Der er ingen vej tilbage

INTERVIEW: Danmark skal være glad for, at over 30 muslimske lande endnu ikke er gået aktivt ind i konflikten om Muhammed-portrætterne, siger stormuftien i Jerusalem, der mener, at kun en dansk undskyldning kan vende konflikten

-- De muslimske protester i gaderne er vores måde at forsvare islam på, siger stormufti Ekrima Sabri.  -- Foto: Allan Sørensen.
-- De muslimske protester i gaderne er vores måde at forsvare islam på, siger stormufti Ekrima Sabri. -- Foto: Allan Sørensen.

På toppen af moskeen uden for stormufti Ekrima Sabris hus i Østjerusalem vajer et grønt Hamas-flag.

Vinden er kold, og muftien er netop kommet hjem efter en travl dag på kontoret ved al-Aqsa Moskeen. Hans kone laver aftensmad og søde sager til gæsterne, mens muftien hopper i sine formelle religiøse klæder.

Næsten en uge er gået, siden stormuftien i Jerusalem mødte en skandinavisk delegation, der bad ham om at forsøge at dæmpe den palæstinensiske vrede ved fredagsbønnen. Muftien accepterede den skandinaviske forespørgsel og holdt en prædiken imod profet-tegningerne, men også mod fysisk vold, kidnapninger og beskadigelse af europæiske repræsentationskontorer.

I mellemtiden har voldsomme demonstrationer i en lang række muslimske lande både kostet menneskeliv, forvoldt stor skade på danske ambassader og konsulater, ført til kidnapning af en tysker i Nablus og lukning af en række repræsentationskontorer i Gaza og på Vestbredden.

En kaotisk tilstand, der ikke er til at se en ende på. I hvert fald ikke set med stormuftiens øjne. Selvom han er en indflydelsesrig person i og uden for Jerusalem, er det ikke i hans magt at stoppe den folkelige muslimske vrede mod Danmark og de andre lande, der i mellemtiden har offentliggjort profet-tegningerne.

– Vi har nået punktet, hvor der ikke er nogen vej tilbage, siger han.

– Sagen er trængt ned på det folkelige plan og er nu meget svær at stoppe, siger han og skynder sig at placere skylden for denne situation på den danske side.

– Det er den danske statsministers skyld. Han har ikke sagt undskyld til den muslimske verden og taler stadigvæk om pressefrihed. Det viser, at den danske statsminister både er dum og ikke egner sig som politiker. Han bør gå af, siger Ekrima Sabri, der til gengæld mener, at den muslimske verden har udvist eksemplarisk tålmod i sagen.

– Læg mærke til, at vi muslimer først for alvor begyndte at reagere efter den norske offentliggørelse af tegningerne, siger han.

– Det er, fordi vi i flere måneder var tålmodige over for Danmark, og fordi vi håbede, at sagen ville blive løst i al stilhed. Det er som en kat, der trives godt, hvis den bliver plejet. Men hvis den bliver slået og spærret inde, vil den øjeblikkelig blive til en tiger, siger han.

Nu kan sagen kun løses med en dansk undskyldning og med totalt ophør af fremtidige angreb på islam, mener han. For sagen er blevet en udfordring for verdens muslimer.

Ekrima Sabri sammenligner sagen med Salman Rushdies bog "De Sataniske Vers" og siger, at sagen har en smag af lidt af hvert.

– Konflikten med Danmark er et led i krigen mellem kristendom og islam. Men den er også et led i krigen mellem øst og vest og endda også et led i krigen mellem civilisationer, siger han.

– Men læg mærke til følgende: Det er altid Vesten, der angriber Østen, lige som det altid er islam, der bliver forfulgt. Det er ikke vores skyld. Vi er de forfulgte. Altid, siger han.

– Tag for eksempel den tyske kanslers nylige besøg i Israel. Hun talte hele tiden om holocaust-forfølgelserne af jøder, men hun sagde ikke et ord om forfølgelse af muslimer.

Både den voldsomme muslimske reaktion mod Danmark og 11. september terrorangrebene falder ifølge muftien ind under kategorien selvforsvar.

– De muslimske protester i gaderne er vores måde at forsvare islam på. Og 11. september var muslimers selvforsvar i kølvandet af den første golfkrig, siger han.

Stormuftien benægter, at den muslimske verden har overreageret med sin vrede mod Danmark.

– Danmark bør være glad for, at mere end 30 muslimske lande endnu ikke er gået aktivt ind i konflikten, siger han.

Stormuftien tør ikke gætte på, hvornår konflikten vil stoppe. Allah er den eneste, der ved dette, og I kan takke ham for, at det stadig ikke er hele den muslimske verden, der protesterer mod Danmark, siger Ekrima Sabri.

Muftien undrer sig over, at den danske regering ikke skrider ind over for Jyllands-Postens ledelse og personerne bag tegningerne, da disse har kastet Danmark ud i en krise, der koster landet store summer penge.

– Regeringen bør retsforfølge enhver, der skader statens interesser. Disse billeder har intet med pressefrihed at gøre, siger han og bruger Frankrig som et eksempel. Se bare, hvordan den franske avisredaktør blev fyret efter at have offentliggjort billederne, siger Ekrima Sabri.

Muftien tænker et kort øjeblik og siger:

– Men det er jo fordi, der er så mange muslimer i Frankrig. Forestil jer, at de nylige uroligheder i Frankrig ikke var socialt relaterede, men religiøst relaterede. Så ville situationen have været en ganske anden, siger han.

I øjeblikket ved Ekrima Sabri ikke, om det er muligt at afværge sådan en situation over for Danmark. I nær fremtid vil de ledende muslimske overhoveder blive indkaldt til et møde for at koordinere et fælles standpunkt over for de danske Muhammed-tegninger.

– Lad os se, hvad der vil ske til den tid, siger Ekrima Sabri.

– Men jeg er ikke optimist, og jeg tror, vi vil se endnu en optrapning i sagen.

allan@kristeligt-dagblad.dk