Efter karikaturkrise og flygtningedebat: Fortællingen om Danmark er blevet mudret

Gennem årtier har vores omverden dyrket fortællingen om det åbne og velfungerede Danmark. Men med flygtninge- og indvandrerdebatten har dette ændret sig, så der nu florerer to modstridende fortællinger

Stokroser og brostensbelagte gader. Møllestien i Aarhus repræsenterer den idylliske historie om Danmark, som nu blandt andet bliver udfordret af international omtale af smykkeloven. -
Stokroser og brostensbelagte gader. Møllestien i Aarhus repræsenterer den idylliske historie om Danmark, som nu blandt andet bliver udfordret af international omtale af smykkeloven. - . Foto: Torben Klint/Scanpix.

Det kan godt være, at karikaturkrisen for 10 år siden gav Danmarks gode omdømme i verden en skramme, men der skal mere end én begivenhed til at skabe en fortælling. Derfor var grundfortællingen om Danmark som åbent, frisindet og lighedsorienteret uforandret. Men det seneste halve år er mængden af begivenheder, som modsiger denne fortælling, taget til, så der nu tegner sig to indbyrdes modstridende Danmarks-fortællinger.

Sådan lyder vurderingen fra forskere på baggrund af den seneste tids megen debat om Danmark i udlandet.

”Karikaturkrisen i 2006 gav fortællingen om Danmark ét knæk. Der kom et mere, da tegningerne blev genoptrykt i 2008, og et nyt ved debatten om grænsebomme i 2011. Men først nu er en række sager blevet komprimeret og begyndt at blive grundfæstet som fortælling,” siger Mads Mordhorst, lektor ved CBS Handelshøjskolen i København, som forsker i national branding.

Ifølge forskeren begyndte det i august 2015 med debatten om integrationsydelse og den danske regerings indrykning af annoncer i libanesiske aviser, som siden blev forstærket af senere begivenheder.

Mads Mordhorst understreger, at den nye danske fortælling om grænsekontrol, smykkelov og kommunale frikadeller ikke har erstattet fortællingen om den retfærdige, ukorrupte velfærdsstat, om verdens lykkeligste folk, om landet hvor kvinder har de bedste vilkår og om tv-serier som ”Forbrydelsen” og ”Borgen”.

”Men tidligere havde vi et næsten entydigt godt omdømme. Nu møder folk ude i verden en mere mudret fortælling, hvor de bliver nødt til at vælge, hvilken del de vil tro på,” siger Mads Mordhorst.

Også Michael Böss, lektor ved Aarhus Universitet og forsker i nationale fortællinger, konstaterer, at den helgenkåring, som Danmark og det øvrige Skandinavien har været genstand for i den angelsaksiske verden, nu pludselig udfordres af fortællingen om ”det mørke, der lurer under overfladen,” som den britiske avis The Guardian for et par dage siden skrev i en artikel om Sverige,

”Skandinavien har været set som smart og cool siden 1990'erne, men det kulminerede for et par år siden med danske tv-seriers succes og med Daily Telegraph-journalisten Helen Russels rosen-røde fremstilling af sit et år lange ophold i Danmark. Men inden for det seneste år er der kommet en del artikler og bøger i både Storbritannien og USA, som har forsøgt at pille super-historien fra hinanden. Når man bliver fremhævet som forbillede, gør man sig også ekstra sårbar over for, at nogen får lyst til at fortælle modhistorien,” siger han.

Michael Böss slår fast, at man ikke skal overdrive, hvor meget de andre taler om Danmark, men gradvis er Danmark blevet mere omtalt. I 1980'erne, da Ronald Reagan regerede USA og Margaret Thatcher Storbritannien, begyndte venstreorienterede kræfter i disse lande at se et forbillede i de lighedsorienterede skandinaviske velfærdsstater.

Dette er baggrunden for, at de demokratiske kandidater Bernie Sanders og Hillary Clinton i den aktuelle amerikanske valgkamp har kæmpet om at fremhæve Danmark som forbillede for reformer. Og måske kan det forhold, at Danmark således har været på dagsordenen, forklare, at den republikanske kandidat Ted Cruz i den forgangne uge langede ud efter sin rival Donald Trump ved at beskylde ham for at kunne finde på at atombombe Danmark. For både Michael Böss og Mads Mordhorst peger på, at der er en sneboldeffekt ved nationale fortællinger.

”Når der først er etableret en fortælling, får det andre til at rette fokus samme sted hen og udbygge fortællingen,” siger Mads Mordhorst.

Han fremhæver sagen om Randers Byråds instruks om, at daginstitutioner skal tilbyde børnehavebørn svinekød, som et eksempel på en fortælling, der næppe havde nået udenlandske medier, hvis ikke den supplerede en Danmarks-fortælling, der allerede var i omløb. At Københavns Universitet skal spare og derfor undersøger, om klassisk græsk og 12 andre sprogfag skal lukke, har intet med smykkelov eller svinekød at gøre, men disse elementer er ikke desto mindre blevet kædet sammen i den britiske akademiske debat som tegn på det liberale, frisindede Danmarks påståede deroute.

”Sagerne viser, at det er vanskeligere at brande et land end en virksomhed. Der bliver truffet en lang række beslutninger, som regeringen ikke har kontrol over. Samtidig kan politikere fra forskellige partier italesætte den førte politik på hver deres måde, mens det i en virksomhed ville være utænkeligt, at der blev talt med så mange tunger samtidig,” siger Mads Mordhorst.

Samtidig mener han dog, at Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering bærer en stor del af ansvaret for, at fortællingen om Danmark er blevet mere mudret.

”Efter karikaturkrisen blev der gennemført et femårigt projekt med et årligt budget på 100 millioner kroner til at forbedre Danmarks omdømme og blandt andet fremhæve vores åbenhed. Men selvom en af de vigtigste erfaringer af karikaturkristen var, at man ikke kan have en dagorden indadtil og en anden ud i verden, ser det ud til, at regeringen har glemt denne lære,” siger han og tilføjer:

”Man har foretaget en række symbolpolitiske markeringer, som måske er indenrigspolitisk begrundede, men bliver bemærket i udlandet. Mange andre lande har ageret mere lukket i forhold til flygtninge, men på grund af symbolske tiltag som annoncerne i libanesiske aviser er den danske regering ikke uden medskyld i, at udenlandske medier vælger den forsimplede fortælling om det lukkede Danmark.”