Det håndskrevne brev bliver en dyr og sjælden luksus

Prisen for at sende et brev sættes nu op til 19 kroner. Vi finder i dag hurtigere måder at kommunikere på, men dermed er et særligt rum for omhu, fortrolighed og refleksion ved at gå tabt, advarer forsker

Fra nytår kommer det til at koste 19 kroner i porto, hvis man vil sende et brev og være sikker på, at det er fremme dagen efter. Arkivfoto
Fra nytår kommer det til at koste 19 kroner i porto, hvis man vil sende et brev og være sikker på, at det er fremme dagen efter. Arkivfoto.

Der skal snart købes frimærker for 19 kroner, hvis et brev skal nå frem næste dag og otte kroner, hvis det godt kan vente lidt.

Det er virkeligheden for alle brevskrivere fra nytår, hvor Post Danmark - kun et år efter den seneste portostigning - atter sætter prisen op.

Det lyder umiddelbart voldsomt, at A-post dermed stiger fra 10 til 19 kroner i porto, men tallene afspejler udviklingen i danskernes brev-vaner.

Vi sender i dag blot halvt så meget post som i 2009, og faldet sker endda hurtigere end i vores nabolande. Tilsvarende er antallet af postkasser faldet markant de senere år, og forklaringen er den indlysende, at vi i stedet for breve sender e-mails, bruger Facebook og får vores rudekuverter leveret digitalt.

Konsekvensen er ikke blot flere hundrede fyrede Post Danmark-medarbejdere, men også at en vigtig del af vores kultur er ved at forsvinde - eller i hvert blive degraderet til en sjældenhed - nemlig vores tradition for at skabe nærvær og reflektere gennem langsom kommunikation, siger ph.d. i retorik Anne Katrine Lund, der har forsket i brevets kulturhistoriske betydning og effekt:

”Det er især en omhu i udtrykket, som er ved at gå tabt,” forklarer hun og uddyber:

”I et brev skriver vi os ned i en hastighed, som giver plads til noget af den refleksion og fortrolighed, som det moderne liv ellers ikke levner meget plads til. Her kan et menneske give noget af sig selv til et andet menneske og skabe en illusion om nærvær i fraværet. Samtidig er det, at der går en rum tid, før brevet når frem, også med til at skabe forestillingen om, hvordan brevet bliver modtaget. De digitale øjebliksbilleder giver derimod lynhurtigt et svar og bliver til ping pong, og så går noget af refleksionen fløjten.”

Der er også andre og mere konkrete problemer, som flere litterater har gjort opmærksom på. Personlige breve er nemlig ofte det mest præcise vidnesbyrd om en tidsperiode. Når forskere om mange år vil blive klogere på, hvem vi var, hvad vi tænkte og drømte om, og hvilke private relationer vi havde til hinanden, så mangler der vigtig viden.

”På den måde er det jo nuancerne i det tidsbillede, vi lige nu skaber, som er i færd med at forsvinde,” siger Anne Katrine Lund.

Nogle af de første private breve blev fragtet med båd på Nilen i det gamle Egypten. På papyrusruller stod beskeder som: 'Hvordan går det kære søn, jeg har ikke hørt fra dig', og formålet var først og fremmest at bringe bud mellem mennesker langt fra hinanden. Med brevet som stedfortræder var man der, hvor man ikke kunne være.

Senere, ikke mindst i Europa, blev brevet mere et samlingspunkt end et bud, og selvom det stadig var personligt, var det ikke længere nødvendigvis privat. Breve blev typisk læst op for familie og venner og var omdrejningspunkt for selskaber i dannede hjem.Brevet levede i høj grad også i de litterære saloner, hvor både kvinder og mænd fra borgerskabet eller adelen mødtes og diskuterede tidens begivenheder og tanker - ofte med udgangspunkt i breve sendt fra store afstande.

Samtidig skabte tidens store forfattere en genre ud af brevskrivningen ved at offentliggøre nogle af de breve, de skrev til hinanden. Det skabte en ny inderlig tone i litteraturen, som en række af tidens store forfattere brugte i deres værker, herunder franske Rousseau og vores egne koryfæer Steen Steensen Blicher og Søren Kierkegaard.

Først i 1800-tallet opstod et udbredt postvæsen, og man fik frimærker og udbringning, så det ikke længere kun var de mest velhavende forundt at sende og modtage breve.

Med opfindelsen af den elektriske telegraf i 1837 kunne budskaberne pludselig nå langt hurtigere frem, og en del breve begyndte at blive udkonkurreret af korte beskeder. Siden gjorde telefonen det utænkelige: Det blev nu muligt at tale sammen uden at være sammen, og med mobiltelefonen kunne man endda gøre det uden at være hjemme.

Brevets traditionelle rolle var beseglet, men en ny opstod: Det personlige brev blev nu muligheden for at sende et særligt signal, forklarer Anne Katrine Lund:

”At skrive og sende et brev er jo en omstændelig affære, men i den omstændighed ligger samtidig en lovning om, at indholdet har en særlig værdi. Især blandt unge, som aldrig har oplevet at blive bombarderet med dårlige breve, rudekuverter og den slags, er det personlige brev et markant signal om, at nogen har gjort sig umage. Og det er blevet brevets nye rolle.”

Henning Christensen er chef for PostNord Danmark, den nordiske postfusion, som Post Danmark hører under. Heller ikke han er bekymret på det personlige brevs vegne.

Dag-til-dag breve vil der formentlig blive endnu færre af, men det brev, der godt kan vente, fordi indholdet er noget særligt, vil få en stigende rolle, forventer han:

”Danmark er verdens mest digitaliserede land, og derfor er det håndskrevne ord i dag noget, der vækker helt særlige følelser og skaber opmærksomhed. Og på den måde kan man sige, at livscirklen er ved at slutte for brevet, for det er i disse år i færd med at genindtage den rolle, som brevet oprindeligt havde, nemlig at man vil en anden noget særligt. Har man virkelig noget på hjertet, eller vil man gerne gøre et unikt indtryk, så vil det personlige brev være en af de bedste måder at gøre det på.”