Danmark adskiller sig fra de fleste andre europæiske lande ved, at det liberale parti Venstre gennem mere end 100 år vælgermæssigt har stået særdeles stærkt.
I vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland har det i meget højere grad været konservative partier, der har været dominerende inden for den borgerlige lejr. Det samme gælder praktisk talt alle de øvrige vesteuropæiske lande: Storbritannien, Beneluxlandene, Frankrig, Italien også videre. Der er flere grunde til, at de liberale kræfter har og har haft så meget vind i sejlene i Danmark. Men en meget væsentlig forklaring er, at vi i Danmark i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet havde den – i europæisk sammnehæng – unikke situation, at bondepartiet samtidig var det liberale parti. Det er vi så vant til i Danmark.
Men sådan er det faktisk ikke i andre lande. I Norge var Bondepartiet, det nuværende Senterpartiet, eksempelvis ikke det samme som det liberale parti, som havde – og stadig har – navnet Venstre. Det skyldes en mere grundlæggende forskel mellem det daværende danske og norske samfund.
De danske bønder kunne – på grund af den megen gode landbrugsjord i Danmark – meget billigt producere varer af en høj kvalitet. De var derfor konkurrencedygtige på verdensmarkedet med deres produkter og havde altså ikke noget imod, hvis den internationale handel blev liberaliseret og handelshindringer som for eksempel told blev lempet eller helt fjernet. Tværtimod. Det gode danske landbrug betød derfor, at danske bønder blev liberale af observans.
I Norge, som havde en noget ringere og mere begrænset mængde landbrugsjord, kunne landbruget ikke producere varer af en særlig høj kvalitet og til en særlig billig pris.
Derfor var norske bønder ikke nær så interesserede i liberalisering af den internationale handel som danske bønder. Norske bønder blev derfor protektionistiske og stemte på Bondepartiet (Senterpartiet), som ønskede at opretholde toldbeskyttelse med videre i stedet for på det liberale parti.
Men i Danmark blev bondepartiet og det liberale parti altså det samme, nemlig Venstre. I modsætning til i alle de lande, som havde et mindre konkurrencedygtigt landbrug. Derfor var der også mulighed for, at partiet Venstre i Danmark kunne vokse sig så stærkt, at det blev et af de helt store partier i slutningen af 1800-tallet og den første del af 1900-tallet. Frem til de første år af 1900-tallet var Venstre faktisk Folketingets største parti.
Venstre har beholdt sin styrkeposition blandt vælgerne gennem hele 1900-tallet og frem til i dag. Selv om der har været forskellige udsving undervejs, har partiet aldrig haft mindre end 19 mandater i Folketinget, som det skete ved valget i 1987.
Det skyldes, at der i rigtig mange familier har været en tradition for at stemme på Venstre, fordi Venstre både var bondepartiet og det liberale parti. Derfor stemte og stemmer mange i dag på Venstre, fordi der har været en anderledes tradition blandt mange mennesker for at gøre det, end der har været blandt vælgere for at stemme på de liberale partiet i andre europæiske lande. De færreste Venstre-vælgere i dag er selv landmænd. Men så var deres forældre eller deres bedsteforældre det måske. Venstres store vælgermæssige succes i Danmark helt frem til vore dage er således for en stor del historisk betinget.
Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.