Den danske befolkning er delt af mange forskellige generationskløfter, men en af de største er kløften i vores mediebrug. Når de tre millioner danskere, som er over 40 år, skal se tv, er der en god chance for, at de tænder for fjernsynet og ser, hvad der er på DR eller TV 2. Hvis de skal have nyheder, vælger de en af tv-stationernes nyhedsudsendelser eller en avis.
For de 800.000 danskere, som er mellem 15 og 25 år, ser det helt anderledes ud. I denne generation ser medieforskere et dramatisk fald i den klassiske såkaldte flow-tv-sening til fordel for en broget mangfoldighed af individuelle valg af, hvilke medier man vil bruge, og hvornår man vil se, høre eller læse informationer.
Det er en af konklusionerne i den rapport om de kommende 10 års public service i Danmark, som Kulturministeriets public service-udvalg i går præsenterede efter to års udvalgsarbejde.
”Det mest overraskende for mig har været, hvor voldsom generationskløften er,” siger udvalgets formand, Connie Hedegaard, der er tidligere konservativ minister og EU-kommissær samt tidligere chef for Radioavisen.
”For 30 procent af de yngre mennesker er sociale medier deres vigtigste nyhedskanal. Vi lavede en høring om børn og unges medieforbrug, og vi havde nogle gymnasieelever inde, som fortalte, at de fik masser af nyheder. Men når de fortæller, hvad det er, de kalder nyheder, så tror jeg, at nogle af os sagde: ’Hold da op, er det det, de kalder nyheder?’,” tilføjer hun.
For Connie Hedegaard og det øvrige udvalg har opgaven ikke været at fortælle de folkevalgte, hvordan public service-opgaven skal løses. Udvalget skal derimod kvalificere debatten ved at fortælle, hvordan medieudviklingen ser ud, og hvilke forskellige scenarier man kan forestille sig. Derfor rummer deres rapport fem scenarier, der spænder fra en total kommercialisering af medierne til et fornyet DR-monopol.
Men uanset hvilken vej de folkevalgte vælger at gå, er udgangspunktet, at verden er i stærk forandring. Alle danske medievirksomheder kan være lokale sværvægtere, men er globalt set dværge i forhold til spillere som Netflix og Facebook. Og uanset hvor mange licens- og skattekroner danskerne giver til DR og andre medier, så er virkeligheden, at hele tanken om en fælles dansk medieoffentlighed er truet på livet.
”Vi kan slet ikke undgå, at der sker en fragmentering. Men ved at putte store ressourcer i public service kan man begrænse effekten af den udvikling. Det er derfor, at DR og TV 2 kan få imponerende høje seertal på over 20 procent, hvor de egentlig burde ligge på to-tre-procent,” siger Henrik Søndergaard, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet og også medlem af udvalget.
Han mener, at det i øjeblikket giver mening at tale om, at der er en fælles mediedagsorden i Danmark. Men den går ikke ud på, at alle pligtskyldigt tænder for TV-Avisen klokken 19.30 for at gøre deres borgerpligt, som man gjorde i den danske public services guldalder i 1960’erne, 1970’erne og det meste af 1980’erne.
”Den form for fælles referenceramme har vi ikke haft længe. Men jeg mener godt, vi kan sige, at de danske dagblade og de to store tv-stationer tilsammen har 10-12 historier dagligt, som, der er enighed om, er relevante for alle. Men kan diskutere, om tv-stationernes nyhedsudsendelser er blevet for poppede, men de er det bedste bud på nyhedsmedier, der prøver at nå alle, og det er vigtigt for den demokratiske proces,” siger Henrik Søndergaard.
Han uddyber, at sådanne fælles emner kunne være et præsidentvalg i USA, en 2025-plan eller en rapport om medieudviklingen. Seriøse publicistiske dagblade tager også disse emner op, men en opsamling af international medieforskning fra universitetet i Oxford i England peger på, at den demokratiske debat bliver mere kvalificeret, jo stærkere public service-medier man har.
Mads Kæmsgaard Eberholst er medieforsker ved Roskilde Universitet og er sammen med en række kolleger på vej med en ny bog med titlen ”Den fælles dagsorden – og alle de andre”. Bogen tager netop afsæt i, at det gængse nyhedsbillede er truet af den måde, nyheder formidles på via sociale medier.
”Når man for eksempel ser, hvor stor betydning Facebook har fået for nyhedsformidling i Danmark, må man sige, at de fælles referencer, som vi har kendt dem, er truet,” siger han.
Jørn Loftager er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og har beskæftiget sig med public service-mediernes betydning for demokratiet. Han mener, at det er afgørende, at nogen påtager sig den opgave, der går ud på at fortælle, hvad befolkningen har brug for at høre – ikke kun, hvad den umiddelbart har lyst til at høre eller er villig til at betale for at høre.
”Men jeg mener ikke, man kan sige, det nødvendigvis er statsejede medier, der skal varetage denne rolle. Det kunne private medier principielt godt tage på sig, og så kunne de offentlige myndigheder, der understøtter det, tage bevillingerne fra dem, hvis de ikke mener, at opgaven løses godt nok,” påpeger han.
Lars Holmgaard Christensen, lektor og medieforsker ved Aalborg Universitet, er enig med Henrik Søndergaard i, at den måde, vi har en fælles dansk nyheds- og kulturdagsorden på, er truet. Men han mener, at DR og andre public service-medier selv har et medansvar.
”Det gamle ideal om, at borgerne skulle have den kultur stoppet ned i halsen, som medierne udvalgte, er vi jo gået bort fra. For DR er public service blevet til populære ting som ’Den store bagedyst’ og ’X Factor’. Public service-stationerne er selv blevet en del af zapperkulturen med særlige kanaler målrettet hver sit bestemte segment. Og det hele skyldes, at alle tiltag har været underlagt en konkurrencelogik. Da Radio 24syv opstod, var det for eksempel ikke for at fremme et bestemt indhold, men for at give DR konkurrence inden for taleradio,” påpeger Lars Holmgaard Christensen, som derfor mener, at public service i dag burde omdøbes til ”populære services”.
Public service-udvalget holder alle muligheder åbne i forhold til, hvordan publicismen skal gribes an. Men ifølge Connie Hedegaard er der tre nøgleord, som er vigtige uanset deres popularitet i nuet: dansk sprog, kultur og sammenhængskraft.
”Vi må sørge for, at det ikke er noget, der dør ud med en bestemt generation. Så det er en udfordring, hvordan vi får det overført til yngre mennesker. For eksempel har DR en lang historie med at lave børneprogrammer på dansk. Der er mange ting, der kan løses via markedet, men der er intet, der tyder på – heller ikke erfaringer fra andre lande – at det i et lille sprogområde som Danmark er muligt at få kvalitetsfjernsyn for børn, hvis kommercielle aktører skal stå for det,” siger Connie Hedegaard.
Hun erkender, at det kan ligne leflen for de unge, hvis public service-medierne vælger at gøre alt for at finde de unge på digitale medier.
”Men hvis vi synes, at det er vigtigt med public service, må public service-medierne være på de platforme, hvor de rent faktisk får fat i den 12-årige.”