Dansk politik slog kolbøtter

Det mindst overraskende i dansk politik 2011 var, at der kom folketingsvalg. Resten af det højspændte år var fyldt med store overraskelser og omvæltninger

Danmark fik med knebent flertal en ny regering i 2011 bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Den 3. oktober fremlagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) (i midten), økonomiminister Margrethe Vestager (R) (til venstre) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) det nye regeringsgrundlag. –
Danmark fik med knebent flertal en ny regering i 2011 bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Den 3. oktober fremlagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) (i midten), økonomiminister Margrethe Vestager (R) (til venstre) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) det nye regeringsgrundlag. –. Foto: .

2011 var et højst bemærkelsesværdigt år på Christiansborg. I sig selv er ethvert folketingsvalg naturligvis en stor begivenhed, men både optakten til, selve resultatet af og ikke mindst efterspillet til dette års valg vakte opsigt.

LÆS OGSÅ: Så travlt får Helle Thorning i 2012

Året startede i et hæsblæsende tempo med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale om afskaffelse af efterlønnen. Og det tabte aldrig pusten.

Godt nok havde regeringspartneren De Konservative længe villet af med efterlønnen, men det kom som en stor overraskelse, at statsministeren valgte at gøre op med det penible tabu så tæt på et valg. Men hvad der måske kunne have været en vindersag og dermed et gunstigt valggrundlag for den siddende regering blev hurtigt overskygget af daværende konservative leder Lene Espersens fald fra tronen.

Allerede i årets første måned måtte hun gå af som partiformand efter et massivt pres fra baglandet, og partiet fik ny formand ved navn Lars Barfoed. Hans fornemste opgave blev at stoppe den dramatiske vælgermæssige nedtur, men den konservative nedtur fortsatte året ud.

Første halvdel af 2011 gik desuden med at forhandle tilbagetrækningsreformen på plads. Her kom det bag på mange, at De Radikale ikke blot talte om at støtte reformen, men rent faktisk også gjorde alvor af det. Dermed lykkedes det Lars Løkke Rasmussen at slå en kile ind i oppositionen, der nu stod med valget om at vedtage efterlønsforringelsen eller komme i mindretal. Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) valgte som bekendt det første og stemte kort før jul ja til den blå reform.

Det var ikke kun oppositionen, der havde kvababbelser over at skære i efterlønnen. Også Dansk Folkeparti stod over for en svær opgave med at forklare sine vælgere, hvorfor partiet gav køb på en mærkesag. Som plaster på såret fik DF-vælgerne en ny grænsekontrol, som dog blev annulleret umiddelbart efter valget til stor glæde i EU-systemet.

I slutningen af august kom så forløsningen på et år med så intensive valgrygter, at både politikere og journalister nærmest sov med støvlerne på. Lars Løkke Rasmussen udskrev septembervalg, der som bekendt førte til, at Danmark fik sin første kvindelige statsminister, og at SF for første gang kom i regering.

Valget betød i det hele taget markante magtforskydninger. Godt nok kom Socialdemokraterne og SF i regering, men det var på baggrund af et uventet dårligt valg for begge partier. De Radikale genvandt den eftertragtede rolle som tungen på vægtskålen efter at have været helt ude i kulden få år forinden, men samlet kom regeringen sjældent set dårligt fra start og mangler stadig at få vind i sejlene. På listen over regeringens problemer stod blandt andet navnet Henrik Sass Larsen (S), hvis karriere pludseligt ændrede sig fra kommende topminister til menigt folketingsmedlem, efter at han ikke slap igennem PETs sikkerhedsgodkendelse.

Selve regeringsgrundlaget fik et iøjnefaldende radikalt fingeraftryk, undtagen på udlændingeområdet, hvor kun de seneste par års stramninger foreløbig er blevet rullet tilbage.

Også Liberal Alliance fik imod forventning fremgang. På fløjene byttede Enhedslisten og Dansk Folkeparti plads, så det tidligere så magtfulde DF havnede på sidelinjen, mens de venstreorienterede overtog den vigtige plads som støtteparti.

Mens Venstre trods valgnederlaget kunne glæde sig over at blive tingets største parti, var det mod årets slutning svært at få øje på De Konservative, der kom faretruende nær spærregrænsen. Venstre kom dog også ud af 2011 med en knap så eftertragtet rolle i den skattekommission, der nu skal til bunds i behandlingen af Helle Thorning-Schmidts skattesag. Kommissionen skal undersøge, om tidligere V-minister Troels Lund Poulsen eller andre i Venstre har forsøgt at påvirke afgørelsen i sagen for at skade Thorning.

Med sagen rettede fokus sig straks mod politikernes spindoktorer snarere end politikerne selv, men det ændrede ikke ved, at den nye regering har oprustet på spinfronten. Kommissionsarbejdet skal afsluttes i 2014 og kan dermed trække spor frem mod næste valg.

Udover skattesagen fyldte sager som fangeudleveringer i Irak, lækagen om at sende jægersoldater til Afghanistan, homoseksuelle vielser og fattigdom dagsordenen. På fattigdomsområdet ændrede retorikken sig med et slag fundamentalt. SFeren Özlem Cekic forvandlede en klar vindersag til en alvorlig tabersag, da hun valgte Carina med 15.000 kroner udbetalt om måneden som eksempel på, at der findes fattige i Danmark, efter at Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance på sin facebookprofil havde annonceret, at han brækkede sig over fattigdomsdebatten.

Den økonomiske krise hang som en sort sky over hele 2011, og den bliver hængende i 2012, hvor Danmark i de første seks måneder har formandskabet for EU. Her skal EUs ledere forsøge at få unionen helskindet gennem både gælds- og eurokrise ved blandt andet at vedtage en ny finanspagt. Det er imidlertid en vej fyldt med knaster, som både splitter EU-landene, de politiske fløje herhjemme samt regeringspartierne internt.

Foto: .
Bjørn Nørgaard ser troen som en mulighed for mennesker og en mulighed, vi ikke må give slip på eller misbruge: – Men jeg tror, at tro og tvivl ligger tæt på hinanden. De er ikke hinandens modsætninger, men betinger hinanden. – Foto: Kristian Djurhuus.
Bjørn Nørgaard ser troen som en mulighed for mennesker og en mulighed, vi ikke må give slip på eller misbruge: – Men jeg tror, at tro og tvivl ligger tæt på hinanden. De er ikke hinandens modsætninger, men betinger hinanden. – Foto: Kristian Djurhuus. Foto: .
Det forventes, at pater Peter-Hans Kolvenbach træder tilbage som leder for jesuiter-ordenen. – Arkivfoto.
Det forventes, at pater Peter-Hans Kolvenbach træder tilbage som leder for jesuiter-ordenen. – Arkivfoto. Foto: .