Da Arne Rolighed solgte sin tidligere bolig i København, tjente han 12 millioner kroner på den. For de penge kunne han købe den hvide pragtvilla på første parket ned til vandet på en lille lukket vej i Risskov ved Aarhus, hvor han nu bor med sin hustru.
Den 66-årige tidligere formand for Kræftens Bekæmpelse og forhenværende sundhedsmininister er udmærket klar over, at han er i en gunstig situation. Og han havde gerne afleveret halvdelen af sin boligfortjeneste til staten, hvis han vel at mærke vidste, at de ville komme samfundets svageste til gode.
Når man tjener så meget på en bolighandel, forstærker det uligheden mellem lejere og ejere. Det ville være helt rimeligt, hvis jeg skulle aflevere de seks millioner af dem til statskassen. Det bør ske som led i en omlægning af boligskatten. Men du får mig ikke til at sende seks millioner direkte til statskassen og Bjarne Corydon. Så går de bare til motorveje og krige, og det er jeg ikke interesseret i, siger han.
Siddende ved spisebordet i det lyse køkkenalrum nævner Arne Rolighed boligmarkedet som et af de områder, der skaber mest skævvridning blandt befolkningen. Og netop den ulige fordeling af goderne er en af hans mærkesager som næstformand i foreningen Danske Seniorer med 150.000 medlemmer. En forening, der vil sætte fokus på at hjælpe de økonomisk svage ældre. Et forslag lyder blandt andet, at de 20 procent rigeste pensionister skal aflevere folkepensionen til de 20 procent fattigste. Fordi det pensionssystem, der blev etableret i 1980erne er ifølge Rolighed en af de største ulighedsmaskiner i det danske samfund.
LÆS OGSÅ: Vi tager, hvad vi kan få fra samfundets kasse
Ved at privatisere pensionssystemet blev det et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter at sætte penge af til alderdommen. Du får som ansat en del af din løn som pension, men de, der aldrig kommer på arbejdsmarkedet, eller kun er der meget kort, er ikke en del af den udvikling, og de har kun almindelig folkepension at leve for. Vi har medlemmer, der kun har 30 kroner om dagen at leve for. Der er ikke spor tilbage af folkepensionen, når de faste udgifter til bolig og mad er betalt.
Arne Rolighed skønner selv, at han formentlig hører til blandt den rigeste femtedel af de danske pensionister. Fra de store vinduespartier ud mod bugten kan han se windsurfere boltre sig på havet, og kaffen bliver serveret i musselmalet stel. Han har endnu ikke taget hul på sin pensionsopsparing, men tjener lidt på at holde foredrag og lader sig ellers forsørge af sine kone, der stadig arbejder. Og så modtager han selv folkepension den laveste ydelse på 5600 kroner. Men hvorfor dog det?
Hvorfor giver du ikke bare pengene videre, når du mener, at andre har mere brug for dem end dig?
Jeg vil være den første til at slippe grundbeløbet, og selvfølgelig kunne jeg godt sige nej tak allerede nu, men jeg mener, at det er noget, der skal ske kollektivt som led i en reform, for det skal være sikkert, at det går til dem, der har brug for det. Jeg tror ikke på det individuelle felttog. Jeg mener, at store reformer bør ske på nationalt plan indover Folketinget med et rimeligt retsgrundlag, så det ikke ender i ren junglelov. Det er også mere motiverende både for dem, der skal af med pengene, og også for dem der skal modtage pengene, at det er noget, de får på et klart retsligt grundlag, siger han.
Han tror selv på, at det er sandsynligt, at et sådan forslag kan blive gennemført.
Jeg synes, jeg mærker en tendens i tiden til, at de stærke skuldre skal bære lidt mere og har ansvaret for at bære velfærdsstaten videre. De økonomisk og fysisk stærke klarer sig selv i højere grad, så der bliver plads i nationalbudgettet til at hjælpe de svageste. Det er svært bare at blive ved med at udvide statsbudgettet. En gang i mellem må man gå ind og lave nogle omfordelinger. Og det er en af de omfordelinger, ældregruppen burde kunne leve med.
I Danmark betaler vi alle skat. Hvorfor skal de, der virkelig har knoklet for at spare ekstra op til pensionen og have en god alderdom, snydes for folkepension?
Det er rigtigt, at mange vil synes, at de, der ikke har formået at kæmpe sig til et job, mens de kunne, og derfor ikke har sparet op til deres pension, må ligge, som de har redt, og ikke blive belønnet. De drak pengene op, rejste dem op, eller hvad ved jeg. Men der må man tænke på lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus hjalp betingelsesløst den halvdøde mand i grøften. Og vi ved godt, at der er nogen, der har en dårlig pension, og vi kan hjælpe den pensionist, der er gået bagud af dansen. Ser vi nogen, der har brug for en hjælpende hånd, så hjælper vi.
Og det mantra må naturligvis også gælde for Arne Rolighed selv, påpeger han. Dog finder han det mere end svært at skulle fremhæve de ting, han personligt gør for sine medmennesker.
Som landmandssøn fra Nordmors sidder Janteloven dybt i ham. Og trods sin uddannelse som cand.scient.pol. og trods sine vægtige stillinger gennem tiden har han ikke kunnet ryste af sig, at man ikke skal stikke snuden for langt frem. Så selvom han kommer med flere eksempler på folk, han har hjulpet eller hjælper, skal de ikke nævnes i avisen.
Jeg er ikke interesseret i at fremstå som en, der sidder og pudser glorien, siger han og gnider på en fiktiv glorie over sit hoved.
Men hvis en kammerat har brug for en skilling, så hjælper vi med det. Og hvis et ungt menneske har brug for husly, så hjælper vi da med det. Sådan er vi jo opdraget.
Til gengæld vil han gerne fortælle om sit bidrag til frivilligheds-Danmark.
Mit eget bidrag til fællesskabet er at snakke og debattere. Jeg har i 10-12 år leveret gratis foredrag cirka en gang om ugen til ngo-land, og kalenderen er fyldt. Mine foredrag er cirka 5000 kroner værd for to timer, så det bliver også til noget.
Nu bor Arne Rolighed så på en af de dyre adresser i udkanten af Aarhus. Og kæmper samtidig for at de dårligst stillede pensionister skal få det bedre.
Hvis du nu solgte huset her og flyttede til en lejlighed, kunne du vel give endnu flere penge til de, der ikke har så meget?
Det kan du sige. Men det at bo så godt og dejligt giver mig de bedste muligheder for at bygge en stærk organisation op og forbedre forholdet for landets ældre. At jeg kæmper for de svageste, betyder ikke, at alle dem i lejlighederne i Brabrand skal komme og bo i mit hus, mens jeg flytter derud. Jeg slås ikke for millimeterretfærdighed, og at alle skal have lige meget i pension, og at alle skal bo ved vandet. Jeg taler ikke for, at vi alle skal sidde og spise havregrød. Men vi skal undgå at bygge yderligere spændinger op.
Forpligter det at være rig?
Absolut. Har man en position, hvor man kan hjælpe folk fysisk og økonomisk, så skal man være åben over for det. Vores samfund vurderes på, hvordan vi behandler vores svageste, siger Arne Rolighed.