Danske skove fyldes med fitnessbaner og legepladser

Oplevelseskulturen er rykket med ud i skoven, siger ekspert

I modsætning til tidligere tager vi i dag ikke kun i skoven, når vi trænger til fred og ro og en spadseretur i det grønne men også for at bruge den som en slags legeplads eller fitnesscenter. (Arkivfoto: Kim Greisen træner op i skoven til at løbe en 20-dobbelt ironman i Mexico)
I modsætning til tidligere tager vi i dag ikke kun i skoven, når vi trænger til fred og ro og en spadseretur i det grønne men også for at bruge den som en slags legeplads eller fitnesscenter. (Arkivfoto: Kim Greisen træner op i skoven til at løbe en 20-dobbelt ironman i Mexico). Foto: Kristoffer Juel Poulsen.B.T. BM.

I modsætning til tidligere tager vi i dag ikke kun i skoven, når vi trænger til fred og ro og en spadseretur i det grønne. Flere og flere steder skyder der naturlegepladser, fitnessbaner og bålpladser op, der indbyder til aktivt udeliv. I løbet af i år vil otte statsskove blive inddelt i zoner for at tilgodese de mange forskellige behov, brugerne af skoven har. Politisk konsulent hos Friluftsrådet, der er en paraplyorganisation for 91 medlemsorganisationer, Mette Bindesbøll Nørregaard siger:

LÆS OGSÅ: Kærehave Skov - en skov ej blot til pynt

Det er en ny udvikling, at man gerne vil have noget aktivitet og motion med ud i skoven, og det har helt sikkert en positiv effekt, når der opstilles faciliteter ude i skoven. Det er adventure-bølgen, der slår igennem, og jeg ser det som noget positivt. Jo flere der kan lokkes ud i skoven, jo bedre. Og der er plads i skoven til både den stille skovtursgæst og den mere aktive friluftsudøver.

Eva Skytte, der er naturvejleder og udviklingskonsulent hos Dansk Skovforening, mener, at tendensen har rod i sundhedsbølgen, og hun er ikke bange for, at de danske skove mister deres uskyld som følge deraf.

Det, der er særligt ved skoven i denne sammenhæng, er jo, at det er natur, og det er vigtigt at holde fast i, at det skal det fortsat være. I Kærehave Skov på Midtsjælland er det for eksempel lavet sådan, at der primært er installationer i den ene del af skoven skoven kan sagtens både være et oplevelsesrum og traditionel skov på samme tid, siger hun.

Undersøgelser viser, at hver voksen dansker har cirka 10 årlige besøg i skoven, og at de, der kommer der mest, er mennesker, som har en egeninteresse derude. Det kan eksempelvis være biologer, motionister eller jægere. Det oplyser forstfuldmægtig Lars Bendix Poulsen fra Naturstyrelsen. Han kan også fortælle, af flere og flere private benytter sig af muligheden for at slå telte op og overnatte i de danske skove.

Han mener ikke, det er nyt at dyrke motion i skovene.

Man fik også motion ved at gå ture i skoven i gamle dage. Det var bare ikke noget, man gjorde så bevidst som i dag, hvor man nærmest bruger naturen som et træningslokale. Og så har folk fået så mange penge, at de har råd til at købe mountainbikes og andet udstyr, som de kan tage med sig ud i skoven.