December tegner til at blive den næst-varmeste i meteorologiens historie

Fortvivl ikke, hvis du elsker sne og frost. Selvom denne jul tegner til at blive blandt de luneste nogensinde, er der ingen grund til at frygte, at decembervejret for altid er forandret. Julen kan nemlig blive både hvid og iskold igen næste år

Der vil forekomme færre vintre med snefnug i luften og sne, der bliver liggende på jorden, ligesom perioden med nøgne træer vil bliver kortere, fordi vækstperioden naturligt forlænges af de højere temperaturer. Decembervejret vil generelt blive varmere og vådere, fordi der ganske enkelt vil komme mere nedbør og mindre af det, der kommer, vil falde som sne, siger klimaforsker ved DMI's afdeling for forskning og udvikling Peter Langen
Der vil forekomme færre vintre med snefnug i luften og sne, der bliver liggende på jorden, ligesom perioden med nøgne træer vil bliver kortere, fordi vækstperioden naturligt forlænges af de højere temperaturer. Decembervejret vil generelt blive varmere og vådere, fordi der ganske enkelt vil komme mere nedbør og mindre af det, der kommer, vil falde som sne, siger klimaforsker ved DMI's afdeling for forskning og udvikling Peter Langen.

De fleste har nok allerede lagt mærke til det. Der er hverken snefnug eller frost i luften, og behovet for at iføre sig hue og handsker lader vente på sig.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut kan vi komme til at vente længe på et omslag i vejret. December 2015 tegner nemlig til at blive den næstvarmeste nogensinde registreret. Med en gennemsnitstemperatur på indtil videre 6,5 grader overgås dette års lune julevejr kun af decembervejret i 2006, der slog alle rekorder med et gennemsnit på hele 7 grader.

”Den almindelige gennemsnitstemperatur for december ligger på 1,6 grader, så det er klart, at det er en forskel, der er til at føle på,” siger meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut Frank Nielsen, der understreger, at selvom det kan synes nærliggende at forklare det rekordtangerende decembervejr med forandringer i klimaet, så er det ikke den fulde historie.

”Det er selvfølgelig rimeligt nok at tænke, at det lune vejr skyldes global opvarmning, og det er da også rigtigt, at der ligger en underliggende stigende temperatur under de udsving, vi ser, men det er vigtigt at holde fast i, at der netop er tale om udsving. Det er ikke sådan, at vi kan forvente, at vores vintre i den umiddelbare fremtid vil arte sig på samme måde. Næste års decembervejr kan sagtens blive både hvidt og iskoldt,” siger Frank Nielsen.

Udsvingene kommer også til udtryk i de store kontraster i vejret globalt. Mens vinteren er lunere og mildere end normalt i Danmark, er den for eksempel betydeligt koldere end normalt i Grønland og Canada. Det er selvfølgelig en ringe trøst, hvis man har set frem til en hvid og frostklar jul herhjemme, for den kommer nok næppe, mener Frank Nielsen, der forventer, at de vejrmønstre, som indtil nu har bragt de varme temperaturer fra Atlanterhavet og ind over Danmark, vil fortsætte. Med den prognose må vi indstille os på en grå omend med lidt held tør juleaften.

Og ser vi længere ud i fremtiden, vil netop det scenarie med al sandsynlighed blive stadig mere normalt, fortæller klimaforsker ved DMI's afdeling for forskning og udvikling Peter Langen. I løbet af dette århundrede må vi - afhængig af vores udledning af CO2 - forvente, at vintrene i gennemsnit vil blive 1 til 4 grader varmere end i dag.

”Helt konkret betyder det, at der vil forekomme færre vintre med snefnug i luften og sne, der bliver liggende på jorden, ligesom perioden med nøgne træer vil bliver kortere, fordi vækstperioden naturligt forlænges af de højere temperaturer. Decembervejret vil generelt blive varmere og vådere, fordi der ganske enkelt vil komme mere nedbør og mindre af det, der kommer, vil falde som sne,” siger Peter Langen

Det betyder dog ikke, at den hvide jul i fremtiden kun vil være et fjernt minde fra en ellers ikke så fjern fortid.

”Vejret og dets udsving vil altid være der. Man kan sige, at vejret ligger som en bevægelig og foranderlig kurve over den kurve, der tegner den globale opvarmnings udvikling, og på den måde vil man også i fremtiden kunne opleve kolde vintre med snefald, tilfrosne søer og snedækkede veje. Der vil bare være betydeligt længere imellem,” siger Peter Langen.