I et plastikchartek opbevarer den 49-årige syrer Mohammed Ghabour sit eksamensbevis fra det universitet i Rumænien, hvor han blev uddannet tandlæge i begyndelsen af 1990'erne.
Det efterhånden lidt gulnede papir har fulgt Mohammed Ghabour, siden han og hans kone forlod Damaskus den 25. august 2014 og med hjælp fra menneskesmuglere rejste gennem Libanon, Tyrkiet, over Middelhavet til Grækenland og derfra til Italien og i bil til Danmark.
Når den udadvendte Mohammed færdes blandt syriske asylsøgere i Nordsjælland, sker det ikke sjældent, at landsmænd genkender ham som tandlægen, der havde to klinikker i Damaskus.
Mohammed Ghabour og hans kone, Hodda Albjaj, fik asyl omkring årsskiftet 2015, og nu håber han på, at hans uddannelse kan blive godkendt, så han kan komme i arbejde.
Men foreløbig ligger hans papirer i Styrelsen for Patientsikkerhed på 11. måned.
"Jeg elskede mit arbejde som tandlæge, og jeg arbejdede mindst 12 timer hver dag. Hvis ikke jeg kan blive tandlæge, så kan jeg måske blive tandtekniker, for den uddannelse har jeg også, og desuden er jeg specialist i kæbekirurgi. Bare jeg kan bruge mit fag på en eller anden måde,” siger Mohammed Ghabour.
Det er ni måneder siden, at Hodda Albjaj og Mohammed Ghabour stod i indkørslen foran Karina og Niels Hansens hus i Farum for første gang.
Det syriske ægtepar kom fra et asylcenter og havde netop fået opholdstilladelse for en periode af fem år. Som nogle af de første flygtninge herhjemme rykkede de fra asylcentret direkte ud til en dansk familie i Furesø Kommune og blev indkvarteret i ægteparrets anneks på en villavej i Farum. Nu er tre af deres børn kommet til Danmark, og annekset er blevet for trangt. De flytter igen.
Niels og Karina Hansen bor sammen med deres to børn Karla på otte år og Anton på 11 år i en ældre villa i Farum nord for København. 41-årige Karina Hansen er ansat i et medicinalfirma. 39-årige Niels Hansen sælger grøntsager i en gårdbutik. De har aldrig tidligere haft et tæt forhold til flygtninge eller indvandrere.
Det er eftermiddag, og Mohammed Ghabours 16-årige søn Hamedshadi sidder i en sofa i annekset, mens hans far bliver interviewet. Hamedshadi er kommet til Danmark for nylig og er ved at komme i gang i en modtageklasse for flygtningebørn i Furesø Kommune. I Syrien gik han i gymnasiet og drømte om at blive læge.
Hamedshadi er ifølge sin far en meget dygtig elev. Nu skal han starte forfra med at lære dansk. Hamedshadi har især lagt mærke til den ro og orden, der hersker i Danmark.
”I Syrien havde vi i lange perioder hverken vand eller el. I Damaskus var det svært at sove på grund af bombardementerne. Her sover jeg godt, og her er rent og roligt,” siger den 16-årige dreng, der virker lidt trykket, men også synligt lettet over at være sluppet væk fra krigen.
Det første halve år brugte det syriske ægtepar mange kræfter på at blive familiesammenført med deres børn. Det lykkedes delvist. De tre sønner - Nurdim på fem år, Abdulhamdi på 13 år og Hamedshadi på 16 år - kom til Danmark den 15. september.
Den ældste søn, Mohammedhani på 17 år, befinder sig stadig i Damaskus. Hvis ikke det lykkes at få ham til Danmark i løbet af de kommende måneder, frygter ægteparret, at han må aftjene sin værnepligt i præsident Bashar al-Assads hær.
Niels og Karina Hansen har fulgt den syriske familie tæt. Ofte er Mohammed kommet over og har siddet i det danske pars havestue. Her har Karina hjulpet ham med dansklektierne. Hun har også assisteret med at hitte rede i NemID , betalingsservice og mange andre praktiske ting.
Niels og Karina Hansen oplever efter mødet med den syriske familie, at samfundet stiller barrierer op, der gør det svært at blive integreret som flygtning.
Mohammed har kun ét stort ønske. Han vil arbejde inden for sit fag. Han savner at være tandlæge, og da hans børn skulle rejse til Danmark fra Damaskus, bad han dem udtrykkeligt om at tage nogle instrumenter med fra klinikken.
Mohammed er som regel smilende og optimistisk, men Karina Hansen har også oplevet tidspunkter, hvor han mere opgivende spørger, om det danske samfund mon overhovedet kan bruge hans kompetencer.
I Damaskus var Mohammed Ghabour en stor mand med to tandklinikker, en villa og to biler. I Danmark er han en fattig flygtning. Statustabet er voldsomt. Inden krigen arbejdede han 12 timer i døgnet. Nu går han på sprogkursus 12 timer om ugen. Sproget falder ham svært, men han er sikker på, at det ville være lettere at lære dansk, hvis han kunne komme i praktik hos en tandlæge.
Hodda har været hjemmegående husmoder i Syrien og håber på en fremtid som kosmetolog i Danmark.
Det syriske ægtepar er blevet meget positivt modtaget i lokalområdet. Flere af pensionisterne på vejen har inviteret dem til kaffe. Naboer gav legetøj og cykler, da børnene kom. De har været med til vejfest, og Hodda viser på mobiltelefonen en lokal eid-fest med både danskere og flygtninge.
”På det personlige plan har velviljen over for Hodda og Mohammed været virkelig stor. Men det er, som om selve systemet modarbejder deres integration. Det tager lang tid at få deres uddannelse godkendt, og samtidig er det nærmest umuligt at komme i praktik. Når de søger familiesammenføring, skal de udfylde et skema på 34 sider på dansk for hvert barn, og sagsbehandlingen trækker ud. Vi tager godt nok imod flygtninge og hjælper dem i begyndelsen. Men som samfund fryser vi dem ude og vil ikke for alvor have dem ind,” siger Niels Hansen.
Han er godt klar over, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke fra den ene dag til den anden kan godkende Mohammeds tandlægeuddannelse.
”Hvorfor kunne Mohammed for eksempel ikke få praktik på en kommunal tandlægeklinik med mange arabisktalende indvandrerbørn. Det, Mohammed er udsat for nu, kan være med til at skade en familie, som måske ikke bliver integreret, og så går problemerne videre til næste generation,” mener Niels Hansen.
Karina og Niels Hansen oplever, at opholdet hos dem har været godt for integrationen.
”De følger også alle de usagte ting i danskernes måde at være sammen på. Vi har for eksempel også snakket om sengetider. Børnene i deres familie kommer ofte først i seng til midnat, hvor vores børn bliver lagt ved otte-tiden. Vi har talt om, at børnene skal tidligere i seng, når de skal i skole,” siger Karina Hansen.
Mohammed og Hodda fremhæver, at de har fået ”det hele serveret” i Danmark.
”Når vi møder folk her, sender de et stort smil. Vi har tag over hovedet, og vi mangler ikke noget materielt. Det eneste, vi mangler, er at kunne bidrage med noget,” siger Mohammed Ghabour.
Allerhelst ville familien tilbage til Syrien.
”Men vi er ikke naive. Det vil tage mange år, før der bliver fred. I mellemtiden vil vi sikre vores børns fremtid.”