I tiden lige efter befrielsen i maj 1945 forsøgte ledelsen på Københavns Universitet at give omverdenen det indtryk, at universitetet og dets folk havde ydet ”passiv modstand” mod det tyske nazi-regime før og under Anden Verdenskrig. Sandheden var imidlertid, at det store flertal af danske universitetsforskere op gennem 1930'erne arbejdede tæt sammen med tyske kolleger, og selvom relationen blev mere kølig efter besættelsen den 9. april 1940, så var det mere samarbejdspolitik end modstand, der karakteriserede universitetets position.
Det fremgår af en ny antologi, ”Nazismen, universiteterne og videnskaben i Danmark”, som 11 danske historikere har bidraget til, og som netop er udkommet på Museum Tusculanums forlag. Bogen tegner samlet et mindre flatterende billede af forskere, der valgte at tie og samarbejde frem for at udtrykke nogen form for protest.
”Jeg finder det påfaldende, at ingen danske forskere inden for germanistik og tysk reagerede på, at samtidige tyske forfatteres værker blev offentligt brændt af nazisterne, og at forfatterne og deres værker kom på sorte lister. Det lod til, at man blot tog til efterretning, at den tyske digtning, som man beskæftigede sig videnskabeligt med, pludselig var forbudt,” siger Karl Christian Lammers, lektor emeritus i tysk og europæisk samtidshistorie ved Københavns Universitet, som har redigeret bogen sammen med lektor emeritus Palle Roslyng-Jensen og adjunkt Niklas Olsen.
Det skal understreges, at kun meget få danske universitetsfolk var nazister. Enkelte folk som kulturgeografen Gudmund Hatt, juristen Carl Popp-Madsen og arkæologen Mogens B. Mackeprang ytrede sig direkte til fordel for nazisterne. De tætte forbindelser før Danmarks besættelse skal snarere ses som udtryk for, at danske forskere anerkendte deres tyske kolleger som fornuftige mennesker og Tyskland som verdens dengang førende forskernation.
”Tyskland havde omtrent den position, USA har i dag, som den nation, hvis forskere ikke er til at komme uden om. Op gennem 1930'erne forblev relationerne tætte, men det forandrede sig trods alt den 9. april 1940, hvorefter forbindelserne var mere på distancen. For eksempel blev der fra tysk side gjort forsøg på at etablere et tysk videnskabeligt institut i København, men her var der en del kendte danskere forskere, der takkede nej, når de blev bedt om at holde foredrag,” beretter Karl Christian Lammers.
Egentlig modstand er det dog svært at finde eksempler på. Karl Christian Lammers nævner dog, at da tyskerne i 1943 internerede en række danske professorer af jødisk herkomst, valgte Københavns Universitet at aflyse al undervisning i en ”stille protest”, som han formulerer det:
”Universitetets folk agerede omtrent som politikerne i samarbejdsregeringen. Man var ikke overivrige over for at have med tyskerne at gøre. Men man forholdt sig meget korrekt og talte heller ikke imod tyskerne.”
Det nok mest berømte dansk-tyske forskersamarbejde i perioden var det tætte samarbejde mellem to af verdens førende atomfysikere, Niels Bohr og Werner Heisenberg, som først hørte op i 1941. Blandt andet på grund af uenigheder i spørgsmålet om udviklingen af en atombombe.