Mads Erk Hartvith er aldrig blevet anklaget for noget, der bare ligner upassende opførsel over for børn. Og ingen – hverken forældre eller kolleger – har nogensinde løftet et mistænksomt øjenbryn i hans retning i de mere end 10 år, han har arbejdet med børn og unge.
Alligevel har den 36-årige pædagog og familiefar altid en nagende fornemmelse lurende i baghovedet. Frygten for at blive misforstået, mistænkeliggjort og værst af alt anklaget for at krænke et barn.
– Der er en tid før og efter pædofilifrygten. Da jeg startede i det her fag, var det ikke rigtig på dagsordenen, men nu er det noget, alle mandlige pædagoger tænker over. Det forhindrer os ikke i at gøre et godt stykke arbejde, men det har betydning for, hvordan vi er sammen med børnene. Jeg har bedt piger om at sætte sig et andet sted, hvis de er kravlet op på skødet af mig eller har lænet sig ind mod mig, og jeg er i det hele taget på vagt over for at gøre noget eller stå i en situation, der kan misforstås, siger Mads Erk Hartvith.
Han er langtfra den eneste mandlige pædagog, der tager sine forholdsregler. En undersøgelse lavet af fagforbundet FOA viser, at tre ud af fire af de mandlige pædagoger har ændret adfærd. De undlader for eksempel at vaske små piger ordentligt, når de skifter ble, tager ikke børnene på skødet for at trøste dem og melder fra på udflugter til stranden eller svømmehallen.
Og der er god grund til at udøve selvcensur, mener flere fagfolk og forskere på området, for der er de senere år opstået en frygtkultur omkring særlig mandlige pædagoger. Aldrig før har der været så meget fokus på, hvad mænd må og ikke må i forhold til børn – i vuggestuer og børnehaver, men også idrætsforeninger, fritidsklubber, spilleautomathaller og på internettet. Alle steder, hvor mænd kan være alene med børn.
Overgreb mod børn skal man naturligvis tage afstand fra, men mistænkeliggørelsen er kørt af sporet og helt ude af proportioner i forhold til antallet af overgreb, mener professor i sociologi Henning Bech fra Københavns Universitet.
Ifølge ham er der skabt en panikagtig stemning her i landet, og det hele begyndte med en specifik sag fra Gladsaxe i 1997. Inden da havde der ikke rigtig været nogen sager eller særlig medieomtale, men da en mandlig pædagog blev anklaget for misbrug af 20 børn, gik der hul på noget. Pludselig opstod der en generel frygt for pædofili i daginstitutioner, og den blev kun stærkere i takt med de anklager, der løbende kom frem, selvom de yderst sjældent førte til sigtelser.
Faktisk er de pædofile i dag udråbt til vor tids største monster, siger Else Marie Buch-Leander fra Center for Humanistisk Samfundsforskning. Sammen med lektor Karen Munk forsker hun netop i frygtkulturen omkring pædofili på projektet "Når tilliden forsvinder – om dannelsen af en social mistillidsidentitet":
– I dag er det ikke længere bare mediernes fokus på enkeltsager, der bærer brænde til bålet. De pædofile har også fået en langt større rolle i populærkulturen og litteraturen. Film og tv kredser mere end nogensinde om børnekrænkeren som skurk, og især krimigenren har taget den pædofile til sig som billedet på den ultimative ondskab og perversion.
Men hvad er det, der er sket? Hvorfor er en velment beskyttelse af børnene kørt af sporet? Af især tre grunde, mener professor Henning Bech. For det første har mange interesse i at gøre skrækken for pædofile større end naturligt. Særligt psykologer, politikere, jurister, feminister og mediefolk har det som en del af deres levebrød og identitet, at skrækken skal vedligeholdes, mener han og henviser til flere undersøgelser fra andre forskere. For det andet har barndommen skiftet karakter, siger han. Familien er blevet funktionstømt på den måde, at meget af opdragelsen foregår i vuggestuen, børnehaven og skolen. Samtidig har de færreste familiehjem i dag direkte tilknytning til forældrenes arbejde ligesom i bondekulturen. Derfor er familien primært blevet et følelsessted, hvor børnene er i centrum. Og man går langt for at sikre dem mod farer. Endelig er der den tredje og vigtigste årsag:
– Angsten for pædofili er også overdrevet i mange andre lande, men i Danmark er der en særlig situation, fordi arbejdsfrekvensen for kvinder er meget høj. Det betyder ofte, at de ikke har mulighed for at tage sig så godt af deres børn, som de gerne vil og føler sig kulturelt forpligtet til. Stadig flere mænd vil gerne dele det ansvar, men de får ikke lov, for mange kvinder føler et vist magtbehag ved at have et særligt ansvar for børnene. Problemet er, at parterne ikke kan tale om det, fordi det er stadig tabu. Når man ikke tør konfrontere en sådan frustration, er det en almindelig psykologisk mekanisme at finde en syndebuk. Og hvad er mere naturligt end at vende frustrationerne mod pædagogerne, som har overtaget meget af ansvaret for børnene. Særlig mændene, som er dem, der især giver dem dårlig samvittighed, forklarer Henning Bech.
Uanset årsagen er der en række uhensigtsmæssige konsekvenser af den øgede mistænkeliggørelse af mandlige pædagoger. I England har en sag om to piger, der blev misbrugt og myrdet af skolens pedel, medført en række stramninger af lovgivingen. I dag må ingen sætte fod på en britisk skole uden at fremvise en ren straffeattest. Kravet gælder ikke bare lærere og pædagoger. En børnebogsforfatter skal også først sikkerhedstjekkes og cleares, før hun må læse op af sin nyeste bog på skolens område. Og et hold flyttemænd skal gennem samme sikkerhedsrutine, før de kan aflevere et læs nye skoleborde og bænke.
Hvad værre er: Risikoen for, at mændene til sidst helt dropper pædagogfaget, fordi arbejdsmiljøet er for anspændt, bliver stadig mere overhængende, mener Else-Marie Buch Leander. Hun påpeger, at forældre længe har efterspurgt en mere drenge-venlig børnehave og skole.
– Men vi risikerer, at de mandlige pædagoger i stigende grad vil afholde sig fra at tumle og lege fysisk med børnene, når vi mistænkeliggør dem alene på baggrund af deres køn, siger hun.
Også Henning Pedersen, formand for pædagogernes fagforbund BUPL, advarer mod, at mistanke og mistro kan få ødelæggende konsekvenser for dagligdagen og omgangstonen på institutionerne.
– Børn kan godt lide at bygge huler og invitere de voksne indenfor. Det er meget sørgeligt, hvis regler og selvcensur skulle stille sig i vejen for, at en pædagog kan sige ja tak til sådan en invitation. Det er heller ikke rimeligt, at børn, der er blufærdige, skal tvinges til at tisse for åben dør, siger han.
Pædagog Mads Erk Hartvith har ikke tænkt sig at sige op, men han tager sine forholdsregler. Måske kan man kalde det selvcensur, men han vil aldrig gå så langt, at han sætter det naturlige samvær med børnene og børnenes trivsel på spil.
– Jeg kan bede en pige sætte sig et andet sted, hvis hun sætter sig op på skødet hos mig. Men hvis et barn spørger mig, om jeg vil gå med hende et lidt afsides sted, fordi der er noget, hun gerne vil sige, så respekterer jeg det. Et barn har også ret til at tale med en voksen, uden andre står og lytter og ser på. Og jeg synes, det er min opgave som pædagog at sørge for, at børnene får den mulighed. Men ja, jeg løber nok en risiko, siger han.