Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var åbenlyst en glad mand, da han i tirsdags åbnede Folketinget. Det kan undre mange. Han er statsminister, men for en uhyre svag mindretalsregering, og efter de første hundrede dages regeringstid står Venstre ifølge meningsmålingerne med den ringeste opbakning i mere end to årtier. Hvordan kan det efterlade en så glad og veloplagt mand?
Lars Løkke Rasmussen er anerkendt som en dygtig politiker, en dreven forhandler og eminent taktiker. Det har han da også dokumenteret i de første hundrede dage, der har opbudt et kludetæppe af forlig samt en lovgivning, som indtil videre har opfyldt Venstres valgprogram i betydelig grad.
Og den finanslov, der nu er fremlagt til forhandling, skal nok samle det blå flertal; det er en almindelig forventning, at en mindretalsregering demonstrerer sit parlamentariske grundlag i hvert fald ved den første finanslov.
Løkke har vundet en taktisk sejr ved at få Dansk Folkeparti til at tage vel imod et forslag, der vil lade offentlige udgifter vokse med tre procent, skønt DF's krav før valget var en vækst på otte procent. De første forlydender om et særligt varmt emne i efteråret, dagpengekommissionens betænkning, lyder også som en optakt til et kompromis, en løsning, som kan forlige Venstre og Socialdemokraterne - og muligvis DF - om et emne, der blev en skarp sten i skoen for Helle Thorning-Schmidt (S).
I modsætning til udsigten til forlig om finanslov og dagpenge står opløbet til folkeafstemningen om retsforbeholdet. Her peger friske meningsmålinger på, at det forudsete flertal for afskaffelse nu er på vippen. Hånd i hånd med Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), garanterede Løkke Rasmussen i tirsdags en ny folkeafstemning, hvis det nogensinde skulle komme på tale at lade udlændinge- og asylpolitik overgå til EU.
DF har gjort det til et nøglepunkt, at uden retsforbeholdet er der åbnet for en glidebane, som berøver folketing og befolkning kontrol med udlændingepolitikken.
Alliancen mellem Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen i denne sag er endnu en markering om et bemærkelsesværdigt politisk mønster i det nye folketing. Mette Frederiksen har åbenlyst tilbudt sig som den svage V-regerings partner på flere områder, i denne uge fandt V og S sammen om en - mere symbolsk end reel - stramning af kriterier for tildeling af statsborgerskab.
Alliancemønstret i Folketinget er dramatisk ændret med DF's store valgsejr. En afgørende faktor i dansk politik er alliancer, som kun kan fungere stabilt mellem partier, der ikke kæmper om de samme vælgere.
Fra 2001 til 2011 havde DF og V en uhyre stabil alliance, særlig velegnet til at erobre tidligere socialdemokratiske vælgere. Men ved valget den 18. juni i år erobrede DF en betydelig del af Venstres vælgere, og den stabile alliance mellem V og DF gik i stykker. Derfor ønskede Løkke Rasmussen ikke DF med i sin regering.
Folketingets tre store partier slås i dag om de samme vælgere. Det umuliggør stabile alliancer. Og det giver den svage Løkke-regering særlige muligheder for at operere med skiftende flertal. I dag har V og S en fælles interesse i at begrænse DF's indflydelse og vise de to gamle partiers utro vælgere, at et mandat-stærkt DF ikke nødvendigvis får afgørende indflydelse.
Også i det lys bliver folkeafstemningen et stort drama. Siger vælgerne nej til retsforbeholdets afvikling, er Danmark i en svær position i forhold til EU-samarbejdet. Så kan et nyt ”nationalt kompromis” som grundlag for en ny afstemning komme på tale for at sikre dansk deltagelse i Europol, men samtidig opstille nye værn om en selvstændig dansk udlændingepolitik i en situation, hvor det øvrige EU kæmper for at fastholde og videreudvikle en fælles politik på dette felt.
Løkke Rasmussens fremtid som regeringsleder er ikke sikker. Hans nære fremtid rummer store udfordringer, men han smiler, fordi han ser en rimelig chance for en regeringsperiode længere, end hvad mange har spået.