har forsøgt at gå imod beslutningen, er Susanne Mortensen. Siden januar har forbipasserende ved Sølund ugentligt kunnet se hende med et banner med teksten Stop nedrivning af Sølund. Andre beboere har kaldt det uetisk at flytte dem ud af deres bolig. Men der er gode grunde til at genhuse beboerne midlertidigt, mener Jan Nybo Jensen, centerchef på Sølund.

Sølund er bygningsmæssigt ved at være slidt. Vi har kørt i 36 år, og der er ikke ordentlige arbejdsforhold for medarbejderne. Fællesarealerne er også for små og er ikke velegnede til de mange beboere i kørestol eller med andre hjælpemidler. Desuden er soveværelserne mere kamre end egentlige værelser.

Når de 163 beboere flytter til Fælledgaarden eller et andet plejehjem efter eget valg følger personalet fra Sølund med. Derved forsøger man at gøre flytningen så smertefri som mulig.

Jeg prøver ikke at gøre flytningen rosenrød, men når det nu skal ske, er det rarest at lade beboerne flytte sammen med det personale, de kender, frem for drypvis at placere dem alle mulige forskellige steder over flere år, siger Jan Nybo Jensen og tilføjer, at Københavns Kommune står for alle udgifter ved beboernes flytning.

De ansatte på Sølund er altså sikret arbejde på Fælledgaarden, men hvad de og beboerne vender tilbage til, er endnu uvist. Først den 1. oktober kåres den arkitekt, som skal tegne det nye Sølund.

Men Hanne Baastrup, direktør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, har store forventninger til det nye Sølund, som kommunen i et notat har betegnet som et nationalt flagskib inden for plejesektoren.

Ombygningen af Sølund kører efter en moderniseringsplan, som strækker sig helt til 2022, så der er tænkt langsigtet med det her. Vi ønsker at understøtte det gode ældreliv ved at bevare en masse af Sølunds nuværende funktioner, og så tilføjer vi nye, hvor blandt andet farver skal hjælpe de demente, og vi indbygger en børnehave for at skabe liv, siger hun.

Ældretallet i Københavns Kommune falder, og Sølund stoppede med at tage nye beboere ind sidste efterår. Hvorfor ikke fortsætte den strategi, indtil antallet af beboere er nede på et minimum, og derefter bygge Sølund om?

Fordi vi skal sørge for, at der ikke kommer til at stå tomme, ubehagelige spøgelsesbygninger tilbage, hvor der kun bor få borgere. Moderniseringsplanen betyder, at vi kan flytte en hel afdeling direkte ud på Fælledgaarden sammen med det personale, de kender i forvejen, og det ser vi som en god løsning.

Jon Gehlert

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i juni 2010 og efterfølgende ansat ved avisens Aarhus-redaktion. Fra februar 2012 ansat ved avisens indlandsredaktion i København med hovedansvar for socialstof. Født 1984.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Barenboim i Berlin, Luther i Wittenberg

kr. 6.195,00 Køb

KRIGEN 1914-1918

kr. 249,00 Køb

Tiny Audio M5 DAB+ og FM radio, hvid

kr. 599,00 Køb

Israels kontraster

kr. 13.495,00 Køb

"Eksistens. Hvor går vi hen?". Læserophold på Rønshoved Højskole

kr. 2.595,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.