Alexander Grandt Petersen: Det er trods alt ikke alle 15-årige, der bliver ringet op af statsministeren

Han blev voksen i femte klasse. Siden da har hans liv været fyldt med landspolitik, rejser og medieoptrædener. Men sådan er det, når man gerne vil ændre verden omkring sig. Og måske en dag blive statsminister. Læs eller genlæs Kristeligt Dagblads 10 år gamle interview med Alexander Grandt Petersen som en af "De absolut egnede"

-- Jeg har altid tænkt over mit liv i et længere perspektiv, siger Alexander Grandt Petersen, der også er vant til at diskutere politik med sine forældre . -- Foto: Peter Kristensen.
-- Jeg har altid tænkt over mit liv i et længere perspektiv, siger Alexander Grandt Petersen, der også er vant til at diskutere politik med sine forældre . -- Foto: Peter Kristensen.

Alexander Grandt Petersen var en urostifter lige fra starten. Det var han nu ikke ene om. 5.b på Brøndum skole i Esbjerg var notorisk berygtet blandt lærerne for at være umulig at styre.

Uroen var dog hverken Alexanders eller klassekammeraternes skyld alene, mente Alexander. Derfor gik han til lærerne og forklarede, at undervisningsformen og lærernes pædagogiske evner simpelthen ikke var gode nok. Og krævede, at der blev gjort noget ved sagen.

"På det tidspunkt var jeg allerede begyndt at være fascineret af politik. Jeg havde fulgt folketingsvalget i 1998 tæt og var blevet stor fan af Poul Nyrup. Jeg syntes, det var cool, hvordan han stod der på talerstolen i fjernsynet og havde direkte indflydelse på, i hvilken retning samfundet udviklede sig. Det gav mig nok også en erkendelse af, at det var alle andre end mig selv, der havde indflydelse på, hvordan min skole fungerede, og det var jeg træt af. Så meldte jeg mig ind i elevrådet," fortæller Alexander.

Det blev starten på en ungdomspolitisk karriere, der slår de flestes. Og en ungdom, der har skilt sig ud og gjort ham flere år ældre end hans jævnaldrene.

For Alexander kom det hele dog meget naturligt. Han havde altid diskuteret meget politik med sine forældre – en skatterevisor og en taksator hos Top Danmark. Og de havde altid motiveret ham til at holde fast i det, han brændte for.

"Jeg har nok aldrig levet mit liv fra dag til dag," forklarer Alexander.

"Jeg har altid tænkt over mit liv i et længere perspektiv. Derfor vidste jeg meget tidligt, at ville jeg være en stor politiker, måtte jeg arbejde hårdt for det allerede som ung."

Det var således ikke tilfældigt, at han i 6. klasse blev valgt til amtssekretær i Danmarks Elevorganisation og begyndte at rejse til København flere gange om måneden for at deltage i bestyrelsesmøder, kongresser og demonstrationer. Og det var heller ikke tilfældigt, at han hurtigt fik succes som den meget unge, men også meget udfarende og veltalende knægt fra Esbjerg. Alexander befandt sig som en fisk i vandet blandt de noget ældre og politisk engagerede ledere af Danmarks Elevorganisation. Til gengæld bevægede han sig stadig længere væk fra sine klassekammerater.

"Jeg blev hurtigt voksen i de år og ændrede nok personlighed. Jeg læste flere aviser hver dag og fik Undervisningsministeriets nyhedsbrev. Jeg blev vant til at diskutere på et højt niveau om emner, der slet ikke interesserede mine venner i Esbjerg. De ville hellere spille fodbold og snakke om ulovligt indkøbte paintball-pistoler. Så ret hurtigt fandt jeg mine bedste venner i København," forklarer Alexander.

I løbet af 7. og 8. klasse voksede hans ansvar i organisationen, der nu kom til at hedde Danske Skoleelever. Og Alexander nød det. Men med ansvaret fulgte også afsavnene.

Svømmetræningen måtte han opgive. Og guitaren måtte han lægge fra sig. Samtidig raslede hans karakterer ned i de ikke-samfundsvidenskabelige fag.

Det gav bekymrede miner hos forældrene, men ikke hos Alexander. Ungdomspolitikken optog ham et hundrede procent, og i løbet af 9. klasse gav det pote. Han blev valgt som ny formand for Danske Skoleelever og blev fra den ene dag til den anden et kendt ansigt i medierne og én, man for alvor lyttede til.

"Jeg har altid gået utrolig meget op i det, jeg valgte at gå op i. Det er ingen mellemvej, og sådan er det også med politik. Jeg var meget fokuseret helt fra starten, og det blev bare forstærket, jo mere indflydelse jeg fik, og jo mere jeg kunne se, at jeg faktisk udrettede noget. Det var jo netop derfor, jeg var startet – for at ændre de ting, jeg syntes var forkerte," siger Alexander.

Han tog nu til København flere gange om ugen og havde journalister i røret lige så ofte. Det gjorde ham til et kendt – og respekteret – ansigt på skolen, men Alexander havde svært ved at gengælde opmærksomheden. Hans sociale liv var definitivt flyttet østpå.

Det er usædvanligt at holde et sabbatår i 10. klasse, men Alexander havde da for længst vænnet sig til at være uden for nummer. Han havde brug for at kunne koncentrere sig på fuld tid om sin formandspost. Og at gøre det i København.

Som bare 15-årig flyttede han derfor hjemmefra og bosatte sig i alene i hovedstaden. Igen med bekymrede miner på sidelinjen.

"Min mor var ikke et sekund i tvivl om, at jeg nok skulle klare mig. Få noget at spise og få vasket mit tøj og sådan. Men hun var bekymret for, at jeg ikke fik nogen undervisning i et helt år. Men ret hurtigt blev de overbeviste om, at jeg fik så meget andet med i bagagen i stedet. Det er trods alt ikke alle 15-årige, der bliver ringet op af statsministeren og spurgt, om man ikke vil holde en tale til et stormøde om globalisering. Og det er de færreste, der bliver et ikon for ungdomspolitikken," siger Alexander.

Jo, det gik fint i København. Alexander kunne lide at være i fokus, og lysten til at forandre den skolevirkelighed, han selv lige var trådt ud af, blev ved med at drive ham frem. Og den driver ham stadig i dag, hvor han er blevet 16 år og er flyttet tilbage til Esbjerg. Her fungerer han som projektleder på Danske Skoleelevers skolestartskampagne, er næstformand i Esbjerg-afdelingen af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og starter i dag i 1.g på byens gymnasium.

Planerne for fremtiden er stadig lidt uldne. Foreløbigt vil han gerne holde sig uden for studenterpolitikken for at kunne koncentrere sig om studierne og partipolitikken i DSU. På den anden side er der så meget i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, han gerne vil have indflydelse på og ændre.

"Meget tidligt har jeg bestemt med mig selv, at jeg vil have en karriere, hvor jeg kan gøre en forskel, som er fleksibelt, og hvor jeg samtidig kan rejse og leve i hele verden. Politik opfylder alle de ting. Folk og min familie siger ofte: Nå, skal du så ikke være statsminister? Men for mig er det ikke nødvendigvis det bedste job. Jeg kunne lige så vel blive top-lobbyist i EU. Eller virkelig gøre en forskel i forsøget på at gøre EU-projektet mere folkeligt. Uanset hvad, så er jeg sikker på, at jeg har viljen til at nå det mål, jeg sætter mig. Så hvis jeg en dag får den ambition, at jeg vil være statsminister, så bliver jeg statsminister."