Derfor har valggysere afløst jordskredssejre

Nattens amerikanske præsidentvalg blev i medierne udråbt til en ”gyser” med tæt løb mellem kandidaterne. Adskillige folketingsvalg og EU-afstemninger er også blevet helt tætte. Har Stephen King infiltreret demokratiet, eller er der en god forklaring på fifty-fifty-resultaterne?

Det er efterhånden længe siden, at republikanerne Richard Nixon og Ronald Reagan til de amerikanske præsidentvalg i henholdsvis 1972 og 1984 vandt med omkring 17 millioner flere stemmer og et tocifret antal procentpoint ned til modkandidaten.
Det er efterhånden længe siden, at republikanerne Richard Nixon og Ronald Reagan til de amerikanske præsidentvalg i henholdsvis 1972 og 1984 vandt med omkring 17 millioner flere stemmer og et tocifret antal procentpoint ned til modkandidaten. Foto: Jim Mone/AP/Polfoto.

Han var omringet af mikrofoner, Anders Fogh Rasmussen. Det var den 28. september 2000, og tidligere på dagen havde et 53,2 procent stort flertal af vælgerne stemt nej til dansk deltagelse i eurosamarbejdet imod Venstre-formandens ønske.

”Vi kan jo ikke i længden leve med den her spaltning af befolkningen i to dele,” lød det fra den senere statsminister.

Men sidste år delte danskerne sig igen næsten ligeligt til afstemningen om EU-retsforbeholdet. Briterne gjorde det samme til deres EU-afstemning i juni. Og noget tydede i går på, at amerikanerne til nattens præsidentvalg ville dele sig i to nogenlunde lige store lejre i valget mellem demokraten Hillary Clinton og republikaneren Donald Trump. Således spåede meningsmålingerne tæt løb, når det gjaldt den såkaldte popular vote , altså antallet af stemmer. Valggyser, skrev nogle medier. Endnu en gang.

”Det er noget, man ser i mange lande. Ikke alle lande og ikke hele tiden, men meget ofte,” siger Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet og forsker i amerikansk politik og valgsystemer.

Han forklarer de tætte valgresultater med, at ”klasse og ideologi betyder mindre, og til gengæld er partierne bedre til at skræddersy deres politik”.

Ifølge valgforsker Martin Vinæs Larsen, ligeledes fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, skyldes fifty-fifty -resultaterne nemlig, at politikere og partier i valgkampe ”går efter medianvælgeren”.

”Det vil sige den vælger, som ligger lige midt i det politiske spektrum. For det er den vælger, der i sidste ende kan afgøre, hvordan valget bliver. Så man justerer sine politiske positioner for at tækkes denne ene vælger,” siger han.

Det er efterhånden længe siden, at republikanerne Richard Nixon og Ronald Reagan til de amerikanske præsidentvalg i henholdsvis 1972 og 1984 vandt med omkring 17 millioner flere stemmer og et tocifret antal procentpoint ned til modkandidaten.

Ifølge Peter Kurrild-Klitgaard har partierne ”i dag meget bedre informationer om, hvad vælgerne rent faktisk mener”.

”For det første kan du med moderne meningsmålinger og fokusgrupper meget bedre tilpasse dig mere pragmatisk. I gamle dage handlede man ofte på mere ideologiske værdier, men også mere i blinde. Man vidste ikke rigtig, hvad der skete, hvis man sagde det ene eller gjorde det andet,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

”Hvis jeg i dag har googlet ’Trump healthcare’ eller ’Clinton taxes’, kan de straks lave reklamer, der taler direkte til mig. Det gør, at konkurrencen om vælgerne er blevet meget større. Partierne ved meget mere om, hvad vælgerne gerne vil have,” tilføjer han.

Når medianvælgerne er så vigtige, skyldes det ifølge Martin Vinæs Larsen, at både Det Republikanske Parti og Det Demokratiske Parti altid vil have opbakning fra hver cirka 40 procent af vælgerne. Og det ”uanset hvad, for det er en del af personens identitet”, siger han.

Og det er det samme, når det gælder danskernes præferencer for borgerlige eller venstreorienterede partier?

”Ja, præcis,” siger Martin Vinæs Larsen. ”Der er en stor andel af danskerne, som altid vil gøre det, deres parti siger, og så er der den her midtergruppe, man kæmper om. Så det handler både om, at politikerne prøver at positionere sig, og at vælgerne har nogle psykologiske gruppetilknytningsforhold, der gør, at der aldrig kommer de helt store sving i afstemningerne.”

Helt tæt blev præsidentvalget i 2000. Ud af næsten seks millioner kryds var det omkring 500 stemmer, der sikrede George W. Bush sejren over modkandidaten Al Gore i delstaten Florida. Herhjemme adskilte 8000 stemmer ud af 3,5 millioner den sejrende røde blok fra blå blok til folketingsvalget i 2011.

Peter Kurrild-Klitgaard ”vil ikke sige”, at vi aldrig kommer til at se enorme valgsejre igen.

”Men jeg tror bare, at der går længere imellem. Lad os tage et hypotetisk, men ikke verdensfjernt eksempel: At Lars Løkke Rasmussen igen vil have en afstemning om retsforbeholdet. Så får Venstre jo lavet nogle målinger om det, må man gå ud fra. Og hvis de kan se, at det stort set er sikkert, at de taber den folkeafstemning, så lader man være med at tage den”, siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Samme pointe har valgforsker Martin Vinæs Larsen, der illustrerer med spørgsmålet om fri abort, som han tror, ”der ville være et overvældende flertal til at bibeholde”.

”Der er ikke nogle politikere, der ville have en interesse i at sætte den afstemning i søen, for de kender resultatet på forhånd og har ikke noget at vinde.”