Depressive unge i højrisiko for ensomhed

Ensomhed er mere ringeagtet og tabuiseret end nogensinde

Depressive unge er i højrisiko for ensomhed.
Depressive unge er i højrisiko for ensomhed. Foto: .

Unge, som har psykiske vanskeligheder, er tilbøjelige til at trække sig fra fællesskaber, og samtidig er omgivelserne ekstra tilbøjelige til at lukke dem ude. Resultatet er, at unge, som viser tegn på depression, har en markant øget risiko for at blive ensomme.

Det er er et af resultaterne i en ensomhedsundersøgelse foretaget blandt 1009 unge på de gymnasiale uddannelser.

"Vi har fundet, at deprimerede 1.g'ere har en markant øget risiko for at være ensomme, når de går i 2.g. Derimod tyder vores undersøgelse ikke på, at ensomhed øger risikoen for depression. Og selvmordstanker optræder ikke hyppigere blandt ensomme, medmindre der også er tegn på depression," fortæller psykolog og ensomhedsforsker Mathias Lasgaard, adjunkt ved Syddansk Universitet.

Han har i samarbejde med psykolog Ask Elklit, Aarhus Universitet, og den belgiske professor Luc Goossens fra det Katolske Universitet i Leuven for nylig fået offentliggjort en videnskabelig artikel om sammenhængen mellem ensomhed, depression og selvmordstanker i det internationale videnskabelige tidsskrift Journal of Abnorm Child Psychology.

"Groft sagt viser det sig, at det interpersonelle, altså relationen til andre, kommer som en følgevirkning af det intrapersonelle, altså den enkeltes følelseliv, måde at tænke på og tilbøjelighed til at tolke sin egen situation negativt," siger Mathias Lasgaard.

Rillo Rud er sekretariatsleder i organisationen Ventilen, der arbejder med at oplyse om og hjælpe ensomme unge. Hun mener, at unge i dag er i større risiko for at blive ensomme, blandt andet fordi forventningerne til, hvor mange venner og hvor godt et netværk man bør have, er skyhøje. Tidligere var det mindre sygeliggjort at være enspænder.
"De unge, vi møder, er unge, der har svært ved at være i deres eget liv. Hvis de har det svært i en periode, trækker de sig fra andre og oplever, at andre trækker sig fra dem," siger Rillo Rud, som påpeger, at unge sagtens kan føle stor ensomhed, selvom de har en kreds af bekendte at gå i byen med i weekenden.

Ifølge Torben Bechmann Jensen, lektor, ph.d. ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, står vi i dag med det paradoks, at ensomhed er mere ringeagtet og tabuiseret end nogensinde, men samtidig er det et så udbredt fænomen, at det er en nærliggende risiko for alle - unge, modne og ældre - at blive ensomme:

"Når så mange føler sig ensomme i dag, skyldes det ikke, at mennesker grundlæggende er blevet mere skrøbelige. Forklaringen er, at vi alle er underlagt højere krav om succes og øget konkurrence med hinanden. Det giver ikke den bedste grobund for venskab og sociale relationer, at vi opdrages til at se hinanden som konkurrenter."