Den uledsagede kvindes problem spøger stadig

Goodbye women on street. Vintage filter effect

I mange lande kan kvinder ikke bevæge sig frit på gaden uden at risikere at blive antastet, forulempet eller udsat for overgreb, med mindre de er ledsaget af en mand. Iris

Der var engang, da enlige kvinder ikke kunne gå på gaden i København uden at blive opfattet som prostituerede

Begivenhederne i Köln nytårsaften har givet anledning til en del debat om især andre kulturers forhold til kvinder.

I mange lande kan kvinder ikke bevæge sig frit på gaden uden at risikere at blive antastet, forulempet eller udsat for overgreb, med mindre de er ledsaget af en mand.

Desværre er dette problem heller ikke helt udryddet i Danmark, men som hovedregel kan enhver kvinde regne med at kunne transportere sig selv fra A til B i det offentlige rum uden at frygte for sin sikkerhed eller integritet.

Sådan har det ikke altid været. Det blev tematiseret i forbindelse med en stor offentlig debat om prostitution i slutningen af det 19. århundrede, et emne, som blandt andet historikerne Merete Bøge Pedersen og Karin Lützen har skrevet om.

Prostitution var blevet legaliseret - eller reglementeret som det hed - i 1874. En af grundene var, at myndighederne ønskede kontrol med spredningen af kønssygdomme og styr på den uorden, der i øvrigt fulgte med prostitutionen. Andre fremførte som grund, at eftersom mænds drifter alligevel ikke lod sig styre, var det bedst at tilvejebringe et reglementeret afløb for dem.

Prostitution blev trods legaliseringen stadig anset som usædelig og som et brud på den gældende samfundsorden. Konseilspræsident J.B.S. Estrup måtte for eksempel i 1891 afskedige sin kirkeminister (og fætter) J.F. Scavenius, fordi denne havde skandaliseret sig ved at gå på bordel.

Den åbne prostitution skabte eller forstærkede imidlertid et problem for de uledsagede kvinder, der ikke var prostituerede. De kunne ikke gå i fred på gaden, især ikke om aftenen.

Elisabeth Hostrup sagde ved et møde afholdt i 1883 af ”Foreningen imod Lovbeskyttelse af Usædelighed”, at kun når den reglementerede prostitution blev afskaffet, ”behøvede ærbare Kvinder [“] ikke faa den samme Følelse ved at høre en Mands Skridt, som jeg tænker mig man faar i de Lande, hvor de vilde Dyr have hjemme, naar man mærker, at et saadant er nær.”

”Vil nogen,” spurgte en mandlig skribent i 1885, ”naar Skumringen nærmer sig, lade sin Kæreste, Kone, Datter eller Søster gaa alene gjennem Kjøbenhavns Gader?” Svaret var nej. Tugtige kvinder var tvunget til at holde sig hjemme, hvis de ikke ville antastes. Dette problem blev forstærket af, at så længe prostitutionen var lovlig, kunne de prostituerede nyde politiets beskyttelse, mens andre kvinder altså gik i fare, hvor de gik.

De kvinder, der sloges for deres bevægelsesfrihed med disse argumenter, var ikke radikaliserede suffragetter, fritænkere, tilhængere af brandesianismen eller det, der var værre. Det var systembevarende, borgerlige, kirkeligt orienterede kvinder, som eftertiden med nogen malice har afskrevet som ”hattedamer”. De kæmpede ikke under emancipationens faner, men sædelighedens og moralens.

I 1906 ophørte den reglementerede prostitution. Dermed sluttede problemerne for den uledsagede kvinde ikke. Men ”hattedamerne” havde lagt grunden for den norm, som nu er herskende blandt danskerne, nemlig at kvinder uanset påklædning bør nyde den frihed ikke at blive forulempet i det offentlige rum.

Det er en gevinst for et samfund, når den uledsagede kvindes problem er løst, for det første fordi kvinder frit kan bevæge sig, for eksempel til og fra arbejde, og for det andet fordi mænd ikke bruger deres tid og opmærksomhed på enten at overfalde eller beskytte kvinderne. Foruden de indlysende fordele, som fraværet af vold medfører, er det også vældig rationelt og tidsbesparende.