Der er byttet om på de traditionelle roller i dansk politik.
I hvert fald hvis man ser nærmere på, hvordan den danske EU-linje bliver fastlagt, inden ministrene tager til Bruxelles for at mødes med europæiske kolleger og stemme lovgivning igennem. Det har to forskere fra Aarhus Universitet gjort, og de er kommet frem til, at der findes en uformel og fasttømret koalition mellem Folketingets partier, som ikke ligner den indenrigspolitiske dagligdag på Christiansborg.
For mens oppositionen og regeringen – især her op til valget – har travlt med at vise forskellene mellem rød og blå blok, når det blandt andet gælder den økonomiske politik, så er de rørende enige om EU-politikken.
LÆS OGSÅ: SF Gør EU-politikken rødere
Helt konkret viser forskerne Flemming Juul Christiansen og Rasmus Brun Pedersen fra Institut for Statskundskab, at regeringen sørger for på forhånd at have tilpasset sin EU-linje med oppositionen inden selve møderne i Folketingets Europaudvalg, hvor en minister altid skal forbi og have et forhandlingsmandat inden et møde i Bruxelles.
Det har ifølge forskerne resulteret i, at den formelle mandatafgivning i udvalget i dag har fået karakter af ren og skær registrering. Og at dansk EU-politik er blevet rødere.
"Den faste koalition betyder, at der er sket et skred til venstre i dansk EU-politik. Den har de sidste år anstrengt sig meget for at få SF med i mandatgivningen, og man kan derved sige, at den er blevet mere rød. Regeringen vil gå langt for at få opbakning til sine forhandlingsmandater," siger Rasmus Brun Pedersen.
Undersøgelsen bygger på en optælling og analyse af samtlige 2683 love fra 1998 til 2010 samt interview med relevante politikere og partimedarbejdere.
Siden 2005 har SF haft en nøglerolle i udformningen af dansk EU-politik.
Vendepunktet kom, da partiet efter en længere intern reformproces tiltrådte "det nye nationale kompromis" og dermed blev en del af forligskredsen på europapolitikken.
Fra da af har regeringen været dybt afhængig af, hvad det tidligere skeptikerparti mener i EU-spørgsmål, forklarer Rasmus Brun Pedersen.
"SF er blevet det centrale parti, når regeringen skal have sit flertal på plads bag et forhandlingsmandat. Det betyder også, at De Radikale er blevet mindre interessante for regeringen og dermed er taberen på det område."
I SF kan EU-ordfører Pia Olsen Dyhr godt genkende det paradoksale i, at blokkene enes om så afgørende et politikområde som EU, mens de har mere end svært ved at blive enige om noget som helst andet.
"Det er helt skizofrent. Men vi stemmer jo ikke ja til hvad som helst. Flertallet er ikke gratis, så derfor skal vi have politisk indflydelse, og det bruger vi ret aktivt. Og man kan mærke, at regeringen er blevet bange for os. Så regeringen fører en rødere politik, end den ellers ville have gjort."
Hun peger blandt andet på finanspolitikken som et af de områder, hvor partiet har fået mærkbar indflydelse. Det kom blandt andet til udtryk under forhandlingerne om Europagten tidligere på året, påpeger hun.
"Da Europagten blev forhandlet, var vi hele tiden til møder i Finansministeriet. På mere ufarlige områder kan der komme mails fra for eksempel Udenrigsministeriet, hvor de vil høre, om vi kan godkende ministerens talepapir inden et Europaudvalgsmøde," siger EU-ordføreren.
Men hvad med de mange SF-vælgere, der ikke har fulgt med partilinjen og måske hellere havde set et godt gammeldags venstrefløjsnej til europagten eksempelvis? Et sted mellem 30 og 40 procent af SF-vælgerne er stadig EU-skeptiske.
"Jeg tror ikke, at vores vælgere er så opmærksomme på det, men jeg tror til gengæld, at de sætter pris på vores indflydelse. For eksempel når det gælder godkendelse af pesticider, som er EU-reguleret, fører miljøministeren nærmest SF-politik i Bruxelles," siger Pia Olsen Dyhr.
Undersøgelsen bekræfter, at miljøområdet topper, når man ser på EU's indflydelse på lovgivningen, og det åbner ifølge forskerne for tydeligere fingeraftryk fra oppositionen på dette område.
Den køber miljøminister Karen Ellemann (V) ikke. Hun mener omvendt, at tallene alene er et udtryk for, at der er enighed om regeringens politik.
"Når jeg sidder i Europaudvalget for at få et mandat, forud for at jeg skal ned at forhandle om noget i Bruxelles, så skal jeg jo have et flertal. Og det foregår sådan, at vi i regeringen fastlægger vores politik, og derefter søger vi så opbakning til den. Det er glædeligt, at så brede flertal føler sig dækket ind af regeringens linje," siger hun.
Karen Ellemann mener, at der både på den del af miljøpolitikken, der alene håndteres i Danmark, og den del, der er EU-reguleret, er enighed hen over den politiske midte.
"På miljøområdet er der i rigtig mange tilfælde bred enighed om, at vi gerne vil beskytte miljøet og forbrugerne. Oppositionen har ikke patent på den miljøbeskyttende vinkel på EU-politikken," siger ministeren, der ikke vil forholde sig til, hvordan Venstre og De Konservative vil agere, hvis de efter valget bliver tvunget til at indtage oppositionsrollen.
Dansk Folkeparti spiller ifølge undersøgelsen en noget særegen rolle.
For selvom partiet har slået sig op som EU-kritikere, bliver den skepsis ikke omsat til politisk handling. I hvert fald ikke i folketingssalen, hvor DF siden regeringsskiftet i 2001 har stemt ja til knap 90 procent af EU-lovgivningen.
"Under VK-regeringen tager Dansk Folkeparti som støtteparti i betydeligt omfang ansvar for at gennemføre Danmarks EU-forpligtigelser i folketingssalen," siger Flemming Juul Christiansen.
I stedet forsøger partiet at påvirke lovgivningsprocessen i Europa-Parlamentet, der i dag har indflydelse på størstedelen af EU-politikken, og i Europaudvalget, hvor partiet omvendt oppositionen ikke partout bakker op bag regeringen.
"Når et EU-direktiv først er vedtaget og ender i folketingssalen, er det ikke længere et valg for Danmark, om vi ønsker at implementere det. Det er vi tvuvnget til. Mens direktivforslaget stadig er i EU-systemet, kan vi påvirke det, og det gør vi blandt andet ved ofte at sige fra i Europaudvalget," siger Morten Messerschmidt, der er medlem af Europa-Parlamentet.
Ifølge undersøgelsen har rollen som støtteparti haft en "disciplinerende effekt" på DF, da ja-procenten før 2001 var langt lavere. Derfor er forventningen, at partiet i højere grad vil vende tilbage til sin EU-skeptiske linje i folketingssalen, hvis magten vender efter valget.
Det ser Morten Messerschmidt som noget helt naturligt.
"Det er klart, at en regering, der får et direktiv fra EU, hvorefter man er pålagt at implementere et nyt regelsæt, selvfølgelig i første omgang vil henvende sig til dens normale samarbejdspartnere. Derfor er det helt almindeligt og forventeligt, at en borgerlig regering først vil tale med Dansk Folkeparti, og at en socialistisk regering først vil tale med Enhedslisten," siger europaparlamentarikeren, der afviser, at nogle vælgere kan føle sig snydt ved, at det EU-skeptiske parti i virkeligheden stemmer ja i Folketingssalen. "Det ville være mærkeligt, hvis vælgerne forventede, at vi skulle foretage os absolut ingenting. Det ville være konsekvensen, hvis vi stemte nej, hver gang et forslag fra EU skulle behandles i salen," siger han.
Den faste EU-koalition vil formentlig fortsætte efter folketingsvalget. Uanset om regeringen bliver blå eller rød. For de brede europapolitiske forlig er uden udløbsdato, og en ny regering vil derfor være lige så afhængig af brede flertal som den nuværende.
En lille forskel kan blive, at mens Dansk Folkeparti som støtteparti i dag stemmer ja, når lovgivningen rammer folketingssalen, så vil Enhedslisten næppe gøre det samme som støtteparti.
For tallene i undersøgelsen viser, at partiet også under tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) før 2001 ofte stemte nej. Det vil imidlertid ikke betyde, at en rød regering vil få et flertal imod sig, da Venstre og De Konservative ikke vil træde ud af gruppen af "EU-partier".
Den brede enighed, de manglende kontroverser og den fraværende kant mellem blokkene er blandt grundene til, at EU ikke er eller bliver et emne i valgkampen.
For her gælder det traditionelt om at trække fronterne hårdt op, så vælgerne kan skelne mellem partierne og dermed beslutte sig for, hvor krydset skal sættes på valgdagen.