Demokratiske udfordringer i Europa

Meget tyder på, at forsøget på at holde disse partier uden for indflydelse skaber større frustration og dermed fremgang i tilslutning, altså yderligere politisk splittelse
Erik Meier Carlsen

Forsøget på at holde nationalpopulistiske partier uden for indflydelse, når det handler om flygtninge, skaber frustration og splittelse, siger politisk kommentator Erik Meier Carlsen

I søndags virkeliggjorde verdens nationer et historisk eksempel på internationalt samarbejde, da de enedes om en aftale, der skal begrænse den klimakrise, der af mange opleves som en af de alvorligste trusler mod civilisationen.

Og i går fremlagde EU-Kommissionen en kontroversiel plan for at sætte ind mod den flygtningekrise, der har sat europæiske lande under pres.

Men her er enigheden ikke umiddelbart inden for rækkevidde. Kommissionen anbefaler, at medlemslande kan blive påtvunget et korps af EU-grænsevagter, der skal sikre EU's ydre grænser.

Flygtningekrisens trussel mod stabilitet og økonomi i de europæiske lande skaber voldsomme politiske dønninger.

Selvom det franske indvandrerkritiske parti Front National ikke erobrede magten i nogen af de franske amter eller regioner, kunne partiet manifestere en tilslutning på 27-28 procent af vælgerne, og når det ikke gav partiet magten i regionerne, var det i et par markante tilfælde fordi de to andre store partier, socialister og borgerlige, samarbejdede, og socialistiske kandidater trak sig for at hindre, at Front National fik vigtige magtpositioner.

Samme eksklusionsstrategi har hovedparten af de svenske politiske partier demonstreret over for det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne, som imidlertid i meningsmålinger får tilslutning fra mellem 20 og 27 procent af de svenske vælgere.

At holde de nationalpopulistiske partier uden for det normale politiske selskab synes ikke at være vejen til at begrænse deres tilslutning.

I Danmark vandt Dansk Folkeparti tilslutning fra 21,1 procent af vælgerne ved valget i juni og blev landets største borgerlige parti.

Herhjemme har det nationalpopulistiske parti været en vigtig del af det parlamentariske system i 14 år. Det har i de seneste år - hvor partiets indflydelse var begrænset under en rød regering - ført til den største fremgang i partiets historie, mens partiet i de 10 år som støtte for en VK-regering lå relativt stabilt på 12-13 procent.

Meget tyder på, at forsøget på at holde disse partier uden for indflydelse skaber større frustration og dermed fremgang i tilslutning, altså yderligere politisk splittelse.

EU's hidtidige afmagt over for flygtningekrisen var meget sandsynligt en faktor bag Dansk Folkepartis seneste politiske sejr, det danske nej til afviklingen af dele af retsforbeholdet. Og samme krise har ligeså sandsynligt været en faktor bag fremgangen til lignende partier i Europa.

Når EU-kommissionens aktuelle forslag om en voldsom opstramning i beskyttelsen af Europas ydre grænser næppe får nogen let gang på jorden, skyldes det, at mange europæiske lande oplever en voksende skepsis over for EU-samarbejdet og specielt østeuropæiske lande har sat sig op imod forsøg på at skabe fælles løsninger.

Det kan være vanskeligt at se, hvordan de folkelige bekymringer og krisens udvikling kan blive et bidrag til konstruktive fælles løsninger. Men når så store befolkningsgrupper reagerer kritisk, er det særligt nødvendigt, at de inddrages i det politiske samarbejde, og at udsatte befolkningsgrupper oplever lydhørhed for deres bekymringer.

I Danmark knager samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og den svage Venstre-regering. Men reelt synes både Venstre og Socialdemokraterne optaget af at give Dansk Folkeparti medansvar og samtidig ved en håndfast udlændingepolitik at demonstrere lydhørhed over for de vælgere, der hidtil har søgt tilflugt hos Thulesen Dahl. I et forsøg på at undgå en politisk splittelse, der kan true det demokratiske samarbejde og dets funktionalitet - især i krisesituationer.