Det bliver smart at bo i Udkantsdanmark

Urbanisering er ikke et grundvilkår, og i fremtiden vil flere danskere søge den samhørighed og natur, som landlivet kan byde på, vurderer forskere

Med tre små børn blev livet i København temmelig hektisk, og Anders og Katrine Romme valgte at flytte fra København til Sydfyn for at få mere ro i tilværelsen. De er langtfra de eneste. -
Med tre små børn blev livet i København temmelig hektisk, og Anders og Katrine Romme valgte at flytte fra København til Sydfyn for at få mere ro i tilværelsen. De er langtfra de eneste. - . Foto: Asbjørn Sand/Scanpix.

2015 blev året, hvor forfatter og cand.mag. i kommunikation Birgitte Sally valgte storbyen fra og flyttede til en af Danmarks udkanter - Odsherred.

Her har kun købt et landsted, hvor hun vil lave kurser og udleje lokaler til andre ”natur- og stilhedshungrende mennesker”.

Det har hun også skrevet en bog om, som netop er udkommet på forlaget Gyldendal.

”Jeg har fundet et sted, hvor jeg kan have et lille økologisk landbrug, eksperimentere med at dyrke skovhave og producere kød. Et ønske om at være selvforsynende, leve mere bæredygtigt - også på det menneskelige område.

Jeg har mange idéer, men tager et skridt ad gangen - det er vigtigt for mig at have sjælen med i det, jeg gør,” fortæller Birgitte Sally.

Birgitte Sallys udflytterhistorie er et glimrende eksempel på en tendens, som breder sig i samfundet, mener forskere.

Jeppe Engset Høst er etnolog på Saxo Instituttet på Københavns Universitet og forsker i forskellene på land og by. Han siger:

”Det rolige, sunde, grønne liv på landet med lokale fødevarer er blevet en ressource og en værdi, der bliver prioriteret højt.

Det er både noget, yderområderne markedsfører sig på, og noget som tilflytterne er med til at skabe.

Storbyboere, der flytter på landet, bliver ofte betaget af de nære relationer og de stærke fællesskaber, og mange bliver hurtigt involveret i at holde landsbyen kørende. Det kan for mange give en følelse af meningsfuldhed og ro.

Dermed ikke sagt, at det lykkes for alle. Der findes også stress uden for bygrænsen.”

En undersøgelse fra 2014, som analyseinstituttet YouGov lavede for Bolius Boligejernes Videncenter, viser, at hver femte dansker, som bor i byen, gerne vil bo på landet.

I dag bor knap tre millioner danskere mellem 18 og 74 år i de større byer og hovedstadsområdet, men i år 2030 vil 580.000 af dem være flyttet på landet. Hvis altså byboerne gør alvor af at flytte. Andre studier viser, at man bliver mindre stresset, når man bor tæt på natur og grønne områder.

I de kommende år vil vi se en modtrend til larm, ballade og urbanisering. Det vurderer partner og fremtidsforsker i Future Navigator Anne Skare Nielsen.

”Jeg er sikker på, at udviklingen vil vende, for urbaniseringen er ikke et grundvilkår. Den tyske filosof Enzensberger har defineret, hvordan fuglefløjt, frisk luft, rent vand og ro bliver værdier i høj kurs.

Som mennesker søger vi mental detox (afgiftning, red.), fred og samhørighed, og der kan livet på landet være svaret på vores drømme. Undersøgelser viser, at folk i byerne ikke er specielt lykkelige og glade.

Det er et paradoks, for folk flytter til byerne, fordi de jagter det gode liv. Men på landet har man meget mere samhørighed og socialt fællesskab, man render hinanden på dørene for at høre, hvordan det går med det brækkede ben eller for at komme forbi med den fasan, man har skudt.

På landet har man mulighed for at gå ned i levefod, men op i livskvalitet,” siger hun.