Skulle man få fat i det største engelsksprogede medie i Iran, Tehran Times, fra den 9. februar i år, vil man hurtigt opdage noget bemærkelsesværdigt.
På forsiden begynder en artikel om tildelingen af prisen for årets bog i Iran, og den fortsætter på bagsiden, hvor man ser en nydelig, ældre mand fra Danmark modtage et fornemt indrammet bevis på, at hans bog om iranske ishuse har vundet. Det ser man ikke hver dag. At prisen overrækkes af landets præsident, Hassan Rouhani, gør ikke billedet mindre interessant. Og når man så tager med, at den danske modtager, 75-årige Hemming Jørgensen, er pensioneret direktør i Den Europæiske Investeringsbank og først som 67-årig gik i gang med det ph.d-projekt, som førte til bogen om ishusene, er billedet enestående.
Historien bag er heller ikke uspændende. Den handler om en dyb fascination af Iran - et land, mange i den vestlige verden har en helt skæv opfattelse af, mener Hemming Jørgensen. Men den handler også om frygten for at gå i stå og om troen på at lære hele livet igennem. Og endelig om at kunne krydse alle punkter af på en ganske særlig liste.
Han har inviteret på kaffe og croissanter i hans og hustruens dejlige lejlighed i et renoveret pakhus fra 1783 i København for at fortælle om det hele. På et lille bord troner den imponerende bogpris ved siden af en anden iransk pris, han modtog for to år siden for samme bog. Han nikker stolt og pakker et frisk eksemplar af bogen ud af folien for at bladre rundt i det imponerende udsnit af billeder og tekst om en central, men næsten glemt del af den iranske kulturarv. De op til 20 meter høje, vaffelformede ishuse af ler fungerede gennem mange århundreder som lager af isblokke, der blev solgt til iranerne, så de kunne køle mad- og drikkevarer ned om sommeren. Man har også haft ishuse i Danmark dog oftest i form af stråtækte kældre, der fandtes i parker ved større herregårde og slotte, de ældste fra 1600-tallet. Samme alder har de ældste ishuse, Hemming har fundet i Iran, men ishusenes udvikling kan spores knapt 2000 år tilbage. De gik ud af brug, da elektriciteten medførte, at folk fik deres egne køleskabe.
Artiklen fortsætter under billedet
Siden er de forfaldet, og mange er forsvundet. Men Hemming kørte op mod 23.000 kilometer rundt i landet og fandt, beskrev og analyserede hver eneste af dem, i alt 129.
Han så sit første iranske ishus allerede i 1966, mens han i en årrække som ingeniør arbejdede med infrastruktur i landet. Først 41 år senere vendte han tilbage for at se nærmere på dem som en del af et løfte, han havde givet sig selv.
Løftet har han stadig stående på den liste, han skrev, da han i en alder af 60 år gik på pension - på højden af sin karriere - som direktør for projektafdelingen i Den Europæiske Investeringsbank i Luxembourg. Han var stadig i god form, hovedet var intakt, og han havde masser af livs- og arbejdslyst, men otte år forinden havde en god ven vist ham en statistik. Den fortalte, at går man på pension, når man er 55 år, lever man i gennemsnit, til man er 88 år. Udskyder man pensionen til 65-årsalderen, bliver man 68 år. Moralen måtte være - analyserede Hemming Jørgensen - at ventede man for længe, var det fordi, man ikke havde et ordentligt alternativ til arbejdet. Og det var dødeligt.
”Jeg så det ske, da min gode ven i banken gik på pension uden at have en ordentlig plan. Han frygtede sin pensionisttilværelse, og da flyttemændene kom for at hente alle hans ting for at fragte dem til Danmark, fandt de ham død i en stol, mens han sad og ventede. Jeg er sikker på, at han døde af skræk for at falde i det sorte hul, der ventede, fordi han ikke anede, hvad han skulle bygge sit liv op om, nu arbejdet var væk. Lige dér besluttede jeg: Ikke mig!”
Så inden han sagde farvel til sit travle liv, skrev han en liste:
1. Sejl fra Kalundborg til Middelhavet og hjem igen i motorbåd
2. Kør tværs over USA på en Harley Davidson
3. Lær italiensk flydende
4. Noget med Iran
Der kom flere punkter på listen. Et nyt gulv i kælderrummet og andre praktiske ting, men han begyndte med de største udfordringer. Den første blev gennemført med hustruen, Lis, gennem floder, kanaler og 192 sluser. Den anden blev i en lidt forkortet version gennemført med sønnen. Den tredje gik nemt, han var allerede godt kørende med det italienske. Men den fjerde tog længere tid, for han var ikke helt sikker på, hvad det egentlig var, han ville. Det skulle dog være et forskningsprojekt, hvor han for alvor kunne dykke ned i det land, han og familien havde boet i ad flere omgang mellem 1964 og 1978, for han var ikke færdig med at suge til sig af den gæstfrihed og kulturelle guldgrube, Iran tilbød.
Først ville han kortlægge og beskrive de gamle karavaneveje - i praksis alle sidevejene til Iran-delen af Silkeruten fra middelhavsregionen til Kina. Men han kunne ikke finde materiale nok.
Så studerede han den gamle telegraflinje fra Storbritannien til Indien, der går gennem Iran og er fuld af historie. Men heller ikke her var det muligt at finde de nødvendige oplysninger.
Med ishusene var der til gengæld en klar vej. Han vidste, de var der, det var bare på med støvlerne og derudad.
”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene,” som han grinende forklarer.
I en alder af 67 år gik han derfor til Københavns Universitet og lederen af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier og spurgte, om han måtte skrive en ph.d. om dette vigtige, men glemte hjørne af Iran. Institutlederen tøvede, for anmodningen var én af de mere sjældne, men Hemming Jørgensen var villig til selv at finansiere arbejdet. Og der var jo tale om et fuldstændig uberørt forskningsfelt, så han fik ja og gik i gang.
Nu står de to priser så på bordet i stuen som bevis på, at Hemming Jørgensen også kan krydse punkt fire på sin liste af. Endda eftertrykkeligt. Men han håber, at de er mere end det, nemlig et udtryk for en kulturel åbning fra Iran mod omverdenen.
”Iranerne er et dybt kulturelt folk, der stadig går med fortidens smykker, læser de gamle digtere og drømmer sig tilbage til storhedstiden før islam og alle doktrinerne. Alle er meget bevidste om, at de tilhørte det persiske storrige, som var verdens centrum engang, og de føler sig mentalt tæt knyttet til Vesten. Men vi gengælder det ikke, og det skyldes i høj grad et misforstået syn på Iran,” siger Hemming Jørgensen alvorligt.
Han er helt med på, at der er meget at kritisere ved landets styre, men ude blandt almindelige iranerne er gæstfriheden overstrømmende, og han har som rejseleder mange gange ført begejstrede og overraskede vesterlændinge frit igennem landet helt uden problemer.
”Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke frygter, at jeg med disse priser blot er en brik i et politisk spil, men for mig er politik og mit arbejde helt adskilt, og jeg er aldrig blevet bedt om noget til gengæld for priserne. Jeg har kun mødt oprigtig glæde over, at jeg har gjort det, de godt ved, de selv burde have gjort, nemlig givet denne del af deres kulturarv den hæder, den fortjener. Det er da muligt, at de håber på at skabe en kulturel livline til Vesten, men det er da en udstrakt hånd, vi kun skal tage imod.”
Og han har tænkt sig at gøre sit til, at det sker. Den 25. april tager han tilbage til Iran sammen med sin søn på drengetur. Og måske som startskuddet på en film med titlen ”Den gamle mand og Iran”, for sønnen er filmfotograf. Desuden skal Hemming Jørgensen være med til lanceringen af den persiske udgave af bogen.
Bagefter har han nogle artikler om ørkenarkitektur, han skal have færdiggjort, og så har han lovet at sætte tempoet lidt ned. Han er trods alt 75 år, og hans hustru siger, hun snart glæder sig til at se lidt mere til ham.
”Lad os nu se,” siger han. ”Det sorte hul lurer jo altid.”
