Dannelse er en konstant proces, som man ikke er i for at tjene penge

Ditlev Tamm har beklædt samme embede som professor i retshistorie ved Københavns Universitet siden 1978, ...

Ditlev Tamm har beklædt samme embede som professor i retshistorie ved Københavns Universitet siden 1978, men har gennem årene kombineret dette med et omfangsrigt forfatterskab og et bredt engagement i kultur, samfund og kirkeliv. Her er han fotograferet i sin meget personligt indrettede lejlighed på Dantes Plads i det centrale København. – Foto: Leif Tuxen

I gamle dage var der en mere fast opfattelse af dannelse, og der var en livlinje imellem det politiske lag og tænkningen inden for humanistiske felter som kunsthistorie, som er helt væk i dag.
Ditlev Tamm, professor

Det har værdi at være et dannet menneske. Ikke på den pæne, kedelige måde, hvor det blot handler om at kunne sit stof, men den mangfoldige, nydelsesfulde drift mod ny erkendelse, mener forfatter og professor i retshistorie Ditlev Tamm. Mandag fylder han 70 år

Dette interview kunne handle om den nye bog, Ditlev Tamm har skrevet om Reformationen, og hvor stor betydning den fik for de efterfølgende 500 års stat og retsvæsen i Danmark. Bogen udkommer sidst på måneden som optakt til reformationsjubilæet næste år.

”Strafferetligt skete der en hel del. Straffene blev skærpet, man var mindre accepterende over for afvigere, og dødsstraf blev obligatorisk for manddrab,” fortæller Ditlev Tamm, som tilføjer, at hele vores uskeptiske syn på staten som grundlæggende god kan føres tilbage til Reformationen.

Interviewet kunne også handle om den bog, han kommer med senere på foråret. Den handler om al den jura, som i dag knytter sig til kulturarvsbevarelse. Bogen er den første, som beskriver alle de internationale konventioner og danske lovregler, der findes på området, og er led i opbygningen af et nyt fag på jurastudiet på Københavns Universitet: kulturret.

Eller måske burde interviewet handle om den bog, som udkommer til efteråret om juraens 100 bedste historier. 100 små fortællinger, som tilsammen tegner et billede af, hvordan de juridiske regler, vi har i dag, er blevet til. Et værk, der er meget betegnende for sin forfatter.

Ditlev Tamm, som fylder 70 år mandag, har siden 1978 været professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Og siden hans store gennembrudsværk, doktordisputatsen ”Retsopgøret efter besættelsen” fra 1984, har det været et princip for ham, at bare fordi man skriver om jura, behøver man ikke skrive kedeligt.

”Det værk ændrede på to måder mit syn på jura. Jeg tænkte, at jeg i dette værk skyldte at bruge en mere fortællende stil, så en bred offentlighed kunne læse det med glæde. Desuden førte studiet af retsopgøret til et opgør med min egen autoritetstro i forhold til dommerstandens ufejlbarlighed. Også i dag er der brug for at være kritisk over for en alt for snæver, teknisk forståelse af jura.”

Interviewet kunne også handle om at være kristen – ikke følelsesmæssigt og for Guds skyld, men som et personligt, intellektuelt, kierkegaardsk valg for hans egen skyld. Om værdien af den umage kobling mellem stat og folkekirke. Om at have lært så mange sprog og skrevet så mange bøger, at det er svært at holde tal på dem.

Om hvad essensen af konservativ tænkning er, eller om hvordan man af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges kan blive inspireret til at leve sit liv i to parallelle verdener: Dels den virkelighed, man konfronteres med, dels den litterære, poetiske, kunstneriske, musiske verden, man kan leve sig ind i som led i sin dannelse.

Det er svært at vælge , så vi prøver i stedet at favne det hele. Ikke mindst, fordi dét er i Ditlev Tamms egen ånd. En mand, hvis virke og interesser er præget af det, han kalder ”den brede dannelseshorisont”.

”Da jeg valgte at læse jura, var jeg inspireret af min far, som var højesteretsdommer, men samtidig frygtede jeg også at ende som min far. Jeg interesserede mig for historie, men også for litteratur, sprog og mange andre ting, og en historiker i bekendtskabskredsen havde sagt, at hvis man skal studere historie, er dét nødt til at være det eneste ene, man gør. Jeg tænkte, at jurist behøver man ikke være 24 timer i døgnet. Der måtte være tid til andet,” fortæller han.

Faderen havde nok selv gjort juridisk karriere som dommer, men i hjemmet var der en stor respekt for den brede dannelse og for videnskab. Den største indsigt lå hos professorerne.

Havde man evnerne til at gå den videnskabelige vej, var det det fineste. Ditlev Tamm tvivlede i begyndelsen meget på, om han havde evnerne, men han var kun lige ved at blive færdig som kandidat, da universitetets professor i retshistorie, Stig Juul, døde i en tidlig alder.

”Jeg havde klaret mig godt på studiet, og universitetet spurgte mig, om jeg ville bygge området op. Så tog jeg til Tyskland og Frankrig for at studere, hvordan man gjorde der, og som 32-årig blev jeg professor,” fortæller han.

Selvtilliden voksede med alderen, og bogudgivelserne er kommet i en lind strøm om et hav af emner. Nogle om retshistorie og historie, som hans værk om lensafløsningen i det tidlige 20. århundrede. Andre biografier om historiske personligheder som J.B.S. Estrup og August Bournonville eller et litterært idol som Borges.

Midt i 1990’erne blev så han af den daværende konservative leder, Hans Engell, hyret til at skrive Det Konservative Folkepartis historie. Det blev til ”Det høje C” fra 1999, som udkom, da Engell for længst var faldet fra magtens tinde, de konservative kæmpede bravt indbyrdes, og ingen af de nye konservative magthavere spillede nogen synderlig rolle i hans bog. I dag ser han stadig sig selv som konservativ – men mere som en livsholdning end et partitilhørsforhold.

”Efter min opfattelse er partiet ikke længere præget af den type gammeldags, kultiverede mennesker, som kendetegnede det i 1980’erne og ind i 1990’ene. Mennesker med et bestemt syn på skole, universitet og den brede dannelseshorisont,” erklærer Ditlev Tamm.

Han uddyber, at den brede dannelseshorisont på samfundsplan taber terræn, hvis akademikere bliver mere specialiserede på deres snævre fagfelt. Hvis management- og karrieretænkning erstatter dannelsen for erkendelsens og ”den hedonistiske nydelse af at blive klogere”s skyld. Hvis der for eksempel er færre jurister, der lærer sig italiensk for at kunne læse Dante Aligheri på originalsproget, fordi man anser den italienske renæssancedigter for indbegrebet af stor poesi.

Ifølge Ditlev Tamm lå der en mangel på konservativ dannelse i det, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i begyndelsen af 00’erne ville flytte Rigsarkivet til Odense – væk fra centraladministrationen, som den er arkiv for.

I samarbejde med Dansk Folkeparti lykkedes det ham at ændre denne plan. Som fortaler for bred dannelse skulle man tro, at Tamm havde mere sympati for samme ministers kulturkanon fra 2006. Men dels lykkedes det at ”gøre kanonen til noget odiøst”. Dels bør dannelse ikke reduceres til ”en pæn og lidt kedelig affære, der handler om at kunne sine ting”:

”Kanonen blev lavet uden tilstrækkelig forståelse for, at tiden er løbet videre. I dag kan man spørge, om vi behøver at læse Martin A. Hansen, når han nu er dødkedelig. Det vigtigste at forstå er, at dannelse er en konstant proces, som man ikke er i for at tjene penge, men for sin egen skyld”.

Ditlev Tamm vil ikke rubriceres som en professor, som er sur over de unges dannelsesniveau. Faktisk er der mange, der har en imponerende, dybtgående viden inden for deres fag. Men han undrer sig dog over, at nogle studerende ikke har fået mere med fra gymnasiet, og at engelsk har udkonkurreret andre fremmedsprog i en grad, så det er svært at finde en jurastuderende, der kan tysk. Men først og fremmest er dannelsen i dag mindre fælles.

Ditlev Tamm er for længst holdt op med at spørge, om nogen kan latin. Hvad angår den humanistisk-litterære dannelse, så er det en udfordring, at den er mindre fælles:

”I gamle dage var der en mere fast opfattelse af dannelse, og der var en livlinje imellem det politiske lag og tænkningen inden for humanistiske felter som kunsthistorie, som er helt væk i dag. Måske fordi nutidens humanister ikke er så gode til at formidle deres stof – måske bare fordi Foucault er sværere at formidle end Brandes.”

Hvad angår tidens teologer og kirkefolk har de ifølge Ditlev Tamm samme begrænsning og sidelinjeplacering som tidens humanister. Måske er de ikke gode nok til at tale deres sag. Måske er sagen bare blevet vanskeligere at tale i en tid med internationalisering, globalisering og indvandring af mennesker fra andre kulturer og religioner.

”Det virker, som om den energi, vi på samfundsplan kunne bruge på at diskutere kristendom, bruger vi i stedet på at diskutere islam. Tilstedeværelsen af en anden religion stiller større krav til kirken om at være synlig. Men det virker, som om kirken lider under ikke helt at turde sige: ’Vi er de bedste’,” erklærer Ditlev Tamm.

Han uddyber, at danskerne burde stå ved, at vi gennem århundrederne har opbygget en forholdsvis tryg, retfærdig stat med høj velfærd og respekt for andre mennesker.

Tiden forandres, men det er fortsat værdifuldt for en dansker at kende sin historiske og kulturelle arv, mener retshistorikeren og vender tilbage til Reformationen og Luthers lære om de to regimenter, det verdslige og det åndelige, som det er nødvendigt at kende til for at forstå nutidens forhold mellem stat og folkekirke.

”Folkekirkens medlemstal falder, men efter min mening er der en forbavsende stabilitet i danskernes tilslutning til folkekirken. Jeg mener, det vil være dumt, hvis man arbejdede i retning af en total adskillelse, ikke mindst fordi jeg tror, at kirken ville blive præget af fraktionsdannelse. Principielt er det vigtigt, at stat og kirke er to sfærer, men det gode ved folkekirkeordningen er, at de to er forbundet på en måde, så de ikke generer hinanden. Hvis man ønsker et samfund, hvor kirken har en vis position, bør man argumentere imod en adskillelse,” siger professoren.

Og antyder, at alternativet ville indsnævre dannelseshorisonten.