Selvom hans syn ikke længere er så godt, skal 95-årige Ole Bjørnsen fra Odense snart i biografen. For der kommer en film, som næsten handler om ham selv. Klokken 4.15 om morgenen den 9. april 1940 blev han beordret op af køjen, af sted på cyklen med geværet på skulderen og sendt mod grænsen - i krig mod 15.000 tyske invasionstropper i panservogne.
”Vi var nogle af de første, der mødte tyskerne. Vi lå i skovkanten, da der blev skudt på os, så vi måtte springe for livet, og vi blev også beskudt fra luften,” husker han.
Efter nogle forvirrede morgentimer på en af dansk militærhistories mest håbløse opgaver strakte Ole Bjørnsen og hans kammerater våben - og erfarede, at regeringen allerede havde kapituleret. I tiden derefter fik de mange skulderklap, men blev aldrig for alvor tildelt en hædersplads i den nationale erindring.
Men nu, hvor 75-årsdagen for Danmarks Besættelse nærmer sig, bliver 1940-veteranerne hevet ud af glemselen og op på det store biograflærred i Roni Ezras film ”9. april”.
”Da jeg selv fik mulighed for at tale med nulevende veteraner fra dengang, vidste jeg, at jeg ville lave en film set fra deres perspektiv. En film, som ikke skulle heroi-sere dem, men bidrage til, at vi husker dem,” fortæller Roni Ezra.
Han finder det selv overraskende, at ingen hidtil har fundet det værd at fortælle historien om kampene i 1940 i det store format. Han erkender, at de cirka fire timers kamp med 16 dræbte danskere og omkring 200 dræbte tyskere kan virke som en bagatel i forhold til dødstallene fra holocaust og Stalingrad:
”Men for Danmark og for hver enkelt familie, som mistede en søn den dag, var det en vigtig dag.”
Kasper Green Krejberg er post.doc. ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet og har studeret krigen i litteraturens og filmens verden. Han placerer ”9. april” i den undergenre af krigsfilm, som beskriver en lille deling soldater på mission. En deling, som tilsammen repræsenterer hele nationen på godt og ondt.
”I USA er der lavet utallige film inden for genren, men dette er den første danske af slagsen. Måske fordi det hører til genren, at gruppen skal lykkes med sin mission, da der traditionelt er mere salg i en lykkelig slutning. Det har altid været svært at finansiere krigsfilm, der handler om et nederlag,” forklarer han.
Hør veteranen Ole Bjørnsen fortælle om kampene den 9. april 1940
Når det sker nu, forklarer Kasper Green Krejberg det med, at 9. april nu er så længe siden, at vi forbinder datoen med national kulturarv, det er værdifuldt at kende til, mere end et smerteligt og ydmygende nederlag. Samtidig konstaterer han, at der både i fiktionsværker og i befolkningen er sket et markant skifte.
”På den tyske venstrefløj i 1970'erne lød et slogan: 'Alle soldater er mordere'. I Danmark har indstillingen været, at soldater er til grin, og derfor har vi mest haft komiske karakterer som oberst Hackel i 'Matador',” siger Kasper Green Krejberg, som tilføjer, at de seneste års krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan har ændret billedet.
Ifølge Henrik Skov Kristensen, leder af Frøslevlejrens Museum og forfatter til flere bøger om Besættelsen, var 1940-veteranerne genstand for megen opmærksomhed under krigen. Men efterkrigstidens slogan ”Aldrig mere en 9. april” kom til at ramme dem dobbelt, idet de af én fløj blev associeret med skammen over det ydmygende militære nederlag, af en anden ringeagtet ud fra en generel, anarkistisk antimilitarisme.
”I kølvandet på 1968-oprøret var der en udbredt opfattelse på venstrefløjen af, at statsmagtens soldater var sindssyge i hovedet, mens man dyrkede frivillige væbnede guerillagrupper som de spaniensfrivillige og de danske modstandsfolk med stor romantik. Men synet på soldater er skiftet i takt med, at krig igennem de seneste 25 år på ny er blevet et legitimt politisk middel.”