I landskabet af teatre herhjemme er Det Kongelige Teater lidt af en diva. Ikke kun på den dårlige måde, for divaen kan virkelig noget helt særligt: Hun kan spille tårerne frem hos selv det mest forhærdede publikum og det næste øjeblik bringe dem ud på kanten af sæderne af raseri. Men kun, hvis hun får det største omklædningsrum, en personlig assistent og fyldte chokolader, før hun skal på scenen.
Derudover er der altid en vis grad af drama omkring divaen, ja, det er ligefrem blevet en del af hendes image: ”Er der ikke altid ballade på Det Kongelige?”, lyder det ofte, når en ny konflikthistorie rammer avisforsiderne.
Den evige ballade på Danmarks nationalscene, Det Kongelige Teater, er igen blevet nærværende. Teatrets direktør, Morten Hesseldahl, er udsat for massiv kritik, efter at en skrivelse på teatrets intranet, som Politiken har fået adgang til, blandt andet har afsløret, at medarbejderne føler sig ”historisk utrygge i ansættelsen”.
Og måske med god grund: Kort efter nytår meddelte operachefen, Sven Müller, at han forlader sin stilling før tid til sommer og begrundede det i besparelser. Operakoret er reduceret fra 56 til 40 fastansatte sangere. Balletten har fyret sine karakterdansere – der af anmeldere kaldes helt centrale for videreførelsen af Bournonville-traditionen – og i stedet tilknyttet dem som freelancere. Og Det Kongelige Kapel går ti procent ned i løn – og arbejdstid.
Da Morten Hesseldahl tiltrådte som direktør i 2014, varslede han faktisk markante ændringer på Det Kongelige Teater. Ikke kun økonomisk, idet teatret har skullet spare to procent på budgettet ligesom andre kulturinstitutioner herhjemme, men også i forhold til teatrets image. Fortællingen om teatret skulle ændres til en ”mere inviterende” én, sagde han blandt andet i et interview til Kristeligt Dagblad.
”Teatret har længe arbejdet ud fra tanken om, at folk kommer til os. Det er livsfarligt,” lød det.
Men det, der måske i virkeligheden er teatrets største udfordring, er, at fortællingen om konflikt og strid på teatret bliver ved med at vende tilbage som en boomerang, mener Stig Jarl, lektor ved Institut for Kunst og Kulturstudier, Københavns Universitet.
”Det er i høj grad dén sætning, at ’der altid er ballade på Det Kongelige’, der er kritisk for Det Kongelige Teater,” siger han.
”Kunstnerne er meget hurtige til at råbe vagt i gevær, og de har hurtigt mediernes bevågenhed. Nedskæringer af den størrelse, som Det Kongelige Teater udsættes for, ville ikke skabe den samme opmærksomhed, hvis det var en almindelig større produktionsvirksomhed. Men fordi det netop er nationalscenen, er det godt stof for medierne, og dermed virker det voldsommere.”
Der er imidlertid en nemesis ved konflikterne, som både medarbejdere og ledelse på Det Kongelige Teater skal tage alvorligt, hvis de vil bevare den scene, de har kær, mener Stig Jarl.
”Problemerne kan blive selvforstærkende, hvis det er for synligt, at ledelse og medarbejdere er i konflikt. Det risikerer at få indflydelse på publikumstilgangen, fordi publikum ikke vil associeres med et sted, der har ry for at have en dårlig stemning. Dermed ikke sagt, at man ikke skal råbe vagt i gevær. Men tingene hænger sammen: Hvis jeg hører om dårligt arbejdsmiljø på Toms Chokoladefabrikker, kan det være, jeg vælger noget andet end en Yankiebar næste gang,” siger han.
Konflikter på Det Kongelige Teater har nu i en del år været en permanent ting, siger Anne Birgitte Richard, der er professor emer. i litteraturhistorie ved Roskilde Universitet og jævnligt kommer på Det Kongelige Teaters forskellige scener.
”De seneste seks-syv år er det bare gået fra sag til sag. Enten er det noget med økonomi eller kunstnerisk retning, eller også er det udenlandske kendisser, der siger op før tid. Det skaber en fornemmelse af flimmer og uro, men for mit vedkommende også den uro, at det her er en institution, som jeg holder af og virkelig gerne vil have trives,” siger hun.
Hun mener, det skinner igennem, at de nedskæringsramte kulturinstitutioner gør alt, hvad de kan for at aflæse den tid, de befinder sig i, og de politikere, der sidder på pengene.
”Kunstnerisk kan man godt fornemme, at der sker en omstillingsproces, men jeg ved bare ikke rigtig til hvad. Når man ser på programmet, virker det, som om halvdelen af det, der sker, er rundvisninger. Og det er lidt bekymrende. For mig at se skal Det Kongelige Teater stå for et bredt repertoire, men frem for alt noget teater, der er godt,” siger Anne Birgitte Richard.
Fortællingen om Det Kongelige Teater er fra politisk hold stadig dén, at balletten er blandt verdens bedste og operaen en Rolls Royce. Det vil givetvis betyde dårligere kunst, når for eksempel operakoret reduceres og fyldes ud med freelancere, siger Stig Jarl, der finder det svært at vurdere, hvor ”kritisk” det egentlig står til på nationalscenen.
”Samtidig er det jo reelt, at det her sted er vores allerdyreste kulturinstitution. Hvorfor skal den ikke spare, når andre skal? Det må man så finde ud af at forholde sig til. Og så kan det godt være, at fortællingen om Det Kongelige Teater skal justeres.”
Ifølge direktøren selv, Morten Hesseldahl, kan det ikke undgås, at kunsten rammes i den kommende tid.
”Der vil være mindre af kunsten, men den kommer til at holde det samme høje niveau som altid. Det falder tilbage på to procents-besparelserne. Rationalet i dem lyder, at alle institutioner kan finde besparelser på to procent og få samme resultat ud. Rationalet gælder måske fint i landbrugssektoren, hvor man vil kunne effektivisere sig fra det. Men det gælder bare ikke for scenekunst, for vi kan ikke spille de samme stykker med færre folk på scenen. Lige præcis med kunst kan man ikke effektivisere sig ud af det, for det handler om mennesker,” siger han.
Han tror dog ikke på, at de skærmydsler mellem ledelse og kunstnere, der er for tiden, vil betyde noget for tilslutningen.
”Der er altid stærke synspunkter om Det Kongelige og den måde, vi prioriterer på. Det, der opfattes som ballade, kan være meningsudvekslinger fremsat med pragmatisk talent. Det tror jeg aldrig vil forsvinde. Man skal huske på, at medarbejderne er mennesker, der hele deres liv har arbejdet på at blive dygtige til det, de laver, og som derfor også har kæmpe forventninger til den institution, de er en del af. Når de forventninger skuffes, bliver man rasende, fordi det er under niveau i forhold til, hvad man selv giver.”
Du mener ikke,”ballade” gør publikum noget?
”Det er klart, det ikke er det bedste, hvis der opstår uenigheder. Men ligesom vi selv kan rumme uenigheder og har gjort det gennem tiden, så tror jeg også at publikum kan rumme det og blot tolker det som et kæmpe engagement. Personligt vil jeg hellere være her end et sted, hvor folk ikke brænder for det, de laver.”8