Løkke og Papes kollision: Derfor gik det så galt

I mandags til De Konservatives 100-års fødselsdag var stemningen mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og partiformand Søren Pape Poulsen (K) munter. Siden da har de to dog været på kollisionskurs. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Pludselig havde ingen af dem råd til at bøje af, for man kan ikke puste sig sådan op og falde helt fladt ned igen uden at tage politisk skade
Erik Gahner Larsen

Statsministeren og De Konservatives leder satte sig i hver sin bil, gassede op og kørte direkte mod hinanden. Men ingen af dem havde regnet med, at den anden nægtede at dreje af

Vil man forstå en konflikt mellem to parter, er spilteori ofte blevet taget i brug. Her kan man analysere de forskellige handlemønstre og motiver og måske endda afgøre, hvad den mest sandsynlige afslutning på konflikten bliver.

I det seneste døgn har medierne været fyldt af en politisk konflikt, der er eskaleret så hurtigt og uforudsigeligt, at en nøgtern, spilteoretisk analyse kunne være nyttig til at forstå, hvorfor i alverden et spørgsmål om gylle og grundvand i går i nogle timer var tæt på at udløse et folketingsvalg.

Spilteori kan være mange ting, men i denne henseende er spillet ”Kylling” nok det mest præcise til at gøre os klogere på, hvad der er foregået i og imellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Pape (K).

Det mener i hvert fald ph.d-studerende Erik Gahner Larsen fra Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet. Han har blandt andet beskæftiget sig med politik og spilteori og ser signalerne fra de to partiledere som udtryk for tankegangen i ”Kylling”. Her sidder to personer i hver sin bil med front mod hinanden. De gasser op og kører. Den, der først drejer af for ikke at støde sammen, er en kylling.

”Det er et spil, der handler om at signalere, at man mener det alvorligt. I konflikten mellem Pape og Løkke kan man vel sige, at det er Pape, der begyndte at gasse op ved kraftigt at kritisere miljøminister Eva Kjer Hansen. Så satte han bilen på kollisionskurs ved at kræve hende fyret, hvorefter Løkke også trådte på speederen og smed rattet ud af vinduet ved at sætte regeringsmagten på spil,” siger Erik Gahner Larsen.

At det skulle komme dertil skyldes formentlig, at begge parter undervurderede sagens sprængfarlighed. I manges øjne var der trods alt blot tale om en mindre konflikt. Men De Konservative befinder sig i det, Erik Gahner Larsen kalder ”et taberdomæne”.

Partiet er i en historisk krise, Pape er presset fra mange sider som partileder, og det er velkendt, at ethvert menneske altid er klar til at træffe mere risikovillige valg, når det har noget at tabe, end når det har noget at vinde. Alligevel havde De Konservatives formand næppe forestillet sig, at han faktisk skulle indgå i et spil ”Kylling” med Løkke, mener Erik Gahner Larsen:

”Det er jo umuligt at sige, hvad der er foregået inde i hans hoved, men de signaler, han har sendt, tyder på, at han har troet, at konflikten aldrig ville udvikle sig. Han sagde jo klart, at han ikke ønskede at vælte regeringen og har formentlig troet, at Løkke ville bøje af og fyre sin minister. Når Løkke så gør det modsatte - står bag Eva Kjer Hansen og taler om valg - er det, fordi han vurderer, at han kan vinde krigen. Og at Pape vil bøje af inden kollisionen. Pludselig havde ingen af dem råd til at bøje af, for man kan ikke puste sig sådan op og falde helt fladt ned igen uden at tage politisk skade.”

Og det er så der, vi er nu: Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape og resten af det borgerlige flertal skal blive enige om det, statsministeren har kaldt ”en mindelig løsning”. Underforstået: En løsning, hvor ingen taber så meget ansigt, at de ikke kan fortsætte. Eller sagt på en anden måde: Bilerne får skrammer, men ingen uoprettelige.

Hvordan gør man så det? Det ved Vibeke Vindeløv en hel del om. Hun er professor i konfliktmægling ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet og ser kampen mellem Søren Pape og Lars Løkke Rasmussen som en klassisk konflikt, hvor begge har kørt sig selv og hinanden op i et hjørne, som de kun kan komme ud af ved at anerkende, at de også selv har været for firkantet og stejl. Men det kan være svært. Og det kan være endnu sværere at tage det første skridt.

”Desværre har ikke mindst politikere ofte svært ved at indse, at der ligger en vis storhed i at indrømme egne fejl og mangler. Selv om vælgerne sukker efter at se mere menneskelighed og konstruktiv adfærd, så ser vi igen og igen disse konflikter få lov til at køre helt ud af proportioner, fordi ingen har nok forståelse for, hvorfor modparten kan føle sig frustreret eller trådt på,” siger hun.

Løsningen er dog lige for. Politikerne skal - lige som alle andre - lære, at man ikke sælger ud af egne værdier og overbevisninger, blot fordi man siger: Min måde at håndtere den her konflikt har ikke været god. Kan vi begynde forfra?

”Det handler dybest set om at vise storhed. Jeg håber, den disciplin snart vender tilbage til dansk politik,” siger Vibeke Vindeløv.