Den store sæsonafslutning

Hvem falder klokken i slag for, når stemmerne er talt op? Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke (V)?-

Hvem falder klokken i slag for, når stemmerne er talt op? Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke (V)? Foto: Scanpix

Inden i den forkrampede polarisering mellem de to blokke har mange personlige og politiske dramaer udspillet sig. Og i aften venter den uforudsigelige finale

Det er en bevæget uge. I mandags var der sæsonafslutning på den mest berømte og berygtede tv-serie i verden, ”Game of Thrones”, og i dag er der afslutning på ”Valgkampen”, en nordic noir serie der som regel sendes med fire års intervaller.

”Game of Thrones” er en ekstremt voldelig serie. Min kone bliver jævnligt nødt til at gøre sig et ærinde i haven eller i køkkenet, når vi ser den. Hvor vold i mange af nutidens film og serier synes lidt tilfældigt koblet på som splatter og effektjageri, er volden i ”Game of Thrones” speciel ved at være dybt integreret i handlingen. Forstået på den måde, at serien med jævne mellemrum tager livet af sine hovedpersoner.

I en helt anden forstand end normalt sidder man derfor med livet i hænderne, når man ser denne serie. Når som helst kan det være slut for en af de personer, man holder af og holder med. Det fordrer selvfølgelig, at der er hovedpersoner nok at tage af, når serien foreløbig har kørt fem sæsoner. ”Game of Thrones” er da også fascinerende ved at køre et stort antal handlingstråde parallelt i sit middelalderlige fantasyunivers, måske helt op til syv-otte stykker.

Ofte når man ikke en gang at runde alle personerne i en episode, og der er stadig mange fremtrædende karakterer, der slet ikke har mødt hinanden endnu. Og ak, nu kommer en del af dem heller aldrig til det på grund af pludselig død.

Når Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) mødes til ”duel” i valgkampen, er det mig, der må gøre mig et ærinde andetsteds. Og det kan godt blive langvarigt. Jeg kan ikke holde duellerne ud. Afbrydelserne, mundhuggeriet, krigen på tal, hvidvaskningen af én selv og sortmalingen af den anden.

Måske er det mig. Da jeg var dreng, var det Jens Otto Krag (S) og Hilmar Baunsgaard (R), der diskuterede med hinanden. Det var lavmælt, sagligt og inderligt søvndyssende, og jeg sov dejligt foran skærmen. Jeg er et fredeligt gemyt og bryder mig ikke meget om polarisering, især da ikke hvis den er overfladisk, forkrampet og mediehektisk.

Rød blok og blå blok og dødt løb, der er noget vulgært og forsimplet over det, som en actionfilm fra Hollywood hvor ingen har gidet skrive et ordentligt manuskript men satser på en halv times bulder og brag til sidst.

Men inderst inde kan jeg ellers godt lide valgkampe, dette at hverdagen bliver suspenderet og alting bliver smidt op i luften og man ikke ved, hvordan det falder ned igen. Jeg går ind og ud, stiger af og på, ser lidt hist og her. Fordelen ved nutidens 24/7-dækning er jo, at man selv kan styre det. Det er mere Netflix end flow-tv.

Jeg kan også godt lide denne valgkamp. Neden under den forkrampede polarisering kører der jo mange parallelle plotspor, ganske som i ”Game of Thrones”; der er Uffe Elbæks Alternativet, som er en helt ny og uforudsigelig karakter, der pludselig bliver smidt ind i handlingen; der er dramaet omkring ”gamle” partier som De Konservative og De Radikale: Bliver de til skygger af det, de var en gang?

I de store partier, Venstre og Socialdemokraterne, ligger fløjkrigene og de lange knives nat på lur som en spin off-serie, helt afhængig af hvordan ”Valgkampen” ender. Hvordan vil Dansk Folkeparti håndtere sit vokseværk? Kan Liberal Alliance holde sin konsekvente, ideologiske profil, når det parlamentariske spil tager over? Der er rigtig mange af den slags små historier og kampe i kampen, og det er lifligt. Og der er ganske mange politiske løbebaner, der i nat kan vise sig at have fået en lige så brat ende som i ”Game of Thrones”.

Men ikke alt er kamp, drama og symbolsk vold. Der gives en folkelig og menneskelig følelse af samhørighed neden under det politiske. Et bestemt fotografi cirkulerer på de sociale medier og bliver flittigt kommenteret. Det er ikke fra denne valgkamp, men det rammer mange lige så meget i hjertekulen som fodboldspilleren Pierre-Emile Højbjergs tårer forleden efter landskampen mod Serbien.

Det forestiller de to politiske ”arvefjender” Søren Espersen fra Dansk Folkeparti og Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Espersen lader sit hoved hvile på Stampes skulder, hun smiler og lægger hovedet på skrå. Vi danskere elsker, når politikerne hygger sig sammen og respekterer hinanden på tværs af partiskel.

De små artikler som i nærværende avis, hvor en politiker skal rose én fra den modsatte fløj, er populært læsestof. I mandags gled jeg ud og ind af en tv-transmitteret debat fra Københavns Universitet med repræsentanter fra alle partier. Der var god stemning og gjaldende latter. Det var skønt og livsbekræftende. Nordic noir, det er noget vi leger og eksporterer.

Selvfølgelig kan man rynke på næsen af det. Man kan mene, at dansk valgkamp mest af alt er ”Livets gang i Lidenlund”. At rækken af store problemer med internationale perspektiver, der ikke for alvor bliver adresseret, er lang - lige fra sikkerhedstruslen fra Putin til sammenbruddet i Mellemøsten.

Men sagen er jo, at folk stemmer ud fra det, de selv identificerer som de nærmeste problemer, hvilket er et sundt demokratisk princip, og de ved godt, at de store sager må håbe på forpligtende, internationale aftaler.

På et punkt kunne man håbe, at denne valgkamp med dens stemning af politisk opbrud og potentielt ”katastrofevalg” som i 1973, kunne indvarsle et paradigmeskifte: At man indser, at også den politiske verden er dyb og kompleks, at den kalder på både eftertanke og holdningskamp med højt til loftet, at ”den nødvendige politik” må være et meget omstridt begreb i et demokrati, og at den teknokratiske arrogance og deraf følgende hovedløshed, der har præget mange af de store reformer fra de senere år, må blive ført mod udgangen.

Måske vil dette håb blive beskæmmet. Måske er vi om få dage tilbage i suppedasen og business as usual. Men lad os da nyde de sidste timer, inden krydset sættes, hvor alle boldene endnu hænger i luften, og alt endnu kan ske. Ha' nu et godt valg i aften, men pas på, for det kan blive en gyser, en sæsonafslutning af format, og selvom du følger dine hovedpersoner meget tæt, kan de alligevel pludselig være væk for altid.