På stranden, på gaden, i butikkerne - for enhver, der har været ude i det danske sommerland har det formentlig stået klart, at tatoveringer fylder mere. Både i antal og størrelse. På landsplan er det nu 15 procent, der er tatoverede, viser de nyeste tal fra 2013.
Dermed er omfanget steget med 25 procent på fire år, og udviklingen ser ud til at fortsætte, vurderer flere fagfolk. Dertil kommer, at tatoveringerne generelt bliver større og sidder mere synligt end tidligere, eksempelvis på hele armen, op ad halsen eller i hovedet.
Endnu mere interessant er dog, hvem tatoveringerne sidder på.
Knap hver fjerde tatoverede er i dag under 30 år, mens det kun var hver tiende for fire år siden. Og så er kønsbalancen skiftet, så der for første gang er flere kvinder end mænd med permanent kropsudsmykning, konkluderer en nyere rapport fra Vidensråd for Forebyggelse.
”Vi er vidner til et regulært kulturskred i disse år,” siger antropolog og direktør i Linnet Research Jeppe Trolle Linnet.
Han har forsket i netop tatoveringskultur og er medforfatter til Vidensrådets rapport.
Han ser udviklingen som et udtryk for den øgede ligestillingen mellem kønnene og for en øget sult i en stadig større middelklasse for at skille sig ud og føle sig mere autentisk.
Den sult fodres af tidens individualisme, men også af den velstand, som har fået os til at ligne hinanden mere. Derfor er bevæggrunden bag en tatovering i dag ofte, at helt almindelige mennesker kopierer visuelle udtryk, der fascinerer dem, fordi de refererer til miljøer, der traditionelt set er langt fra deres eget. Og som historisk signalerer en råhed og kant, som er langt fra mainstreamens midte, forklarer antropologen:
”I dag er det rimeligt at sige, at tatoveringer er for alle. Social klasse afgør ikke længere om, man har en tatovering, men hvordan man har den. Man ser dem under skjorten hos bankmanden, på benet af karrierekvinden eller i ansigtet på den, der gerne vil sende et særlig stærkt signal. På den måde er tatoveringen blevet et modefænomen med visse kulturelle skel mere end et fænomen skabt af social klasse.”
Dermed er der sket meget, siden Tusch-Hans blev landets første tatovør i slutningen af 1800-tallet. Fra en kælderbeværtning i Nyhavn nr. 17 betjente han typisk sømænd, fængselsfanger, letlevende kvinder og andre på kanten af samfundet.
Dengang fortalte en tatovering som regel en konkret historie om bærerens liv. Den kunne repræsentere medlemskabet af en bestemt erhvervsgruppe, eksempelvis et lav af håndværkere. Eller den kunne vise de erfaringer, en sømand havde gjort sig.
Tatoveringens historie går dog betydeligt længere tilbage. De ældste eksempler er mere end 8000 år gamle og er blevet fundet overalt i verden - både på mænd og kvinder.
De ældst kendte europæiske tatoveringer sad på ”Ötzi”, en cirka 5000 år gammel mand hvis frosne lig blev fundet i 1991 med i alt 57 tatoveringer på sig. Der var blandt andet et kors, seks lige linjer over nyrerne og en lang række parallelle linjer på anklerne.
Placeringerne tyder på, at tatoveringer dengang både blev brugt religiøst, som udsmykning og som del af en behandling. De markerede også ofte tilhørsforholdet til en bestemt stamme.
I den almindelige befolkning var kropsudsmykning dog tabuiseret langt op i 1900-tallet. Først i 1980'erne begyndte det at blive mere almindeligt. Ikke mindst i takt med, at flere rejste ud i verden, og der blandt andet opstod en rygsækrejsekultur, der tog tatoveringskulturen til sig.
Særligt det seneste årti har udbredelsen og accepten af tatoveringer virkelig taget fart, hvilket blev understreget, da en tatoveret barbiedukke kom på markedet i 2009.
Der er dog stadig stor forskel på, hvilken tatovering man vælger, og hvilke overvejelser der ligger bag, understreger Jeppe Trolle Linnet.
Især i den kreative klasse kan det tage år at beslutte sig for den helt rigtige tatovering, mens især de helt unge stadigt hyppigere kommer lige ind fra gaden og vælger noget tilfældigt, melder flere bekymrede tatovører.
For dem er noget af autenticiteten ved en tatovering påfaldende nok begyndt at forsvinde, fordi tatoveringer er blevet en forbrugsvare som alt mulig andet.
Lysten til at bliver tatoveret vil dog næppe aftage igen lige foreløbig, sådan som det sker med de fleste andre modefænomener, mener Jeppe Trolle Linnet:
”Tatoveringer kan i sagens natur ikke blive opslugt af tidens brug-og-smid-væk-kultur. De bliver på dig resten af livet og er derfor med til at socialisere flere generationer frem. Men det er klart, at hvis de mange sundhedsproblemer, der stadig er forbundet med tatoveringer, bliver mere kendte, kan det påvirke, ligesom kampagnerne mod rygning har gjort det. For det rammer noget centralt hos de fleste: At tatoveringer ikke er sunde og dermed ikke attraktive nok.”