Dansker genopliver konspirationsteori om 11. september

En dansk kemiker mener at have fundet "den rygende pistol", der beviser, at de to World Trade Center-tårne ikke styrtede sammen, fordi de blev ramt af to fly

Hvordan kunne tvillingetårnene kollapse, når de blev holdt oppe af stålkonstruktioner, der kunne modstå alverdens angreb og naturkatastrofer? Det spørgsmål stiller et forskerhold efter grundige undersøgelser. --
Hvordan kunne tvillingetårnene kollapse, når de blev holdt oppe af stålkonstruktioner, der kunne modstå alverdens angreb og naturkatastrofer? Det spørgsmål stiller et forskerhold efter grundige undersøgelser. --. Foto: .

Allerede inden støvet havde lagt sig efter sammenstyrtningen af World Trade Center den 11. september 2001, begyndte konspirationerne at svirre: Hvad fik de to tårne, der var sikrede mod både jordskælv, flodbølger og flystyrt, til at falde sammen som to korthuse? Og hvem stod egentlig bag terrorangrebet?

Rigtig mange teorier er blevet fremført, og med jævne mellemrum er de blevet tilbagevist af eksperter. Men nu mener et forskerhold at have fundet uomgængelige beviser for, at der var store mængder højteknologiske eksplosiver i tårnene. Og at der formentlig var tale om en kontrolleret nedrivning af bygningerne frem for en sammenstyrtning forårsaget af de to fly, der ramte dem.

Blandt de ni forskere er den danske lektor i kemi fra Københavns Universitet Niels Harrit. Han har også tidligere sået tvivl om årsagen til historiens mest omtalte og omdiskuterede arkitektoniske kollaps. Ikke fordi han gerne vil spinde konspirationer, men fordi de officielle forklaringer simpelthen ikke hænger sammen: Hvorfor skulle de 400 meter høje tårne styrte lodret sammen, hvis årsagen var fly, der ramte fra siden? Og hvorfor faldt tårnene sammen med en hastighed, der nærmer sig frit fald, når de blev holdt oppe af stålkontruktioner designet til at modstå alverdens angreb og naturkatastrofer? Det stred simpelthen imod almindelig kemisk viden og Newtons anden lov.

Efter omstændige undersøgelser har Harrit og resten af gruppen fundet rester af nanotermit - et kompliceret sprængstof, der, når det bliver antændt, danner flydende metal, omkring 2500 grader varmt. Det kan have smeltet tårnenes stålkonstruktion på kritiske steder, konkluderer gruppen. Og det kan forklare de meget kontrollerede nedstyrtninger samt optagelser af flydende metal, der løb ud af tårnene, umiddelbart inden de kollapsede.

Hvis det hænger sådan sammen, har sprængladningerne været nøje placeret, siger forskerne i deres rapport, som netop er offentliggjort i tidsskriftet The Open Chemical Physics Journal. Det har ikke overraskende medført reaktioner i alle retninger. Ammunitions- og ter-roreksperter påpeger, at terrorister næsten altid bruger sprængstof af meget dårlig kvalitet, og at det derfor næppe har været Al-Qaeda eller andre terrororganisationer, der står bag. Det er nanotermit alt for sofistikeret og utilgængeligt til.

Andre sætter imidlertid spørgsmålstegn ved forskernes konklusioner. Stofferne i nanotermit kan stamme fra alt muligt og behøver ikke at være sammensat til et sprængstof. Det amerikanske National Institute of Standards and Technology konkluderer desuden i deres rapport, at det flydende metal stammer fra flyene. Og så stiller mange det modspørgsmål, som fælder de fleste konspirationsteorier: Hvad er motivet? Hvorfor skulle eksempelvis den amerikanske regering selv stå bag mordet på næsten 3000 mennesker?

Endelig er der dem, der påpeger, at de ni forskere alle er kendt som kritikere af de officielle rapporter om, hvad der fik World Trade Center og den mere ukendte Bygning 7 til at styrte sammen. Men til det siger Harrit, at de har foretaget en undersøgelse på et niveau, så resultaterne kan indgå som tekniske beviser i en retssag. Desuden må nogle kunne svare på, hvad flere ton nanotermit gjorde i tårnene, hvis det ikke blev brugt til det, nanotermit normalt bruges til: at rive ting ned.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk