Hvor har der dog været talt meget om Liberal Alliances leder Anders Samuelsen og hans stålsatte forskansning i toppen af et træ det seneste halve år.
Nu har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres landsmøde i Herning inviteret ham ned og ind på Marienborg, hvor både han og De Konservatives leder Søren Pape Poulsen i dag vil blive tilbudt ministerposter. En invitation til forhandlinger begge partiledere har taget imod.
På landsmødet drog de delegerede og politikerne et lettelsens suk, fordi de igen ser en fremtid for ”det borgerlige Danmark” og regeringens stort anlagte 2025-plan. Det vil sige den helhedsplan, som skal bringe skattelettelser, vækst, tryghed for boligejere og et mere robust pensionssystem.
Et nært forestående folketingsvalg synes afværget, hvis ellers forhandlingerne på Marienborg fører til et nyt regeringsgrundlag og en ny VLAK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti.
Som udgangspunkt er det en formssag. De tre partier kaster sig ikke ud i denne øvelse, uden at de på forhånd er overbevist om, at de kan føre den til ende.
Især for Anders Samuelsen kan krigsskadeomkostningerne på kort sigt blive meget store. Både hans og partiets storsponsor Lars Seier Christensens Facebook-sider syder af rasende indlæg fra skuffede vælgere. De troede, at Anders Samuelsen mente det med de ultimative krav om topskattelettelser og skoser ham for at sælge ud af politikken for at få en ministerbil. Der er ingen ende på, hvor mange klip tv-stationerne kan finde frem, hvor han bedyrer, at der skal føres politik på en ny måde, at topskattelettelsen på de fem procent hele vejen op er en ”rød linje” for Liberal Alliance og så videre.
Alt det er afløst af forklaringer om, at man må se på helheden i det regeringsgrundlag, de tre partier måtte kunne enes om.
Også De Konservative har skiftet position. Efter folketingsvalget lød det, at partiet var blevet for lille til at bære et regeringsansvar, og at man ville fokusere på nogle få væsentlige mærkesager som støtteparti. Nu står partiet i en så svag situation, at det måske ikke har mere at miste.
Men det er altid farligt for små partier at gå i regering, for de risikerer at skulle bære skylden for mange upopulære tiltag uden at kunne få tilstrækkelig goodwill fra vælgerne for de mærkesager, det lykkes at få igennem.
Liberal Alliance og De Konservative har alligevel vurderet, at det var værd at løbe de risici for at undgå en total nedsmeltning af den blå blok, et folketingsvalg og en næsten sikker sejr til Socialdemokratiet og Mette Frederiksen (S).
For Lars Løkke Rasmussen er det umiddelbart en stor, taktisk sejr. Han har reddet sig ud af en håbløs situation og får nu endnu en chance for at beholde magten.
Tilbage står det ubesvarede spørgsmål om, hvad han vil og især kan bruge den til.
Hans tale ved landsmødet lørdag efterlod ingen tvivl om, hvad han gerne vil. Det handler om, at alle ”skal have del i gevinsten ved globaliseringen”, at der er mere at frygte ved fortiden end ved fremtiden, og at 2025-planen stadig er midlet til at nå de store mål.
Den plan synes imidlertid død, og en ny regering må formentlig forsøge sig med andre midler.
Mere kynisk anlagte iagttagere mener, at Løkkes egentlige projekt er at beholde nøglerne til Statsministeriet, og at den ambition har bedre chancer med en ny regering.
Uanset, hvad motiverne er, ser det svært ud. Måske er Anders Samuelsen kravlet ned fra sit træ, men en ny regering vil møde en hel skov af andre udfordringer end topskatten. Den allerstørste bliver, at både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet allerede på forhånd har afvist langt de fleste dele af den nuværende regerings 2025-plan, ja, at der overhovedet skulle være behov for en plan.
Der er ikke brug for skattelettelser, slet ikke i topskatten. Der er ikke brug for at forlænge pensionsalderen med yderligere et halvt år. Og der er heller ikke brug for at skære 20 procent af Statens Uddannelsesstøtte. Måske – måske – kunne der ifølge Dansk Folkeparti komme skattelettelser i bunden, dog kun hvis man kunne finde pengene, og det har Dansk Folkeparti hidtil ikke haft mange ideer til.
Nu er det før set, at Dansk Folkeparti har accepteret selv barske økonomiske indgreb mod at få stramninger i udlændingepolitikken. Imidlertid er Dansk Folkeparti idag i langt højere grad orienteret mod Socialdemokratiet, der også har strammet sin udlændingekurs betydeligt.
Kristian Thulesen Dahls drømmescenarium om et tæt samarbejde mellem de tre store partier, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti rykker meget længere væk, hvis det lykkes at danne en VLAK-regering. Det er i hvert fald vanskeligt at se for sig, hvordan en trepartiregering vil kunne indgå brede politiske aftaler på det økonomiske område, uden at Liberal Alliance bliver fuldstændigt ydmyget.
Det er det store problem ved Lars Løkke Rasmussens ”halve løsning”. En hel løsning havde været en flertalsregering bestående af alle fire, borgerlige partier, men Dansk Folkeparti er lige så lidt indstillet på at tage regeringsansvar i dag, som det var efter valget i 2015. Selv om Kristian Thulesen Dahl flirtede med ideen i sin tale på Folkemødet på Bornholm i foråret.
Nu bliver det formentlig op til Dansk Folkeparti at afgøre, hvor længe statsministeren kan blive siddende. Med mindre han kommer med så store indrømmelser på flygtninge- og udlændingeområdet, at samtlige menneskerettighedskonventioner krølles sammen til ukendelighed, når den kommende trekløverregering derfor næppe langt med sine ambitioner for den økonomiske politik. Her kan den stadig ikke tælle til 90 mandater i Folketinget.