Den danske politiske fiasko i 1864

Var det kongen eller førsteministeren, der ledede regeringen? Det var det store problem op til katastrofen i 1864

Dybbøl Banke ved Dybbøl Mølle med udkig mod Vemmingbund, Sønderborg Bugt nær Sundeved i Sønderjylland. Området var scenen for den politiske fiasko i krigen i 1864.
Dybbøl Banke ved Dybbøl Mølle med udkig mod Vemmingbund, Sønderborg Bugt nær Sundeved i Sønderjylland. Området var scenen for den politiske fiasko i krigen i 1864. Foto: Anders Tvevad/.

Overgeneral de Mezas fremragende tilbagetog fra Dannevirke gav det danske beslutningssystem en frist på et par måneder til at søge en diplomatisk løsning på krigen. Ganske vist var hovedmodstanderen, Preussens Bismarck, ikke interesseret i forhandlinger før et klart dansk nederlag.

Men han var ikke stærk nok til at sidde et internationalt pres helt overhørigt. Og magter som Storbritannien, Frankrig og Rusland var ikke interesserede i en stor preussisk-østrigsk sejr. Der blev fra britisk side gjort flere forsøg på at få fredsforhandlinger i gang.

Fra dansk side var man uklog nok til ikke hurtigst mulig at gribe de halmstrå, som blev rakt frem. Af periodens store historiker, Niels Neergaard (der også har været dansk statsminister i 1909 og 1920-1924), er det at afslå britiske mæglingsforsøg og fredsforhandlinger i forbindelse med en våbenhvile vurderet som et af de utilgiveligste fejlgreb, der under hele krigens forløb blev begået fra dansk side.

LÆS OGSÅ: Krigen i 1864: Monrad var langtfra den værste skurk

Det danske beslutningssystem fungerede slet ikke. Forhenværende minister Bertel Haarder (V) har den 7. februar i stærke vendinger her i Kristeligt Dagblad fremhævet, at den danske førsteminister D.G. Monrad var sindssyg på denne tid og undret sig over, at Monrad overhovedet fik lov til at sidde i regering.

Det er korrekt, at Monrad senere er blevet vurderet til i denne periode at være blevet akut manisk og selvovervurderende. Men man tager fejl, hvis man tror, at Danmark var et parlamentarisk demokrati, hvor andre end kongen bare kunne afsætte en regering. Det er mig ubegribeligt, at Bertel Haarder ikke forstår det. Danmark var et konstitutionelt monarki. Kongens ret til at hyre og fyre ministre var reel, ikke bare formel.

Den forrige regering var afskediget af kongen, der så havde taget Monrad som førsteminister. Hermed havde kongen afskediget den førsteminister, som havde udløst krigen, C.C. Hall, og som måske havde en gennemtænkt strategi for at gøre det, nemlig den at fremtvinge en situation, hvor en deling af Slesvig var mulig. Og da Monrad endelig i juli 1864 alt for sent blev fyret, var det også kongen, der traf den beslutning. Danmark var derefter i tre dage uden anden regering end Christian IX.

Grundproblemet var, hvem der egentlig ledede regeringen. Kongen eller førsteministeren? Problemet var akut i 1864, fordi kongen blokerede for den eneste mulige fredelige løsning af konflikten: en deling af Slesvig. Og med Monrad havde man ikke en person, der ville eller kunne trodse kongen. Man havde ikke engang et rationelt modspil til kongen.

Det mest forunderlige var, at kongen var utryg ved Monrad og blev mere og mere utilpas ved Monrads excentriske opførsel. Men han var som ny konge, der i øvrigt aldrig rigtigt lærte at tale dansk, næppe sikker på, at han kunne holde til at fyre Monrad og finde en erstatning, før katastrofen var så åbenbar, at alle kunne forstå, at noget måtte gøres.

Det danske beslutningssystem var efter tilbagetoget fra Dannevirke paralyseret. Problemet var det forfatningsmæssige, at Danmark var et konstitutionelt monarki, hvor kongen formelt stod som regeringsleder og i nogle situationer også reelt optrådte som sådan. Uden at være en dygtig realpolitiker og uden at føle sig sikker på at have opinionen med sig til at gribe styretøjet, hvad der også ville have ført til en katastrofe.

Nordslesvigs eneste lille chance for at forblive dansk blev definitivt ødelagt, da Hall blev afskediget i slutningen af 1863.

LÆS OGSÅ: Hvem var skyld i nederlaget i 1864?

Tiden var på Bismarcks side. Preuserne satsede på at bruge deres våbenmæssige overlegenhed på at skyde danske forsvarsværker og den danske kampmoral i grus. Man hentede topmoderne kanoner fra Berlin, langt bedre end de danske kanoner. Flere soldater kom til sydfra. I løbet af krigen voksede fjendens hær fra 56.000 mand til cirka 100.000 mand. Den 15.marts 1864 begyndte det ustandselige bombardement af Dybbøl Banke, der kom til at vare i ugevis.

Den slags langvarige bombardementer var i krigshistorien den gang noget nyt, egentlig kendte man det kun fra erobringen af Sevastopol under Krim-krigen få år før, og man havde derfor ikke mange erfaringer for, hvor hårdt bombardementer i ugevis tager på de angrebne soldater.

Dag efter dag døde danskere. Andre blev invaliderede for livstid af granaterne. Knuste kæber og afskudte lemmer blev manges skæbne. Atter andre fik for livet skader på sjælen.

Det er i nutiden almindeligt anerkendt, at også fysisk uskadte soldater under omstændigheder som ved Dybbøl let pådrager sig varige mentale skader. Deres liv kan blive mærket af rastløshed, søvnløshed og bestandige mareridt og problemer med at falde til ro i det civile liv. Mange ender livet for egen hånd. På den baggrund må man sige, at de danske soldater i Dybbøl udviste en imponerende udholdenhed og modstandsvilje.

Om natten gravede preusserne løbegrave, der i siksak kom stadig tættere på de danske stillinger.

Katastrofen nærmede sig.

Dette er den fjerde artikel i serien, som på 150 års afstand måned for måned følger katastrofen i 1864. De tre første blev bragt den 12. november 2013, den 21. januar og den 6. februar i år.