Udenrigsminister Kristian Jensen (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V) valgte at svare på dansk, da de i går stillede op i Europa-Parlamentets såkaldte LIBE-udvalg i Bruxelles for at forklare og forsvare regeringens seneste stramninger i asylpolitikken.
Især forslagene om at beslaglægge asylsøgeres værdier over 10.000 kroner og om at sætte en treårig frist for familiesammenføringer for flygtninge med midlertidigt ophold har vakt internationale protester. Høringen blev præget af kritiske spørgsmål fra parlamentets venstrefløj, opbakning fra højrepartier samt et meget passioneret skænderi mellem udvalgsformanden og den tidligere belgiske udenrigsminister, Louis Michel. Sidstnævnte mente, at høringens form var under al kritik, fordi der ikke blev nogen debat, og de danske ministre slap for at svare på, hvordan de har tænkt sig at administrere de nye regler.
At ministrene svarede på dansk var usædvanligt, da danske ministre som hovedregel taler engelsk, når de optræder i EU, men Kristian Jensen forklarede, at det var meget vigtigt at undgå yderligere misforståelser om den danske politik.
Internationale medier har udlagt regeringens lovforslag om stramninger i asylpolitikken sådan, at man ville tage vielsesringe fra asylsøgere og har draget paralleller til nazisternes beslaglæggelse af jøders guld under Anden Verdenskrig.
De to ministre formåede næppe at ændre ret meget på verdensopinionen i den halvanden time lange høring.
Ved at tale dansk gjorde de det umiddelbart lidt mindre sandsynligt, at nogle af deres udsagn ville komme til at gå verden rundt i de elektroniske medier. Nok bliver de oversat simultant i parlamentet, men det er mindre tv-egnet. Risikoen eller muligheden for at komme i internationale medier havde været større, hvis de selv havde talt engelsk.
Netop risikoen for en ny, uoverlagt eller misforståelig udmelding skulle de ikke nyde noget af.
Dertil kommer, at regeringen reelt har to helt modsatrettede ønsker for sin kommunikation. På den ene side handler det om at få Danmark væk fra internationale mediers søgelys, så det ikke udvikler sig til en ny Muhammed-krise. Det ville være katastrofalt for dansk erhvervsliv.
På den anden side er man heller ikke interesseret i, at flygtninge får alt for meget at vide om, hvor generøst det danske velfærdssystem er indrettet.
Med hensyn til substansen af lovforslaget, der vedtages endeligt i dag, kan regeringen føle sig tryg, fordi regeringer i andre europæiske lande gør sig mange af de samme tanker om, hvordan de kan dæmme op for flygtningestrømmene fra Syrien, Irak, Afghanistan og Nordafrika. Og fordi den politisk har det meget brede flertal bag sig.
Regeringens problem er, at den ikke kan kommunikere sig til ”retfærdig” behandling i de internationale medier.
Ligesom under Muhammed-krisen kan andre og mere magtfulde lande have en stor interesse i, at medierne koncentrerer sig om et lille og politisk svagt land som Danmark.
Under Muhammed-krisen var det arabiske lande, som kunne bruge Danmark i et indenrigspolitisk spil for at tilfredsstille islamistiske grupper. I den aktuelle situation har hverken Frankrig, Tyskland eller Storbritannien noget imod, at medierne er optaget af den danske grænsekontrol og asylstramninger, selvom de pågældende store lande sysler med samme idéer.
Den brede, hjemlige opbakning i Folketinget til asylstramningerne er umiddelbart en styrke for regeringen. Både Venstre 0g Socialdemokraterne har dog fået interne konflikter ud af tilnærmelserne til Dansk Folkeparti på det værdipolitiske område.
En række Venstre-folk med europaparlamentsmedlem Jens Rohde i spidsen er gået til De Radikale og andre partier, og i går sagde tre socialdemokratiske folketingsmedlemmer, Mette Gjerskov, Yildiz Akdogan og Daniel Toft Jakobsen, at de ikke vil stemme for asyl-stramningerne i det aktuelle lovforslag.
Også det giver mindelser om Muhammed-krisen, hvor værdipolitikken gav splittelser på tværs af de gamle skillelinjer i velfærds- og fordelingspolitikken.