Oppositionen har ønsket, at Folketinget oftere end hidtil gennemfører samråd med ministre - uden ministerens tilstedeværelse! Ja, så absurd er vort politiske system blevet, at ministrenes tidsproblemer er en hindring for, at samråd i folketingsudvalgene kan gennemføres.
Det vil oppositionen ”løse” ved, at samråd med ministeren gennemføres uden ministeren! I al fald når det drejer sig om mere ”tekniske” spørgsmål.
Fra embedsmændenes organisation, Djøf, lyder en advarsel om, at man ikke altid kan skille det politiske fra det tekniske. Advarslen skyldes næppe Djøf's bekymringer for demokratiets tilstand. Djøf ser nok snarere en risiko for, at embedsfolk kompromitterer sig med politisk prægede udmeldinger, som kan skade dem, hvis oppositionen siden får regeringsmagt.
Men det er dog værd at overveje, om ikke vi er kommet alt for langt i retning af, at embedsfolk overtager ministres politiske opgaver. For det er jo fortsat kun ministrene, der står til ansvar over for Folketinget. Embedsfolk har intet demokratisk mandat eller ansvar.
Da man etablerede det moderne system med ministre ved ministerialreformen i 1848, var det tanken, at kun ministeren skulle være synlig i parlamentet og i offentligheden.
De skulle også selv skrive deres taler.
I parlamentet skulle de tale helt uden papir, fordi man skulle se, om de selv forstod, hvad de havde med at gøre. De skulle kunne tænke politisk på egen hånd.
De skulle også træffe alle afgørelser i ministeriet og helst også underskrive alle breve.
Siden 1848 har ministrene pø om pø afgivet en lang række funktioner, som man dengang forestillede sig, at en minister selv skulle klare. Eller som er opstået senere. De forandringer skyldes vore dages langt mere komplicerede og omfattende politiske virkelighed. Embedsfolk foretager for eksempel analyser af den politiske situation. Det gælder også på områder, som intet har at gøre med ministerens fag-område. Men er det ikke en partipolitisk opgave?
Politiske forhandlinger gennemføres i mange tilfælde uden ministerens tilstedeværelse. Dertil kommer for eksempel opgaver og forhandlinger i EU og kommunikation med medierne og offentligheden.
Det er også blevet praksis, at ministerierne giver særlige papirer med råd af taktisk og kommunikationsmæssigt art til regeringspartiernes folketingsmedlemmer. Burde partierne ikke selv løse disse opgaver?
Ved sidste regeringsskift så vi, at to departementschefer gik ind i regeringsdannelsen. Det har ellers hidtil været en ren politikeropgave at udvælge ministre, så man på ingen måde kunne rejse mistanke om, at embedsfolk påvirkede, hvem der blev ministre.
Hvis vi fremskriver den udvikling, som har fundet sted, vil embedsfolk blive inddraget i flere og flere funktioner. Det foruroligende er, at der er meget lidt diskussion af det spørgsmål.
Det foruroligende er også, at op mod halvdelen af alle nye ministre aldrig har beskæftiget sig politisk med det område, som de skal varetage.
Afdøde justits- og social-minister K. K. Steincke talte med foragt om ministre, der behøver embedsmænd som barnepiger.
Den afdøde minister og formand for Folketinget Erling Olsen talte om, at svage ministre kan dukkeføres som Pinocchio-dukker. Risikoen er, at demokratiet bliver et dukkespil, hvor ministrene i stedet for at føre blot udfører konkurrencestatens ”nødvendige politik”.
Der er ingen nemme løsninger på vore dages demokratiske problemer.
Vi kan ikke gennemføre, at ministre ved udnævnelser bliver forhørt af Folketinget i, om de overhovedet ved noget om det område, som de skal bestride. Og har nogle politiske tanker med området. For det kræver en grundlovsændring.
Men man kunne indføre et stærkere politisk indslag i hvert ministerium, hvis ministrene havde deres egne juniorministre, som står til ansvar over for Folketinget - i modsætning til embedsfolk.