Danskerne undviger samtaler om døden

Ny undersøgelse fra Børn, Unge & Sorg viser, at vi har svært ved at tale om døden. Det er paradoksalt, når vi gennem medier, film og serier konstant konfronteres med emnet, påpeger forsker

Døden har i alle kendte samfund været et tabu. Det er utroligt vanskeligt, at vi som mennesker og samfund skal konfrontere noget så endegyldigt som døden, siger professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde. Modelfoto.
Døden har i alle kendte samfund været et tabu. Det er utroligt vanskeligt, at vi som mennesker og samfund skal konfrontere noget så endegyldigt som døden, siger professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde. Modelfoto.

Selvom en af de helt sikre kendsgerninger her i livet er, at vi alle skal dø på et tidspunkt, så er det alligevel svært for os at tale om.

Faktisk ligger det så fjernt for os, at mere end hver anden dansker sjældent eller aldrig tænker på deres død, mens en fjerdedel af danskerne i høj eller nogen grad har svært ved at tale om døden. Det viser en ny undersøgelse fra organisationen Børn, Unge & Sorg, der har spurgt 1010 respondenter mellem 18 og 65 år.

Mere end halvdelen af de adspurgte oplever døden som et tabu i samfundet, og det betyder, at mange heller ikke taler med børn og unge om døden, forklarer Preben Engelbrekt, der er direktør i Børn, Unge & Sorg. 40 procent af danskere synes, at det ”slet ikke” eller i ”mindre grad” er vigtigt at tale med børn om døden. Især mændene synes, at det er et svært emne at tage hul på.

”Det er med til at forklare, hvorfor mange børn og unge møder en mur af tavshed, når de mister en forælder. De sidste mange år har vi undervist fagprofessionelle og givet gode råd til voksne, men der er stadig lang vej. Selvom 95 procent af landets folkeskoler har omsorgsplaner, der instruerer lærere i, hvordan de skal tage hånd om elever, der er ramt af sygdom eller død i nærmeste familie, så er der 37 procent af eleverne, som ikke føler sig mødt af lærerne. På ungdomsuddannelser er det kun 8 procent, der synes, at der bliver taget hånd om deres tab. Det viser, at danskerne er nødt til at få det bedre med døden,” siger Preben Engelbrekt.

I undersøgelsen er der kun 40 procent, der mener, det er vigtigt at tale med børn i alderen 0-11 år om døden. Anderledes ser det ud for børn i alderen 12-19 år. Her mener 75 procent af de voksne, at det er vigtigt at tale med dem om døden. Men Preben Engel-brekt pointerer, at det ikke skader små børn at tage en snak om det alvorlige emne, fordi de derved får et mere naturligt forhold til døden. En god anledning kan for eksempel være, når et kæledyr dør, hvis børnene finder en død fugl i haven, eller hvis barnet kommer hjem og fortæller, at en kammerat har mistet en forælder eller bedsteforælder.

Teksten fortsætter under grafikken 

”Mange er bange for at skræmme de mindreårige unødigt, og forældre kan være bange for at gøre ondt værre. Men mindreårige har også tanker og bekymrer sig om døden, især hvis mor og far skulle dø. Børn bliver meget konkret tænkende i forhold til, hvor de skal bo. Under halvdelen af de adspurgte har taget stilling til, hvad der skal ske med børnene, hvis begge forældre dør. En del af dem har ikke fortalt børnene om deres beslutning,” siger Preben Engelbrekt.

Forestillingen om en verden, der går videre uden én selv, er så ubegribelig og uforståelig for os, at det letteste er at undlade at tale om det, forklarer Michael Hviid Jacobsen, der er professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet og blandt andet forsker i danskernes forhold til døden.

”Døden har i alle kendte samfund været et tabu. Det er utroligt vanskeligt, at vi som mennesker og samfund skal konfrontere noget så endegyldigt som døden. Det har skabt en tabuforestilling om, at det ikke er noget, vi skal tale om i det offentlige rum, eller når børnene er der. Vi skal helst fortrænge og fornægte det, så vi kan koncentrere os om det levede liv,” siger Michael Hviid Jacobsen.

Han kalder vores forhold til døden for ”paradoksalt”, fordi vi på den ene side ikke vil tale om det, mens vi omvendt bliver bombarderet med døden på film, i serier, i biografen og i medierne.

”Det samme gør sig gældende i forhold til børn. Der er et stort fokus på døden i børnebøger, tegnefilm og spil, der er målrettet børn. Samtidig kalder vi barndommen 'udødelighedens rige', fordi børn ikke skal konfronteres unødigt med livets grumme vilkår,” siger Michael Hviid Jacobsen.

Når vi især snyder de små børn for en snak om døden, skyldes det, at den gennemsnitlige levealder er steget, og de fleste børn derfor går igennem barndommen uden at opleve et dødsfald tæt på. Det betyder, at børn først stifter bekendtskab med døden som unge, mener Michael Hviid Jacobsen.

”Der er stor uenighed om, hvornår det er formålstjenligt at fortælle børn om døden. I dag bliver det bliver ofte først aktualiseret, når nogen mister en bedsteforælder. Det er ikke en snak, som forældre tager uopfordret omkring aftensmaden,” siger han.