I morgen er det fem år siden, at Jyllands-Posten offentliggjorde 12 tegninger af islams profet, Muhammed. Formålet var at teste omfanget af selvcensur i landet, og avisen havde derfor bedt danske tegnere om at afbilde Muhammed, som de ser ham. Det blev en skelsættende begivenhed for danske aviser og førte til den største krise i dansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig.
Læs også: Hvorfor må man ikke tegne Muhammed?
Ud fra et traditionelt journalistisk synspunkt ville det være naturligt at gengive tegningerne i forbindelse med den omtale af femårsdagen, som Kristeligt Dagblad og andre medier bringer i dag og de kommende dage. Men det gør vi ikke. Vi har tidligere som dokumentation bragt flere af de omdiskuterede tegninger, herunder også tegningen af profeten med bombe i turbanen, men ingen af tegningerne befinder sig længere i den kontekst, hvori de var tænkt.
I mange muslimers øjne er tegningerne kommet til at fremstå som udtryk for, hvad de opfatter som Vestens foragt for islam. Berettiget eller uberettiget er tegningerne i den muslimske verden blevet et hadsymbol, der gør, at kollegaer på Jyllands-Posten i dag må leve under omfattende sikkerhedsforanstaltninger og med personlige livvagter.
Når vi på denne avis ikke mener, at vi gør knæfald over for truslen fra ekstremister eller går på kompromis med avisens ytringsfrihed ved at undlade at gengive tegningerne, hænger det først og fremmest sammen med, at Kristeligt Dagblad fra sagens start tog afstand fra Muhammed-tegningerne som en unødvendig provokation.
Der er ikke noget selvstændigt formål med at fornærme menneskers tro. Man har ret til at gøre det inden for lovens rammer, og de er meget vide. Men som det engang blev sagt, kan det, der er lovligt, godt være tovligt. Vi har i Danmark vidtstrakt ytringsfrihed, men ingen pligt til at bruge den.
Læs også: Afstanden mellem muslimer og kristne skal være kortere
Her på avisen respekterer vi, at mennesker kan opfatte noget som ukrænkeligt og helligt. Det betyder ikke, at deres tro ikke kan kritiseres, men det betyder, at vi ikke har noget ønske om at krænke dem ved at håne eller latterliggøre deres tro.
Selvom flere danske retsinstanser har afgjort, at tegningerne ikke overskrider grænserne for de love, der begrænser ytringsfriheden herhjemme - lovene imod injurier, racediskrimination og blasfemi - er det i dag blevet umuligt for en dansk avis at offentliggøre tegningerne uden at løbe en risiko for, at det udløser voldelige protester et eller andet sted i verden.
Tegningerne er blevet kapret af ekstreme synspunkter, som i dag gør det omsonst at argumentere for og imod en offentliggørelse ud fra en publicistisk logik.
En del aviser, herunder Kristeligt Dagblad, er fortsat truet af et potentielt økonomisk ødelæggende sagsanlæg rejst af en saudisk advokat, der blandt andet vil bruge et hul i lovgivningen, der er opstået med internettets grænseoverskridende karakter, til at retsforfølge danske aviser i udlandet.
Læs også: Hvem er Muhammed?
Den centrale tegning af manden med bombe i turbanen blev forleden vist i DR 2's Deadline. Udenrigsministeriets repræsentant på en konference om Muhammed-krisen viste i fredags den samme tegning i et auditorium på Syddansk Universitet, og i den bog om sagen, som Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, i morgen udgiver, er tegningerne også gengivet. Alt sammen som berettiget dokumentation.
Men danske aviser og Muhammed-tegningerne er blevet en sprængfarlig cocktail. Et sammensurium af uigennemskuelige interesser i den muslimske verden står i kø for at udnytte, fordreje og misbruge en offentliggørelse af tegningerne. Også derfor viser vi dem ikke.