De trådte til med førstehjælp, da et andet menneske faldt om

Hvert år rammes 3500 mennesker af hjertestop uden for hospitalerne. Deres chance for at overleve afhænger af, om et andet menneske træder til med førstehjælp. Jo hurtigere, desto bedre. TrygFonden rejser landet rundt med udstillingen ”Træd til”, der skal styrke forståelsen for og modet til at gribe ind. Her fortæller otte personer om, hvordan de trådte til, da det gjaldt

Børge Vestergaard Madsen og Foosiya Nur.
Børge Vestergaard Madsen og Foosiya Nur. . Foto: Christian Als.

Foosiya Nur, 25 år, sygeplejerske. Bor i København.

Foosiya har kun været på sin første nattevagt som sygeplejerskestuderende i få timer, før hun bliver sat i et af de største dilemmaer: Skal hun blive hos den kritisk syge patient, hun er sat til at overvåge? Eller skal hun forlade stuen for at hjælpe med genoplivningen af en anden patient?

”Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde fået forbud mod at forlade min patient, og jeg er meget pligtopfyldende, så jeg følte virkelig, at jeg stod i et dilemma. Men efter et øjebliks tøven valgte jeg at hjælpe kvinden.

Hendes mand havde fået hjertestop i stuen ved siden af. Han var gledet halvt ned fra sin stol og sad livløs op ad den.

Jeg gik i panik. Bad konen råbe efter mere hjælp. En sygeplejerske kom til. Jeg var stadig panisk, kendte kun situationen fra bøgerne, men jeg fik trykket på alarmknappen, mens sygeplejersken genoplivede manden.

Foosiya Nur.
Foosiya Nur. Foto: Christian Als

Bagefter løb jeg tilbage til min egen patient, der heldigvis havde det godt, selv om jeg havde forladt ham. Jeg fik at vide, at jeg havde gjort det rigtige: Man skal altid prioritere at redde liv. Konen var også med til at redde sin mand ved at råbe efter hjælp.

Det, der overraskede mig, var, at jeg trods min uddannelse gik i panik. Det er en voldsom situation at stå i, uanset om man kan førstehjælp eller ej.

Nu har jeg prøvet det, og jeg lader i dag intet skygge for at træde til. Jeg er glad for, at jeg den dag gjorde en forskel. Det er jo netop derfor, jeg ville være sygeplejerske.“

Rasmus Gruhn, 18 år, studerende. Bor i Malling ved Aarhus.

Rasmus Gruhn.
Rasmus Gruhn. Foto: Christian Als

Rasmus har aftalt en hyggeaften kun med sin mor, da hun pludselig falder om i sofaen med hjertestop. Rasmus har aldrig givet førstehjælp før eller lært det i skolen. Et tv-spot om at alle kan redde liv, bliver afgørende for hans mod til at træde til.

”Det sker ikke så ofte, at det bare er mig og min mor, der er alene hjemme. Men det var vi denne aften. Vi havde aftalt en rigtig hyggeaften med mad foran fjernsynet.

I næste sekund er alt kaos. Uden at jeg opdager det, er maden gledet af min mors tallerken, og glasset med vand danner en mørk plet i sofaen under hende. Hun er faldet bagover og ligger med livløse øjne og kigger op i loftet.

Min mor har fået hjertestop, men jeg ved det ikke. Jeg tror, hun er besvimet. Men som sekunderne går, og jeg ikke kan få kontakt med hende, vælder panikken op i mig.

Jeg havde få dage forinden set et tv-spot om, at alle kan redde liv, og at man ikke kan gøre noget forkert ved et hjertestop. Jeg beslutter at ringe 1-1-2. Fra da af er jeg i gode hænder, for jeg får præcist at vide, hvad jeg skal gøre.

Jeg har altid lært, at man kun må ringe til 1-1-2 i yderste nødstilfælde. Og aldrig lave telefonfis. Så jeg tøver lidt. For er det nu? Må jeg godt ringe og forstyrre?

Heldigvis overlever min mor. Episoden har knyttet os tættere sammen. Hun er kommet godt over det. Det samme er jeg takket være gode venners hjælp og min musik, som blev et helle for mig. Og så har jeg lært ikke at være bange for at ringe 1-1-2.”

René Andreasen, 45 år, TDC-konsulent og tidligere udsendt soldat. Bor i Rønne.

René Andreasen.
René Andreasen. Foto: Christian Als

En ældre mand er på vej til Christiansø med sin kone. På færgen får han et ildebefindende og falder om. René er med samme båd. Han ser det ske og træder instinktivt til. Efterfølgende har han et stort behov for at vide, hvordan det går med den ramte. Allerede samme aften får han sit ønske opfyldt.

”Jeg var på vej til Christiansø med en flok revisorer, som jeg var guide for. Lige inden færgen lægger fra kaj, springer et ældre ægtepar om bord. Det var ham, jeg kort efter måtte genoplive.

Selve førstehjælpen og hele forløbet omkring det at skulle træde til lå på rygraden. Som professionel soldat har jeg lært førstehjælp og også selv undervist i det. Jeg ved, at man ikke kan slå et menneske ihjel, der allerede er død.

Da vi kom tilbage i havn, og ambulanceredderne kørte af sted med Jens, kunne jeg til gengæld mærke det. En urolig tom følelse af ikke at vide, om jeg havde været med til at redde et andet menneske eller bare udskudt det uundgåelige. Jeg ville vide besked. Allerede samme aften tog vi op på Bornholms Hospital.

Den første, vi mødte, var Jens’ kone, Lizzy. Den spinkle kvinde var ved at klemme mig i to stykker af bare taknemmelighed. Hun sagde: ’tusind tak’, og jeg sagde: ’det var så lidt…’ Flere ord var der ikke. Det var også nok.

En utrolig lykkefølelse strømmede igennem mig. Jeg havde ikke bare reddet et andet menneske, men en hel familie. Det gjorde mig varm og stolt indvendig. Siden er vi mødtes flere gange – både hos dem og os. I dag er vi mest på julekort med hinanden.”

Birthe Westergaard, 64 år, vågekone. Bor i Gilleleje.

Birthe Westergaard.
Birthe Westergaard. Foto: Christian Als

Birthe kæmper til det sidste, da hendes mand falder om derhjemme. Men der er intet at gøre. Han bliver erklæret død, da ambulanceredderne når frem. Sorgen er ved at overmande hende, men hun finder en vej ud af mørket og har i dag en klar opfordring til alle andre.

”Det tog mere end et år at erkende, hvor hårdt ramt jeg var. Mit eget selvbillede af at være en stærk og robust kvinde, der har set døden i øjnene mange gange som vågekone, holdt ikke, da døden pludselig kom inden for min egen dør.

Jeg mistede min mand til et hjertestop. Jeg forsøgte at genoplive ham, men han stod ikke til at redde, sagde ambulancefolkene, da de kom. På det tidspunkt havde jeg kæmpet med ham i mere end et kvarter.

Jeg har siddet ved mindst 50 døende og holdt dem i hånden, og jeg vil påstå, at jeg ikke selv er bange for at dø. Men med Alex var det anderledes. Jeg var helt og aldeles uforberedt. Jeg handlede i chok og panik, og da jeg denne gang så døden i øjnene, var det hos et menneske, jeg kendte godt. Det gør en enorm forskel. Jeg bearbejdede sorgen ved at vinterbade. Det sidste blev min redning. I det kolde vand kunne jeg skrige, råbe og græde min afmagt ud. Eller bare lade mig flyde med og være helt stille.

I dag er jeg så taknemmelig for, at jeg trådte til og trods alt forsøgte at redde Alex’ liv. Jeg ville have haft det umådelig svært, hvis jeg bare havde stået og kigget forstenet til. Og heri ligger trøsten og kimen til at komme videre for mig: Jeg kæmpede virkelig for ham. Jeg gjorde, hvad jeg kunne – mere kan ingen forlange af noget menneske.”

Børge Vestergaard Madsen, 51 år, speciallærer. Bor i Thisted.

Børge Vestergaard.
Børge Vestergaard. Foto: Christian Als

Børge er på vej hjem fra arbejde gennem ’Vejlerne’ – det inddæmmede naturreservat ved Thisted – da han ser en bil komme lige imod sig. I hans vejbane. Han må undvige. I bakspejlet ser han bilen køre af vejen og ned i et afvandingsbassin. Han iler til hjælp.

”I bassinet lå bilen næsten helt under vand. Jeg hoppede i, dykkede. Der var et ægtepar i bilen. Først forsøgte jeg at få konen ud, der var bag rattet. Men jeg kunne ikke åbne døren ind til hende.

Jeg dykkede igen og fik nu døren til passagersædet op, hvor manden sad fastspændt. Da jeg rakte ned efter hans sikkerhedssele, mærkede jeg to klem om mit håndled. Jeg var sikker på, at det var konen, der fortalte mig, at hun var ok, og at jeg skulle bjærge hendes mand først. Så det gjorde jeg.

Han var blå, da jeg begyndte at genoplive ham på taget af bilen. Heldigvis fik jeg liv i ham. Jeg vidste, at jeg ikke både kunne sørge for ham og bjærge konen, hvorfor jeg løb op til vejen. Råbte og fægtede med armene. Flere biler passerede mig. ”Ring 1-1-2. Kom og hjælp,” skreg jeg, da nogen endelig stoppede. Men ingen fulgte med mig tilbage til bassinet. Jeg dykkede ned og bjærgede konen. Hun var død.

Bagefter blev jeg kaldt en helt. Det varmede. For det var hårdt, at folk ikke hjalp til. Men jeg er stolt af mig selv. Jeg ved, at jeg valgte rigtigt. Konen havde fået en dødbringende blodprop, mens hun kørte bilen. Derfor var hun kørt af vejen og ned i bassinet. Så det var manden, der havde givet mig et par klem under vandet.”

Hans Peder Garth Grüner, 40 år, landmand. Bor i Ringsted.

Hans Peder Garth Grüner.
Hans Peder Garth Grüner. Foto: Christian Als

Hans Peder og hans kone er til fest, da babyalarmen pludselig skratter. Han ignorerer den. Først da den gør det igen, rejser han sig for at se til sin etårige søn, Harald, der sover i sin barnevogn ved swimmingpoolen udenfor. Han fryser et øjeblik til is ved synet, der møder ham.

”Midt ude i swimmingpoolen lå barnevognen. Jeg handlede instinktivt. Smed blazeren, sprang i og fik bjærget vognen. Da jeg bar Harald op på kanten, var han livløs. Jeg mærkede en ubeskrivelig sorg i min krop. Men jeg smed følelserne væk og gav ham hjertemassage. Jeg har taget flere førstehjælpskurser, men jeg kunne ikke tælle rigtigt. Fandt bare en rytme.

Undervejs skreg jeg ”hjælp”, men ingen hørte mig inde ved festen. Harald hostede. Et livstegn. Jeg kæmpede videre i et kvarter, før nogen fra festen opdagede, hvad der var sket. Jeg kommanderede med folk. Bad en tælle for mig, en anden om at ringe 1-1-2. Endelig hostede Harald igen – og trak vejret.

Harald har heldigvis ingen mén efter ulykken i dag. Men jeg gik til krisepsykolog længe efter for at få bearbejdet min skyldfølelse over, at jeg havde glemt at sætte bremsen til, så vognen kunne trille ned i swimmingpoolen. At jeg ikke havde reageret på babyalarmens første skrat.

Til trods for at jeg delte sorgen med min kone, så følte jeg mig alene: At stå med min døde søn i armene. Det er en ubeskrivelig lykke, at det trods alt endte godt – at vi har Harald i dag.”

Inge Hjorth-Westh, 58 år, lærer. Bor i Svendborg.

Inge Hjorth-Westh.
Inge Hjorth-Westh. Foto: Christian Als

Det er onsdag aften, og Inge spiller badminton i Rantzausmindehallen, som hun har gjort det hver onsdag i ti år. På banen ved siden af er et seniorhold i gang med en turnering, da en ældre mand pludselig falder om.

”Vi var tre, der ilede hen til manden. Han havde hjertestop. En råbte, at der var en hjertestarter i forhallen.

I starten fumlede vi med hjertestarteren. Ingen af os havde prøvet det før. Vi var nervøse for, om vi satte elektroderne forkert på. Men det lykkedes, og hjertestarteren begyndte at tale til os. Det gjorde det nemt, indtil jeg skulle blæse.

Ham, der var faldet om, havde fråde om munden. Det var ulækkert. Men jeg overvandt mig selv og gik i gang. Det er stadig grænseoverskridende at tænke på. Jeg ved nu, at der er en lille genoplivningsmaske i hjertestarteren, men jeg så den ikke. I dag bærer jeg altid en i mit nøglebundt.

Vi gav hjertemassage på skift og stødte et par gange. Manden begyndte at ralle. Da ambulancefolkene overtog, løb jeg ud på toilettet og vaskede min mund med sæbe. Ikke særligt heroisk, men det var min umiddelbare fysiske reaktion på chokket. Og så tænkte jeg: ”Nu skal jeg på hjertestarterkursus.”

Malene Guassora, 43 år, sognepræst. Bor i Gadstrup ved Roskilde.

Malene Guassora.
Malene Guassora. Foto: Christian Als

Det er en mørk vinteraften efter et konfirmationsarrangement i Gadstrup Kirke, at præsten Malene sammen med kirkens gæster finder en livløs mand ved kirkegårdens toilet. Malene kører efter en hjertestarter ved byens idrætshal, mens de andre forsøger at genoplive manden.

”Jeg kørte op til Ramsøhallen i præstekjole og det hele. Hjertestarteren guidede os igennem, og selv om vi fik at vide, at vi gjorde alt, hvad vi kunne, døde manden. Det var en chokerende oplevelse. Lige dér på kirkegården kom døden meget tæt på. Men samtidig var det også rørende at se, hvordan folk trådte til. Der opstod en fantastisk fællesskabsfølelse om en svær og følelsesladet situation.

Jeg talte meget med konfirmanderne om det bagefter, og jeg brugte det også i mine prædikener. Der ligger i kristendommen en tilskyndelse til at hjælpe hinanden, og det var, hvad vi gjorde den aften.

Jeg tror, at det var lærerigt for de unge at se, at nok lever vi i en egoistisk verden, men vi er også dybt afhængige af hinanden. Som præst møder jeg ofte døden, men ikke på denne pludselige måde. Livet er en gave – men også meget skrøbelig. Det har vi forberedt os på nu. Vi har fået en hjertestarter ved kirken, og menighedsrådet har været på førstehjælpskursus.”

Her kan du se udstillingen”Træd til”
De personlige historier om genoplivning og førstehjælp, der kan læses på disse sider, indgår alle som en del af udstillingen ”Træd til”, som TrygFonden netop nu rejser rundt i hele Danmark med.
 
Formålet med udstillingen er at styrke bevidstheden om vigtigheden af hurtig førstehjælp, når en person rammes af hjertestop. Hvert år rammes 3500 danskere af hjertestop uden for hospitalerne, og i 65 procent af tilfældene træder et andet menneske til for at hjælpe, hvilket placerer Danmark helt i top i verden, når det gælder førstehjælp.
Alle interviews på siden er skrevet af dokumentarist Christian Nørr, TrygFonden, mens fotograf Christian Als, som har vundet flere priser for sine dokumentariske foto, har fotograferet.
 
Udstillingen ”Træd til” kan resten af året ses følgende steder:
 
Øst for Storebælt:
Uge 37: Shoppingcenter Waves, Greve
Uge 38-39: Shoppingcenter Fields, Amager
Uge 40-41: Herlev Hospital (foyer/hovedindgang)
Uge 42-43: Rigshospitalet, Kbh., hovedfoyer
Uge 44-45: Sjællands Universitetshospital, Køge
Uge 46-47: Næstved Bibliotek
Uge 48-49: Bornholms Lufthavn
Uge 50-51-52: Shoppingcenter RO’s Torv, Roskilde
 
Vest for Storebælt:
Uge 37: Shoppingcenter Bruuns Galleri, Aarhus
Uge 38-39: Shoppingcenter Bryggen, Vejle
Uge 40-41: Sygehus Sønderborg (hovedindgangen)
Uge 42-43: Billund Lufthavn, transitområdet
Uge 44-45: Aalborg Universitetshospital
Uge 46-47: Odense Universitetshospital (foyer og patienthotel)
Uge 48-49: VIA University College, Aarhus
Uge 50-51: Aarhus Universitets-hospital, Skejby
Uge 52-01: Udstillingsstedet Kuben, Horsens
NB: Der kan ske ændringer.

Derudover bliver udstillingen vist på Byens Hegn, Københavns Metro i løbet af efteråret. Udstillingen ”Træd til” udstilles i hele 2017 rundt om i Danmark. Planen for udstillingsstederne i 2017 er endnu ikke klar. Den offentliggøres på trygfonden.dk i løbet af efteråret.