Danskerne er en nation af efterabere

Erik Rosendahl A/S, der producerer den klassiske Kay Bojesen abe fra 1951, er plaget af kopister. Den ...

Kay Bojesen-aben fra 1951, der bliver produceret af firmaet Rosendahl, er én af de største danske design-sællerter. Aben er så populær, at den bliver kopieret, den forreste på billedet er original, resten er kopi-aber. Scanpix

PH-pendler og lamper gik hen og blev et symbol på dannelse blandt de kulturradikale herhjemme. Foto: Dansk Designmuseum

Den gamle porcelænsfabrik i Lyngby, der oprindeligt producerede Lyngbyvasen, er for længst lukket. Nu har et andet firma overtaget produktionen, efter at vasen igen er blevet populær. Foto: Illums Bolighus

Op til jul solgte firmaet byLassen mere end 1000 eksemplarer af Kubus-lysestagen om dagen. Foto: Illums Bolighus

175-års jubilæumsudgaven af den såkaldte Kähler-vase blev lynhurtigt udsolgt og er efterfølgende blevet et samlerobjekt. Den kan dog fås i miniudgave. Foto: Illums Bolighus

Det ender med at blive kedeligt, hvis alt ligner hinanden. Det skaber en ensretning, det er svært at bryde med.
Christian Holmsted Olesen,udstillings- og samlings-chef på Dansk Designmuseum

Fra PH-lampen til Kähler-vasen, ingen nationer løber så meget efter designerting til hjemmet som danskerne. Design er ikke længere forbeholdt de kulturradikale, men er blevet allemandseje. Vi bruger tingene til at vise, hvem vi er - men i virkeligheden er vi ikke spor forskellige

I 2009 fik Danmark besøg af den amerikanske talkshow-stjerne Oprah Winfrey på en mission for at finde ud af, hvorfor danskerne dengang lå i spidsen af konkurrencen om at være verdens lykkeligste land. På sin rejse skulle hun blandt andet besøge et ”typisk dansk hjem” og lod en ung, blond mor guide sig gennem en minimalistisk indrettet lejlighed i et arkitekttegnet storbybyggeri. Blandt de få ting, der var i lejligheden, var en sort, firkantet lysestage, som havde fået en fremtrædende plads på køkkenbordet.

Selvom programmet med Oprah Winfrey efterfølgende fik en del kritik af det herboende lykkelige folk (for var det nu også et typisk dansk hjem, vi så?), så var i hvert fald én ting typisk: nemlig lysestagen og det, den repræsenterede: godt, dansk design.

Interessen for dansk design er eksploderet i de seneste år, det er noget, vi danskere dyrker og ser som meget værdifuldt.

Det har en række danske designfirmaer som Georg Jensen, Kähler og byLassen, der står bag den sorte, kubistiske lysestage, nydt rigtig godt af, konkluderer en ny antologi om designkultur, som udkommer på Syddansk Universitetsforlag til foråret.

En af dem, der i bogen har undersøgt danskernes forelskelse i designerting, er Anders V. Munch, professor ved institut for design og kommunikation, Syddansk Universitet.

Design er blevet en såkaldt ”identitetsmarkør” for mange af os, noget, vi bruger til at fremvise en bestemt identitet, mener han.

For 20-30 år siden var design af Poul Henningsen (PH) og Børge Mogensen store hits i det såkaldte kulturradikale segment af for eksempel skolelærere og litterater. De brugte designertingene til at vise noget om sig selv, nemlig at de var dannede mennesker. Men motivationen for at købe design har ændret sig, forklarer Anders V. Munch.

”Både PH-lampen og Børge Mogensens møbler var lavet ud fra en idealistisk tanke om, at design skulle ud til den brede befolkning. Men det var kun de dannede, der modtog budskabet. Dengang købte vi design, fordi vi identificerede os med tanken bag. Der er sket et sjovt skift, fra at vi identificerede os meget med designernes filosofi, til at vi i dag identificerer os mere med tingene selv,” siger han.

Foto: Illums Bolighus

Et ekstremt eksempel på det sås i sommer, da der var storm om en jubilæumsudgave af den såkaldte Kähler-vase, som kun blev sat til salg i et begrænset antal eksemplarer, påpeger han. Samtidig spiller pengene en lidt mindre rolle, end de måske gjorde, dengang Børge Mogensen-sofaen og PH-lampen var det, danskerne investerede i.

”I dag er det nok så vigtigt, at det ikke bare er noget, der er købt og betalt for, men også, at det er 'designet'. Vi vil ikke kun vise, hvad vi har råd til.”

Sociolog og fremtidsforsker Birthe Lindahl ser lemmingeeffekten omkring dansk design for tiden som et udtryk for, at det moderne menneske søger et tilhørsforhold.

Foto: Illums Bolighus

”At have nogle af de ikoner giver en form for symbolsk anerkendelse,” forklarer hun.

”Mennesket er et socialt dyr, der har behov for at høre til og føle, at det har en identitet. Tidligere lå den i slægt, sted og stand, men i dag skaber vi i høj grad vores egen identitet og fastsætter vores egne værdier. Her betyder det visuelle meget og dermed også design,” siger hun.

”Mange bilder sig ind, at de gerne vil være unikke, men i virkeligheden er langt de fleste en flok får. Der er ikke ret mange, der tør skille sig ud. Det kan lyde negativt, men det er lige så meget en overlevelsesmekanisme. Hvis nu alle de andre veninder har dén lysestage, så køber man den også. Man kan i princippet godt overleve uden lysestagen. Men mange har en usikkerhed omkring deres egen identitet i dag, som man kan ophæve ved at eje nogle af de samme ting,” siger hun.

Foto: Dansk Designmuseum

Samtidig skal man ikke underkende den grundlæggende glæde, det giver at have en ting, der er tænkt grundigt over.

”Vi kan lide flotte ting. Og meget af det danske design har også en stor funktionalitet. Og er der noget, der er i fokus her i 2015, så er det kvalitet og gode materialer.”

I Illums Bolighus på Strøget i København er der Kähler-vaser og designerting for alle pengene. Og kundernes interesse har været helt upåvirket gennem finanskrisen, forklarer marketingchef Sofie Molls.

”De køber både 'traverne' og nyere mærker, og for mange er det vigtigt, at designet er dansk,” siger hun.

I bolighuset er den sorte, firkantede Kubus-lysestage, som man også så i Oprah Winfrey-programmet, absolut den største sællert lige nu, både blandt unge og gamle.

”Der er helt vildt mange, der har den stående. Det er et meget typisk køb, som passer godt ind i en skandinavisk minimalisme,” siger hun.

Foto: Dansk Designmuseum

På andenpladsen over bolighusets største hits kommer så den lille, bøjelige træabe, som Kay Bojesen tegnede for Rosendahl i 1951. Skarpt efterfulgt af det klassiske, blåhvide, musselmalede Royal Copenhagen-stel, der også er kommet i en nydesignet udgave med forstørret musselmotiv.

I bolighuset er de begyndt at se en ny målgruppe for dansk design, som ikke kom så meget før: unge, der skal til at flytte hjemmefra og indrette et nyt hjem. Selvom studenterbudgettet er stramt, lader de sig ikke nøje med masseproducerede varer fra Ikea eller Jysk Sengetøjslager.

”Vi ser nogle unge, som i høj grad virker, som om de er vokset op med design. Når de skal indrette sig, gør de det med ting, der ikke bare fungerer, men som også signalerer, at der er 'styr på det'. Samtidig iscenesætter de sig med ting på en helt anden måde, end man gjorde, da jeg var ung,” siger Sofie Molls.

Danmark er et exceptionelt land, hvad angår design-bevidsthed, mener Christian Holmsted Olesen, udstillings- og samlingschef på Dansk Designmuseum.

”Du finder ikke andre steder, hvor vi bruger så mange penge på sofaer og vaser. Det hænger blandt andet sammen med, at vi bruger mange måneder om året indendørs. Hvis vi tager til Tyskland for eksempel, så går folk langt højere op i at have en fed bil,” siger han.

Foto: Dansk Designmuseum

Han påpeger, at dansk design også er blevet fremmet af det offentlige, der i høj grad har brugt penge på Arne Jacobsen-stole og Piet Hein-lamper i forvaltningskontorerne. Og mange steder er de firmajulegaver, der gives fra det offentlige, dansk design.

”På den måde er de nulevende generationer flasket op med designerting og ikke kun derhjemmefra. Indkøb af designerting har spredt sig til alle klasser og samfundslag, alle, der har råd. Selvfølgelig er det ikke alle, der har råd, men mange af os har. Det er et fænomen, der afspejler et velfærdssamfund, hvor der er råd til at bruge penge på indretning.”

Men der er også en uheldig sideeffekt, mener Christian Holmsted Olesen.

”I virkeligheden er de danske hjem ikke ret forskellige. En af de triste ting er, at danskerne har en meget ensartet smag. Dansk design er godt, og det er vi enige om. Der er en form for tryghed og selvtilstrækkelighed omkring vores forhold til design, som vi ikke ser i resten af verden. I virkeligheden er det nok meget naturligt, for Danmark er et meget homogent land, hvor vi i store træk også er enige rent politisk. Men det ender med at blive kedeligt, hvis alt ligner hinanden. Det skaber en ensretning, det er svært at bryde med,” siger han.

Men kunne der ikke også være noget godt ved designertingenes udbredelse? Jo, mener Christian Holmsted Olesen.

Foto: Illums Bolighus

”Det kunne også formuleres positivt, at vi gerne vil være i gode og smukke omgivelser og give dem videre til vores børn. Vi lever i en forbrugstid, hvor vi alligevel bruger penge ud over det basale, og mange af de danske designting er ikke kun æstetik, men også høj funktionalitet. Det er ting, der virker.”

Der kan også godt være noget positivt ved en øget bevidsthed om, hvad der er smukt at se på i sig selv, mener Anders V. Munch. Men interessen for dansk design gør ikke nødvendigvis danskerne til større æsteter.

”Måske lægger vi mere mærke til en tekandes skønne udformning. Men man kan også se det som et led i en generel æstetisering af alt omkring os, en kultur, hvor det visuelle og billedmedier fylder mere og får større betydning for, hvordan vi ser os selv. Og man kan spørge, hvor frie vi egentlig er i den æstetiske oplevelse, hvis vi skal sammenligne os med andre og sikre, at alle hjørner af vort hjem er indrettet både afslappet, personligt og totalt gennemført,” siger han.

Han ser også noget socialt interessant på spil, når vi kommer hjem til bedsteveninden og peger hendes nye Lyngby-vase i vindueskarmen ud med et ”Eeej, hvor sjovt, den har jeg også!”.

”Så føler vi os ramt på det, vi alle sammen gerne vil, nemlig det at være noget særligt. Der opstår et utal af subtile koder og måder, hvorpå vi kan distancere os fra hinanden, og dem, der bare køber hele pakken. Sådan nogle vil vi helst ikke være, men man er lidt mere speciel, hvis man nu fandt vasen antikt i stedet for at købe den i Inspiration. Derfor tror jeg, vi skal huske på, at design også er kommunikation, som påvirker andre. Hvad er det for en historie om os selv, vi i virkeligheden gerne vil fortælle?”.