Den moderne mand erobrer spalterne

En ny type mandeblade, der fokuserer på forældreroller og familieliv, er i stærk fremgang i USA. Også danske mænd er ved at være modne til disse emner, siger eksperter. Men bladudgiverne er skeptiske

Internetmagasinet 'Manofthehouse.com' har vejledning til den moderne mand. For eksempel er der gode råd til, hvordan man takler sin gravide kone, ombygger et børneværelse eller opdrager børn.
Internetmagasinet 'Manofthehouse.com' har vejledning til den moderne mand. For eksempel er der gode råd til, hvordan man takler sin gravide kone, ombygger et børneværelse eller opdrager børn. Foto: Skovdal & Skovdal/colourbox.com.

I modsætning til mandeblade, der handler om sex og biler, fokuserer en række nye amerikanske trykte og internetbaserede magasiner på emner som forældreroller, mentalt velvære og samliv. De prøver at afspejle mandens forandrede rolle i samfundet. Og oplaget stiger.

I den seneste udgave af et af magasinerne, The Good Men Project Magazine (Projekt de gode mænd, red.), var der blandt andet artikler om en ung studerende, der spørger sig selv, hvornår han mon kan kalde sig en mand. Og om en far, der prøver at forstå sin teenagedatters fascination af ungdomsfilmene i Twilight-sagaen.

Internetmagasinet Manofthehouse.com (Manden i huset, red.) har vejledning til den moderne mand. For eksempel er der gode råd til, hvordan man takler sin gravide kone, ombygger et børneværelse eller opdrager børn.

Melissa Chessner, som er professor i magasinudgivelser på Syracuse Universitet i USA, har udtalt sig om fænomenet til avisen The Boston Globe:

"Der foregår en evolution inden for maskulinitet, og det reflekterer de her magasiner," siger hun.

Og mænd i Danmark er ved at være parate til at læse om emner som forældreroller og familieliv, siger kønsforsker på Roskilde Universitet Kenneth Reinicke.

"Vi begynder at se nogle tendenser til, at de mere bløde, familiebaserede ligestillingsspørgsmål bliver taget op. Det er ikke så afskrækkende og kastrerende for mænd at beskæftige sig med den slags emner længere," siger han.

Hverken hos Aller eller Benjamin Media, der begge udgiver magasiner, tror man på et marked for mandeblade med forældreroller og samliv som hovedfokus.

"Det er i forvejen svært at have et eksistensgrundlag for et mandeblad i Danmark - flere har forsøgt, men er lukket. Der er simpelthen for få mænd, der gider at læse nicheblade af den karakter," siger Pernille Aalund, som er udgiverdirektør i magasin-direktionen på Aller.

"Men jeg tror, at tendensen til at skrive om disse emner er stigende, og det vil nok vinde mere indpas i de eksisterende mandeblade, ligesom det gør i aviserne," siger hun.

De to eneste rendyrkede livsstils-mandeblade i Danmark er M! og Euroman. Men hvor M! viser letpåklædte damer på forsiden og inde i bladet, er Euromans forside oftest prydet af en mand. Og Euroman adskiller sig blandt andet også ved at slå på, at bladet er samfundsorienteret. Redaktionschef hos Euroman Tonny Vorm ser heller ikke et marked for et mandeblad a la de amerikanske i Danmark. For selvom Euroman gerne vil berøre emnerne, kommer de ikke til at udfylde mere spalteplads. Og redaktionschefen vil ikke forcere emnerne ind i artiklerne.

"Vores indtryk er, at mænd snakker mere om FCK og Brøndby end om faderrollen, og bladet skulle gerne afspejle den moderne mand. Men de emner, vi skriver om, kan også være sex og parforhold. Det må bare ikke blive for nicheagtigt," siger han.

Professor i kønsforskning på Aalborg Universitet Anette Borchorst har dog en anden forklaring:

"Medierne er præget af nogle meget stereotype kønsroller, og damebladene er længere fremme i forhold til den slags end mandebladene. De danske mandeblade er helt firkantede og fanger ikke, at der sker en ændring i mænds hverdagsliv. Jeg tror også, at det er mangel på mod fra deres side, at man ikke i højere grad satser på disse emner," siger hun.

Også kønsforsker Kenneth Reinicke peger på, at de danske mandeblade er ude af trit med virkeligheden. Han tror ikke på, at det alene handler om, at markedet er for småt.

"Jeg tror, der er en langt større bevægelse i maskuliniteten end det, du kan læse om i de her blade. Hvis bladene var et vidnesbyrd om, hvad der foregik inde i hovedet på mænd i dag, var vi ikke kommet ret langt. Men det er de heldigvis ikke. Man kan jo også se, at mænd godt kan lide at læse kvindeblade," siger han.

graa@kristeligt-dagblad.dk