Danskere på juleindkøb fravælger genbrugsbutikker

Det er de færreste, der lægger vejen forbi en genbrugsbutik i jagten på julegaver til venner og familie. Folkekirkens Nødhjælp vil i år øge fokus på mulighederne for at gøre et godt julefund i landets genbrugsbutikker

Landets genbrugsbutikker oplever kun begrænset interesse, når danskerne foretager juleindkøb, oplyser Folkekirkens Nødhjælps genbrugsadministrator Kristine Naundrup-Jensen.
Landets genbrugsbutikker oplever kun begrænset interesse, når danskerne foretager juleindkøb, oplyser Folkekirkens Nødhjælps genbrugsadministrator Kristine Naundrup-Jensen. Foto: Nikolai Linares.

Juletiden kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, når der skal ligge en pakke til alle grene af familien under juletræet. Alligevel oplever landets genbrugsbutikker kun begrænset interesse, når danskerne foretager juleindkøb, oplyser Folkekirkens Nødhjælps genbrugsadministrator Kristine Naundrup-Jensen.

”December er ikke vores travleste måned på året. Det kan hænge sammen med, at mange køber gaver på nettet og ikke tænker på genbrugsbutikkerne som en mulighed,” siger hun.

I december sidste år kunne Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) konkludere, at mere end halvdelen af danskerne købte julegaver på nettet. I Folkekirkens Nødhjælp vil man derfor skabe større opmærksomhed om genbrugsbutikkernes potentiale blandt andet via sociale medier og ved at gøre juleindkøbene nemmere for kunderne.

”Vi vil italesætte, at julen også kan købes i genbrug. Vi rådgiver vores butikker om, hvordan de kan få flere kunder for eksempel ved at lave færdige pakkekalendere ud af det legetøj, de modtager, og ved at pynte butikkerne op i løbet af november. På vores Facebook-side kommer vi med forslag til gode gaveidéer med alt fra whiskyglas til morfar til nyt tøj til kusinen,” påpeger Kristine Naundrup-Jensen.

Også i Danmission Genbrug kan udviklingskonsulent i Region Hovedstaden Louis Møllerfors nikke genkendende til danskernes tilbageholdenhed på trods af, at de generelt oplever, at der kommer flere kunder i butikkerne i løbet af året.

”Medmindre man følger en genbrugstrend eller tænker meget grønt, lever vi stadig i et forbrugssamfund, hvor folk helst vil give noget, der er nyt, og som kan byttes. Det kan vi godt mærke i december,” siger han.

Røde Kors' genbrugsbutikker oplever ligeledes en generel stigende interesse, dog ikke når vi nærmer os juletiden.

”Vi oplever, at flere og flere kommer i vores butikker, men sidste år kunne vi se, at omsætningen faldt i december,” oplyser Tina Donnerborg, der er chef for genbrug og førstehjælp i Røde Kors.

Per Østergaard, der er ph.d. i forbrugeradfærd og lektor ved Syddansk Universitet, påpeger, at den stigende interesse for genbrug kan skyldes, at vi gerne køber genbrugsting til os selv, men når det drejer sig om gaver, er realiteten en anden. Det skyldes de indlejrede forventninger, som gavegivning trækker på.

”Gavegivning bygger på en form for tavs viden med nogle forventninger, som vi intuitivt holder os indenfor. Gavegivning er karakteriseret af ideén om gensidighed. Når man giver en gave, forventer man også at modtage en. Jeg tror, mange vil have en frygt for, at der opstår ubalance i den gensidighed, hvis man køber en gave i en genbrugsbutik,” siger han og påpeger, at byttekulturen også spiller en rolle.

”Folk har meget specifik smag og stil, hvad enten det er tøj eller boligindretning. Det sker tit, vi får en gave, som vi synes er okay, men egentlig ville vi hellere have skjorten, vi fik, i en lysere farve. Det er meget indarbejdet, at julegaver skal kunne byttes, og den forestilling kan godt skabe en psykologisk barriere, der gør, at vi afholder os fra julegavekøb i genbrug,” forklarer Per Østergaard.

38-årige Marie-Louise Rosengaard er genbrugsentusiast og ærgrer sig over, at folk ikke støtter genbrugsbutikkerne mere i julen.

”Det at genbruge er stadig lidt tabubelagt, men genbrugsbutikker rummer unikke og spændende julegaver af høj kvalitet, der allerede er produceret og bare venter på igen at blive taget i brug,” fastslår hun og fremhæver, at julens forbrugsfest sagtens kan gøres til en bæredygtighedsfest, uden at man går på kompromis med gaverne.